Råberi

Hvad er det og hvordan forstå det?

Jeg sad i toget på vej til København. Overfor mig sad en kvinde og strikkede, som var på vej på arbejde. Ved siden af sad en anden kvinde, som sad og læste i et blad. Jeg selv havde medbragt en bog af min yndlingsforfatter, som jeg læste i.

Der var ret mange mennesker med og jeg var glad for at have fået en siddeplads. Pludselig hører jeg en mand råbe og kigger op. I det område hvor der er plads til cykler, står der en helt almindelig gråhåret mand i en pæn jakke og råber af en anden mand. Den anden mand har jeg set tidligere oppe på banegården. Hans børn kravlede op på den bænk, hvor jeg sad, for bedre at kunne se ud over skinnerne. ”Pas på kruset,” sagde jeg til ham, ”det er varmt”, da jeg lige havde købt en matcha latte, der stod i vindueskarmen. Han så også helt almindelig ud, mørkhåret mand omkring fyrre, og havde nikket, da jeg sagde det med den varme kop.

Det er forbløffende og ubehageligt, at den gråhårede mand nu råber af ham med børnene ”NU REJSER DU DIG FANEME OP,” råber han. Og inden alle vi måbende tilskuere når at reagere, ser det ud til at de er på vej ud i et regulært håndgemæng og slagsmål. For ham der sad rejser sig op, skubber samtidigt til den anden, som tager fat i hans tøj og skubber igen. Folk omkring dem flytter sig væk, måske går nogen imellem, heldigvis ser det ud til at nogen har stoppet dem og den tidligere siddende går efterfølgende ned mellem rækkerne. Han ser fortumlet ud. Det er helt almindelige mænd, togpassagerer.

Nævner for naboen jeg sidder ved siden af, at jeg i sidste uge så en overskrift, der hed ”Lunten er blevet kortere” på en artikel, som handlede om øgede optøjer af råberi og vold på hospitalsafdelinger.

Er det ikke nok med de ydre fjender? Skal vi nu også til at slås med hinanden i det offentlige rum? Det er vel et udtryk for at folk føle sig pressede. Synes ikke, at jeg plejer at møde råberi på samme måde, som det er sket det sidste halve år, hvor jeg flere gange på steder, som jeg betragtede som helt neutrale steder, har oplevet folk, der råber og skriger op.

Jeg har dog ofte hørt om råberi fra par i terapi. Og derfor dette bidrag.

Råberi i parforholdet

Der er gået halvanden parterapi session før parret fortæller mig hvor galt det dybest set er fat.

De fortalte godt nok til en start, at hun havde råbt til ham, at nu vil hun gå ind og pakke sine ting og flytte. Og hun har også fortalt, at hun føler at hun er i en anden tilstand, som ude af sig selv, når hun får disse anfald cirka en gang om året. Det er som om, at hun simpelthen ikke kan tænke, og ordene bare kommer ud. Ord, som hun senere fortryder, hvis hun da ellers kan huske, hvad hun selv har sagt.

Hun synes det er utroligt svært, og det synes hendes mand også. Fordi hvis han for eksempel vil gå ud for at gå en tur og dampe af, bliver det bare værre. Så bliver hun frustreret over at han går. Og hvis han bliver og vil tale med hende, så øger det bare konflikten.

Nu viser det sig, at det sker egentlig ikke kun en gang om året. Det sker nærmest hver anden dag, at hun råber og skriger. Primært af deres børn, som er teenagere, når de larmer, roder eller ikke rydder op efter sig. Det viser sig også, at en af årsagerne til hendes udladninger er en sygdom, som gør at hun har smerter, så der skal ikke så meget til. Hun er med smerterne blevet ekstremt sensitiv for både lyd, dufte, lys, ja faktisk alle slags sanseindtryk. Men hvis sandheden skal frem, har hun altid råbt. Det er som om hele følelsesregistret lever kraftigt i hende, beskriver hun. Hun kan let blive berørt og har også en meget direkte adgang til begejstring og glæde.

