Nedenstående er et kapitel fra min bog Grib Kærligheden, som udkom i første oplag i 2012. Bogen handler om parforhold, men jeg fandt det relevant at udgive her qua verdens store udfordringer med krige og kampe, som en slags freds-missions-vision, der stadig er relevant, måske mere nu end nogensinde. Har opdateret en lille smule for at få det til at passe ind på bloggen.

Det handler om en vision om dialog mellem forskellige mennesker, om at genfinde en følt oplevelse af at være forbundne og om at være forskellige.

Et visionært fugleperspektiv

Det er ikke ligegyldigt, om vi tager fat i at fremme den gode dialog. Problemer i parforholdet og i relationer, handler i høj grad om problemer med at hilse hinandens forskelligheder velkommen. Det er vigtigt, ikke blot for ens eget parforholds skyld, men også som en del af den helhed, vi indgår i.

Når vi bliver bedre til at håndtere hinandens forskelligheder og lytte til hinandens perspektiver samt anerkende hinandens bidrag, vil vores børn og efterkommere få en mere sund og hel opvækst. Ikke blot vil familierne være mindre konfliktramte og skilsmissetruede, de vil også fostre mere nuancerede og hele mennesker, der bedre kan tænke kreativt.

Organisationer og arbejdspladser, der er i stand til at udnytte hele potentialet i medarbejdergruppen og dens forskelligheder, står langt stærkere til vækst, end den arbejdsplads, der hænger fast i konflikter.

Demokratiske processer fremelskes, da demokrati dybest set i bund og grund ER dialog mellem forskellige mennesker.

Den dialogiske proces går fra at hænge fast i magtkampe og til at samle eksisterende viden og få det bedste udbytte af fællesskabet.

Når vi strides om, hvis holdning der er bedst og mest rigtig, får vi en ensidig magtbaseret udvikling, som er langt mere sårbar og mindre kreativ.

I mange dele af verden ser vi krig og diskrimination, og det er vigtigt for fremtiden at gøre en anden indflydelse gældende.

I Danmark kunne vi tænkes at kunne udvikle løsninger på konflikter, da vi er et ret åbent og frisindet land, hvor de fleste mennesker er ret åbne over for forskelligheder på tværs af køn, religioner og kulturer. Det, der har bragt Danmark til at være et land, der går i front, for eksempel omkring offentligt registrerede partnerskaber for personer af samme køn, er i mine øjne relationer og det, at vi har en fællesskabskultur.

Psykolog ph.d. Daniel Goleman taler om den mistillid og mistro, der kan opstå over for mennesker, der er forskellige fra os selv. Og hvordan den nemmeste vej til at opnå accept af det, som Daniel Goleman kalder „grupper af ’Dem’ og ’Os’“, er at blive gift med en af ’Dem’, eller blive ven med en af ’Dem’.

Jeg ledede på et tidspunkt en proces for en gruppe i en organisation, der havde en alvorlig, underliggende konflikt, ved hjælp af Communulogue, som er en Imago-dialog metode, der bruges i grupper. Metoden har været anvendt blandt andet i Israel til grupper med forskellig religiøs baggrund. Den sikrer, at alle bliver hørt med deres forskelligheder, og det specielle er, at metoden skaber fred, ganske enkelt ved at lederen sørger for, at den enkelte får taletid, spejling, anerkendelse og empati.

Det har stor betydning at skabe tid og rum samt struktur omkring at udtrykke forskelligheder. Herudover har det stor betydning i konfliktsituationer at være opmærksom på at værdsætte, hvad vi allerede har opnået og faktisk har til stede her og nu, som vi er glade for og kan bruge.

En kerneværdi for mig er været en dyb erkendelse af, hvor forbundne vi er til hinanden. Både i de nære relationer, men også som samfund og globalt. Hvordan hver enkelt af vores bidrag hele tiden sender bølger ud i fællesskabet.

Vores relationer er hverken mere eller mindre, end hvad vi selv magter at få til at ske. Vi har selv andel i alt, hvad der foregår. Det samme kan siges om foreningerne, samfundet og i den globale verden. Den kraft, der ligger i at kunne anerkende og værdsætte, hjælpe og støtte hinanden til at trives og yde sit bedste, er en transformerende positiv kraft, som, når den bliver sat i sving, breder sig som ringe i vandet.