Hun kommer fra et hjem, hvor hendes mor var alkoholiker og uforudsigelig, larmende, festende, men samtidig veluddannet og respekteret i omgangskredsen. Følelser talte de ikke rigtig om. Hun har kun få ord for følelser og stod alene tidligt i livet. På den måde at man skulle klare sig selv og var nogle gange i en meget ung alder den mest voksne tilstede i kaotiske situationer. Der har også været situationer, som virkede direkte truende for et barn at være i. Samtidigt med at hele familien var toptunet trænet i at kunne vise en pæn facade. Så det kan hun godt. Det gør hun også her i parterapien. Jeg ser hende ikke endsige hæve stemmen og må bruge min fantasi for at forestille mig, hvordan det egentlig går for sig derhjemme.

Det virker som om, at der er et lag af sukker over en række situationer i den opvækst, som med rette kunne beskrives som traumatiserende for et barn. Så jeg tænker på hendes råben af manden også som et slags råb om hjælp fra dybet af en brønd.

I familier hvor der er et intens alkoholmisbrug, er der ofte meget benægtelse ’ i systemet’. Man kan og vil ikke rigtig være ved, hvordan det i virkeligheden står til og mange gør meget for at opretholde en facade udadtil. Ikke mindst i veluddannede og socialt velfungerende familier, kan der være meget sukker på overfladen, der ligger som en glasur hen over mange kaotiske situationer, som man ikke taler om. Man fandt engang mor livløs. Man ved aldrig hvordan stemningen er, når man kommer hjem. Der var engang en fuld mand til en fest, der gjorde noget grænseoverskridende. Man var kronisk bekymret. Den slags.

Min klient har selv bestemt sig for ikke at drikke. Men så er der råberiet. Som først præsenteres som noget der sker meget sjældent, men som, når vi kommer dybere ind i det, virkelig martrer hendes parforhold. Det er ikke blevet bedre med årene, tværtimod er det blevet værre og værre.

Som i mange andre tilfælde har grænserne rykket sig i familien for hvor meget man kan gå og brokke sig over hinanden og hvor vilde ting man kan råbe til hinanden og stadig være accepteret. Nu råber hun de værste nedladende og ydmygende ord. Og råber som regel også at hun vil skilles, på grund af alle de fejl han har. Hun mener, hvilket er helt almindeligt, at det er hans fejl, der udløser at hun er nødt til at råbe, og at den eneste anden mulige reaktion ville være at gå, sådan som han opfører sig. Hun bruger rigtig meget energi på at forsøge at rette disse fejl og forklare ham, at hvis blot han ændrede adfærd, ville hun ikke reagere sådan.

På en måde har hun jo ret. Hvis ikke hendes mand triggede hende, ville hun næppe reagere med at råbe. Ligesom ham i toget nok ville have stoppet med at råbe, hvis ham der sad straks havde flyttet sig.

Men der bliver lidt ’hvorfor drikker Jeppe’ over det, når ansvarsforflygtigelserne for ens egen adfærd skal stå i kø, skyggende henover skammen. Hun er et voksent menneske, som besidder værdier og stræber efter selvbeherskelse. Det gør ondt i hende ligesom i gamle dage, hvor børn fik tørre tæsk som afstraffelsesmetode og kunne få at vide; ”Jeg er nødt til at slå dig, når du opfører dig så dårligt” Hun har behov for at udviklet en højere bevidsthed, øve sig og bidrage til et mere civiliseret familieliv.

Accept af råberi

I nogle parforhold og familier, kan man acceptere en hel del råben. Er det godt eller skidt? Det kommer jo an på situationerne, samt på hvad og hvordan, der bliver råbt.

På den ene side kan det i nære relationer øge den umiddelbare følelse af samhørighed og accept af hinandens særheder, hvis man kan rumme og reparere og komme sig over, at andre familiemedlemmer har haft et anfald, hvor de har tabt fatningen og råbt af den anden.

På den anden side kan det meget vel før eller siden vise sig, at situationen ikke er løst omkring råberiet. Der kan være sagt ord, der viser sig var meget svære at komme sig over. Det kan være råbt for grimt, på et forkert tidspunkt eller for mange gange. Der kan være gået noget i stykker inden i den anden. Man kan have overtrådt en hårfin grænse, som lå der hvor kærligheden lige nøjagtig tippede over til at der blev mere negativt end positivt ved at være i relationen. Og det kan man også have gjort uden at gøre sig selv det helt klart.

Råberi repræsenterer et trappetrin op ad vejen i en konfliktoptrappende situation. Det vil sige, at næste gang man har en lignende voldsomt følelsesovervældende situation, eller fem gange senere, er det sandsynligt, at man enten råber endnu højere eller råber noget der er endnu værre. Ligesom man også kan se i de hjem, hvor der er psykisk eller fysisk vold, at det startede måske med at man råbte lidt af hinanden. Derefter råbte man lidt højere eller værre, så råbte man nogle endnu mere nedgørende eller ydmygende ting, og så slog man måske ud efter hinanden eller kastede med noget. Til sidst ender det måske med at man truer med skilsmisse eller med at tage livet af sig selv eller hinanden.

Ikke for at sige, at det altid går så galt. Men hvis man vil stoppe en sådan voldsoptrappende udvikling gør man det bedst i starten, ved simpelthen at sætte en værdibaseret stopklods ned allerede i den spæde start. En klods der angiver en grænse for hvor langt vi vil gå i vores samvær med hinanden.

Det gælder både i parforholdet, i familien og i samfundet. Fælles værdier omkring hvordan vi kommunikerer med hinanden har en givtig funktion.

Adskillelse af følelse og adfærd

Når vi skal tale om råberi er det vigtigt at adskille følelsen og adfærden.

Alle følelser er i mine øjne valide. Man føler det, man føler. Man reagerer følelsesmæssigt i en situation, sådan som man nu engang reagerer følelsesmæssigt i den situation.

Men når det kommer til hvordan man handler, altså ens adfærd, så skal der også adfærdsregulering til, når vi føler noget intens. Som regel kommer en sådanne adfærdsregulering automatisk fra os selv, qua alt det vi har lært gennem vores opvækst. Men nogle gange kan den også komme udefra.  Ved at vi for eksempel får at vide af en partner eller en anden, at den måde vi råber på er uacceptabel.

Når vi får adskilt følelse fra adfærd, kan vi begynde at arbejde med de følelser, der ligger bagved råberiet.

Bag råberi ligger ofte følelser som vrede eller afmagt Der kan være en følelse af at være meget frustreret og ikke føle sig forstået. Måske også en usikkerhed i forhold til af at kunne eller turde give udtryk for følelser. Typisk er det også at føle sig utilstrækkelig.

Råberiet er selve den adfærd, man har, når man så råber. Adfærden er det, som de andre kan observere. Imens følelsen er det, man mærker inden i sig selv.

Man kan have mange forskellige måder adfærdsmæssigt at reagere på, når følelser melder sig intensivt på banen på den indre skærm. Andre adfærdsmæssige eksempler kan være at man tager afstand, trækker sig tilbage, flygter, gemmer sig, eller at man bliver kold og tavs.

Alle disse reaktioner er helt almindelige og valide og vil kunne forstås, hvis man taler med den, der føler noget stærkt. Den ene er ikke bedre end den anden, så at sige. Ofte er det sådan at man som partner kan trigges af at se en bestemt adfærd / reaktioner hos sin partner. Trigges til selv at reagere med en bestemt adfærd. Der kan være tale om et mønster i parforholdet, som begge genkender.

Det, der gør råberi til noget særligt, er at råberi påvirker omgivelserne umådeholdent og går direkte ind i den andens nervesystem. Den virker umiddelbart og straks som en form for trussel, helt fysisk på den anden persons tilstedeværende krop. Den virker som et angreb og skaber utryghed.

Så snart der råbes er der en potentiel mulighed for konfliktoptrapning og at det næste vil være at man tager fat i eller skubber den anden, langer ud, eller andet.