Man kunne forestille sig, at familierne og organisationerne udviklede sig til at blive grupper, som er i stand til at rumme forskellige synspunkter og forskellige måder at leve på. Det er der brug for i fremtiden.

I den globalisering, der er i gang, mikser vi dybe kulturelle historier sammen i relationer og ægteskaber. Der er fare for, at magtstrukturer,som er baseret på at sætte enkeltpersoner op på totempæle og lave dybe klasseskel, vil tage styringen. Hvilket direkte undergraver kernen i den mellemmenneskelige kærlighed, vi taler om. Vi må lære at udtrykke os og samtale omkring uenigheder på måder, der skaber det bedste udbytte for alle af de ressourcer, der er til stede.

Vi bør arbejde på at udvikle metoder og udveksle erfaringer, der kan integrere menneskers forskellighed på en fredelig måde. Arbejde med at øge kærligheden og rumme forskellighederne, arbejde på at bringe vækst til de sundeste dele.

Inkludere fremfor ekskludere.

Hver gang en gruppe udpeger en syndebuk, giver en person skylden eller gør sig selv bedre end andre, skader det fællesskabet og udviklingen. Det er så let at gøre nogen eller noget forkert og ikke tage vare på værdien i forskellige oplevelser og udtryk.

Hvis du føler dig sikker inden i dig selv, kan du flytte bjerge. Og siden de fleste dybest set rummer en usikkerhed, om vi er gode nok og værd at elske, er der stærkt brug for, at vi hjælper hinanden med at opnå en indre sikkerhed til at kunne være dem, vi er, og være det bedste af os selv.

Det nytter ikke, at vi fastslår og fastholder vores egne stædige meninger, vejen frem er dialog. Vi må stole på hinandens gode intentioner, have tillid til og tro på hinanden.

På et makrokosmisk plan bliver vi udfordret af at skulle integrere forskellige kulturer, divergerende holdninger til religion og varierede seksuelle orienteringer. Muhammed-kriser opstår og vores børn får adgang til bizarre seksuelle hjemmesider.

På et mikrokosmisk niveau udfordres vi i vores egne familier og relationer.

Man behøver ikke være i et tværkulturelt ægteskab for i hverdagen at føle, at ægtefællens attitude er fuldstændig forskellig fra ens egen.

Jeg kan lide at tænke på, at vi alle er ønsket på denne jord, i og med det faktum, at vi er født. Alle har en ret til at tænke og føle det, de gør, en ret til at være sig selv.

Der findes måder at gen-forbinde sig til signifikante mennesker, du måtte have mistet følelsen af at være forbundet til, hvad enten det er din partner, et familiemedlem, en ven eller en kollega.

Den anerkendende metode rummer et tankesæt og nogle værktøjer til, hvordan vi kan blive bedre til at lytte til hinanden og ikke blot leve med hinandens forskelligheder, men også forandre konfliktfyldte forskelligheder til mellemmenneskelig vækst. Når vi gen-forbinder os til andre mennesker på en positiv måde, bliver vi selv hele mennesker, og vi bidrager til en mere nuanceret og fuldstændig udvikling, som ikke blot er baseret på ’survival of the fittest’, men som opsamler alle tilstedeværende ressourcer.

Der er behov for, at vi heler ’rummet imellem os’, relationerne. Fremfor kun at arbejde med og fokusere på det enkelte menneske. Vi må se på helhederne, og få helhederne og rummet imellem os til at fungere.

Når vi fokuserer og lægger energi i at udvikle dialogiske, terapeutiske og uddannelsesmæssige metoder, der kan møde verdens behov nu og i fremtiden, kan vi være med til at udvikle fredelige måder at integrere forskellige perspektiver og forskellige historiske baggrunde. Med det formål at skabe en fredelig sameksistens og kontaktfulde forbindelser imellem mennesker.

Spørgsmål som „Er det okay at adskille sig?“ og „Hvordan er det muligt at leve sammen?“ og både have brug for at føle sig forbundet, føle at man hører til og føle sig tryg, eksisterer på alle niveauer. Og det er et godt sted at starte lige foran snuden på os – med vores nærmeste relationer.

Opgaven er stadig at forstå og elske sin nabo og partner, og elske selv de dele, som vi har sværest ved at forstå.

© Psykoterapeut og parterapeut Gitte Sander