Man kan sige, at når en person råber, så åbnes der et låg ind til et mere primitivt lag i hjernegryden. Hvilket betyder, at dialogen ikke længere er særligt bevidst, men mere ubevidst. At tempoet øges. At man ikke længere tænker over, hvad der ville være klogt at sige eller gøre. At adgangen til at lægge en fornuftig plan bliver mindre tilgængelig. At den andens primitive overlevelsesreaktioner også aktiveres.

Rent kommunikativt er det også sådan, at man ganske enkelt som regel ikke hører, hvad den anden siger, hvis vedkommende råber. Noget i mennesker lukker ned for lytte-ørerne, hvis der råbes. Så hvis man har et vigtigt budskab, der skal ud, er råberi virkelig ineffektiv kommunikation. Selv hos mennesker, som er lettere indifferente og oplever sig selv som ikke særligt følsomme overfor om andre mennesker råber til dem.

Er det man råber, særligt klogt? Nej det er det næppe.

– Typisk vil man råbe noget, hvor man er gået i forsvar og skylden kastes ud på den anden. ”Du er ALTID så…” eller ”Du gør ALDRIG…”  ”Du hører mig overhovedet ikke!”

– Eller man vil lave et højdramatisk teatralsk teater, ”NU er grænsen nået. Nu går jeg altså fra dig” ”Hvorfor tager du ikke bare og flytter hjem til din mor?”

– Der kan også være sarkasme og passiv-agressive råb. ”Det er simpelthen for typisk”, ”Jamen så GØR det dog”, ”HA! Det er smukt!”

Råberi som familiens kommunikationsmetode

I nogle familier har man tidligt i børnenes barndom har accepteret råberi som en tone mellem forældrene eller overfor børnene til en vis grad. Det kan endda være, at man har en anerkendende tilgang til alle slags følelsesmæssige udladninger, som jo er positivt. Men hvor det kan virke logisk at acceptere at et barn på to år råber, har man måske undladt at få introduceret en mere grænsefast kommunikativ stil. Eller det kan være at en eller begge forældre råber til hinanden eller af barnet.

Problemet er, hvis forældrene ikke er i stand til at styre egne impulser og vise en rollemodel for en afbalanceret dialogisk form i hjem, men råber for tit eller for meget eller for groft.

Der kan meget vel være gode årsager / triggerpunkter til grund for råberiet. Den ene kan måske være drillende, provokerende, hånende, nedgørende, ydmygende eller direkte perfid i en meget pæn og ordentlig tone, eller gøre diverse virkelig grove handlinger, være ekstremt kontrollerende eller andet stress-fuldt. Som trigger at den anden til sidst råber tilbage.

Men nu taler vi om konsekvenserne af det råberi, der kan opstå som følge deraf. Og der oplever en del, at de får store problemer med at styre tonen i hele hjemmet, når børnene bliver teenagere, hvis de har haft rollemodeller, der råbte. Fordi så råber de teenagere virkelig højt op. Hvilket hurtigt kan komme til at man går videre i udviklingen på konfliktoptrapningskurven. Det næste er måske smækken med døre eller korporlig håndgemæng med hinanden. Der kan opstå situationer, hvor man virkelig må spørge sig selv om der overhovedet er en voksen til stede i det hjem ved sine fulde fem og fornuften i behold.

Kampen om hvem der kan råbe højest eller råber det værste kan aldrig vindes. Man kan føle det som om, at man har vundet, hvis man råber den anden hen på en plads hvor der efterfølgende bliver radiotavshed. Men selvom den anden stoppede med at sige noget og gik over i sit ringhjørne, så ligger der stadig kommunikativt uforløste emner og ulmer under overflade. Som ikke er faldet på rette plads.

Dialog handler ikke om at vinde. Det handler om at kommunikere demokratisk med henblik på fælles forståelse og fælles løsninger til gavn for flest muligt.

Råberi kulturelt set

Der er meget uro og megen utryghed i verden, som vi alle mærker på mange niveauer. Krige, klimakriser, politiske magtskifter og katastrofale naturbegivenheder, trusler som påvirker os alle og gør verden til et basalt mindre trygt sted at være end den tidligere har været.

Mange beskriver begivenheder og hændelser, der indikerer denne generelle psykologiske utryghed på et mere kollektivt ubevidst plan.

Top-politikere beskriver ubehaget ved, at de bliver råbt af på gaden. Flere grupper af medarbejdere så som kasse-ekspedienter og buschauffører beskriver at de bliver tilsvinet af vrede kunder i hverdagen. På hospitalet, hvor det tidligere kun var nogle demente eller psykotiske, der var ”råbende”, er mere almindelige mennesker i krise begyndt at råbe op. Vi hører om borgmestre, der ikke kan holde til at være borgmestre længere, men går af fordi tonen er blevet for hård og hindrer det arbejde, de havde påtaget sig at gøre. Sagen fra Flying Superkids, hvor det viser sig, at der har været råbt og skreget efter børnene. ”Naboen fra Helvede” der er flyttet på landet for at få ro, men nu står og råber. Osv.

Hvis råberi eksisterer i kulturer som politiske miljøer eller sportsklubber, kan det få omfattende konsekvenser for mange mennesker. Råberiet kommer ikke alene, men vil ofte være parret med en kultur, hvor der er nedladninger, taber-/vinder-orientering, eller en hierakisk kæft-trit-og-retningskultur, og hvor alle mere eller mindre accepterer den dårlige opførsel. Som regel af frygt for at man vil blive den næste, der bliver råbt af eller udskammet.

Der er meget frygt i sådan en kultur, som regel også meget tavshed når det kommer til åben dialog om det, der er svært. Der er ikke skabt et rum, hvor man trygt kan tale højt om hvad man tænker og føler. På grund af tavsheden bliver der en form for stiltiende accept. Dem, der bliver råbt af, vil føle at de står alene og have tendens til at isolere sig, simpelthen for at få fred. Og andre, der måske har været vidne til de verbale overfald, tør ikke stå frem, men bliver bange for at blande sig ind i konflikterne.

Det er ikke omkostningsfrit at deltage i sådan en kultur. Nogle bliver sygemeldt med stress, får mareridt resten af livet. Er blevet ydmyget og overfuset i en grad, så det gør dem syge. De går hjem og græder og overvejer, hvad det er, de selv gør forkert. De får ondt i maven og bliver bange for den der råber. Men endnu værre, kan de miste en bid tillid til andre mennesker og til sin egen evne til at håndtere kommunikation eller gebærde sig i livet.

Der tales om hvorvidt det er tonen på de sociale medier, der er “rykket ud i virkeligheden”, hvor ikke blot de politiske debatter har en rigtig hård tone, men også i ’hygge-facebook-grupper’ går det helt galt med misforståelser af hinanden.

Men det findes også på arbejdspladser. Både i arbejdsmiljøer, der tidligere er kendt for at have en rå tone, som byggearbejdspladser, men også “nye” steder  i social- og sundhedssektoren, hvor forråelse sætter ind.

Det er jo bekymrende og ikke nogen vej frem. Hvis vi vil have fred og ro i verden, kommer det ikke til at ske ved en angribende, dramatiserende, konfliktoptrappende kultur og attitude. Måske kan man endda sige, at det er vigtigere end nogensinde før, at få greb om hvad der sker og hvordan vi kan vende det.

Socialt legitimeret adfærd

Råberi er også værd at betragte fra den vinkel, at det kan være en socialt legitimeret adfærd. Du kender det måske fra skolegården, hvor der stod en gruppe, som du ikke turde gå forbi, fordi man kunne ikke gå der forbi uden at de råbte efter dig. Skel-øje, fedeabe, rødhætte, brilleabe. I mobbekulturer kan gruppens medlemmer socialt legitimere en mobbende råbe-adfærd fra gruppens medlemmer. Det vil sige, at de af gruppens medlemmer, som på en eller anden måde er anderledes, bliver mål og skydeskive for regulær aflad af aggressioner. Og bruges som løftestang for et større sammenhold i gruppen, hvor gruppens medlemmer kan forene sig omkring det, som de ikke er. At de ikke er skeløjede, for tykke, har rødt hår eller briller.

Mobberi opstår i bund og grund oftest på et grundlag af dårligt selvværd og kan ramme dem, der er anderledes, også uden at de overhovedet har gjort noget andet end bare været til. Og der kan blive skudt både opad og nedad, den ordblinde, handicappede eller lavt begavede kan blive ramt af tilråb, som accepteres af de andre i gruppen. Men det kan også den, der er dygtigst og får de højeste karakterer, eller den, der interesserer sig for noget andet end de fleste.

Hvis man er i en usund kultur, hvor der forekommer råberier, så er det vigtigste man kan gøre, at bryde tavsheden og begynde at tale højt om det. Mange vil have haft lignende oplevelser, som man ikke har hørt om. Mange vil kunne relatere til emnet. Man skal ikke acceptere at føle sig truet til tavshed.

Et andet aspekt er i hvilken grad er og bliver AI og sociale medier medopdragende i familier og reelt kan medvirke til konfliktoptrapning qua digital krigsførsel. Tænker på sådan noget som hvilke svar ChatGPT giver og snakken om at TikTok havde to forskellige versioner, hvor den vestlige version fremmanede usunde måder at være i verden på til børn og unge.

Tidligere blev unge måske med-opdraget af lærerne på ungdomsuddannelsen, sportslederne eller andre voksne. Men de store elektroniske platforme med meget magt i verden, kan få eller har måske allerede en direkte destabiliserende indflydelse på hvad unge mennesker betragter som normalt, sjovt eller godt. Dermed kan de være medvirkende og identitets skabende overfor om det fx er normalt at råbe og anbefalende overfor konfliktoptrappende adfærd.

Der er i mine øjne behov for modsvar, som tager afsæt i andre værdier. Det får måske en ny betydning at fastholde fornuften i at føre en almindelig demokratisk ligeværdig dialog med plads til forskelligheder. Simpelthen fordi kræfter i verdenssamfundet, hvad end det kommer fra amerikanske eller kinesiske platforme, kan arbejde målrettet på at destabilisere ved at påvirke almenbefolkningen med psykologisk manipulation, der går i retningen af at skabe splid og konflikt.

En del af vores kultur er den måde vi opdrager børn og unge på. Da jeg var barn var der ordsprog om børn, der hed ”Nok ses, men ikke høres” og ”Din vilje ligger i min lomme”. Det betød at vi var mange fra de generationer, der trængte til at stå frem og stå op for os selv. Terapiretninger blev moderne, som lagde vægt på assertiv kommunikation, terapeuten spurgte: ”Blev du set? Blev du hørt?”

I virkeligheden er spørgsmålet også i dag, om vi har opdraget de næste generationer og om børn i dag bliver opdraget til det modsatte. Nemlig at det er så vigtigt for hver enkelt at blive set og hørt, at vi risikerer at få individer, der står og skriger for at høres i hvert sit hjørne, uden af den grund at få tilfredsstillet sine behov.

Nogle gange ved individet ikke selv, hvad ens behov dybest set er. Det ser man tit i parterapi. For eksempel kan man se, at dem, der taler mest og/eller derhjemme råber højest, i virkeligheden har et kæmpe stort behov for at høre hvad den anden har at sige, og overhovedet ikke får opfyldt sine behov ved at være højrøstet.

Råberi og voldsom adfærd påvirker andre mennesker

For nyligt blev jeg selv mildest taget verbalt angrebet, på den måde at en person stod og skreg mig vilde beskyldninger ind i hovedet på to meters afstand. Den decibel der blev råbt med var helt ude af proportioner med situationen. Jeg kan kun komme i tanke om eet andet tilfælde i mit liv, hvor jeg er blevet råbt af på den måde, og det var for ca. 25 år siden og der var det en skizofren misbruger, der råbte.

Jeg blev totalt blæst bagover. Det var så voldsomt. Selve ordene kunne jeg ikke rigtig forholde mig til. De ramte mig ikke, da det, der blev skreget var meningsløst. Men energien. Ophidselsen. Det forvrængede ansigtsudtryk. Graden af ophidselse og frustration. Det virkede som en form for meget voldsom udladning eller aflad.

Bagefter fik jeg stress-belastningsreaktioner. Ruminationer, kvalme, søvnløshed, grådanfald. En nat vågnede jeg op, kom til at tænke på det og kastede op. Tænker, at det var min krop, der forsøgte at udstøde den voldsomme oplevelse. Her skal jeg måske fortælle, at jeg selv har haft en belastningsreaktion netop der for 25 år siden, som gør at jeg har et særlig sensibelt nervesystem, som ikke repræsenterer almendanskeren og derudover ikke er vant til, at folk råber sådan omkring mig. Alligevel siger det noget om råberis effekt på nervesystemet. Eksemplet kan bruges til at repræsentere hvad der foregår underneden i de flestes nervesystemer, som ikke er helt galvaniserede og følelsesmæssigt aflukkede.

Prøv at se på hvordan små børn reagerer på råberi, hvor chokerede og overvældede de kan se ud. Der er nogle, der mener, at børn hvis forældre råber meget, mest af alt vil se på forælderen som en klovn i et cirkus, der laver en opvisning. Og at barnet får svært ved at respektere forælderen som en autoritet. Men der er også andre reaktioner børn kan få. For eksempel kan børn som voksne få det svært med uforudsigelighed og komme til at blive forsigtige, over-artige og krybe langs panelerne med lavt selvværd, simpelthen fordi forældres reaktion, hvis de gør noget forkert, er meget overvældende for dem. Børn kan ikke altid skelne om det er dem selv, der har gjort noget forkert. Så et sensitiv barn vil også kunne reagere på hvis forældrene råber af hinanden eller der bliver råbt af en søskende.

At blive råbt af aktiverer en markant fysiologisk kamp-eller-flugt respons hos den anden via det sympatiske nervesystem. Dette vil for eksempel kunne måles på vejrtrækningen og hjerterytmen.

Vejrtrækningen hos den, der bliver råbt af vil blive hurtigere, hvilket kroppen aktiverer når man føler sig truet, for at kunne flygte hurtigere. Den vil også blive mere overfladisk, fremfor de dybe tunge åndedrag. Råberi vil også typisk foranledige at man ubevidst spænder op i musklerne, så at sige sætter musklerne i alarmberedskab, og dette kan også påvirke vejrtrækningen.

Hjertet begynder at slå hurtigere, igen som en stress-respons til at gøre sig klar ved at pumpe mere blod rundt i kroppen. Der kan også komme en uregelmæssig hjerterytme eller forhøjet blodtryk.

Når sådanne stress-reaktioner sker i kroppen vil hjernen opfatte det som en utryg situation og man vil ofte føle angst eller frygt, også fordi kroppen fortæller en, at den går i alarmberedskab.

Hvis det er noget, der sker ofte eller over længere tid, kan ens hjerte og vejrtrækningsfunktion blive generelt påvirket, især hvis man er sårbar overfor stress-relaterede lidelser. Der udløses stresshormoner som adrenalin og kortisol, hvilket over tid også kan føre til en følelse af udmattelse. Hvilket igen kan medfører at man isolerer sig socialt.

Råberi påvirker også dig selv

Når du råber har det næsten samme fysiologiske effekt, som beskrevet ovenfor på den, der så at sige modtager råberiet. Derudover kan man blive fastlåst i et negativt loop mellem hvad der foregår i kroppen og i hovedet, da ens krop med disse fysiologiske reaktioner vil fortælle hjernen, at der er noget rasende galt. Hvilket igen betyder at hjernen vil gå i overlevelsesmodus og operere med fokus i flight-fight responser, som får os til at tænke mere primitivt og mindre konstruktivt. Hvilket er en af årsagerne til at råberi kan ses som en eskalering af et konfliktniveau og et forvarsel om, at der kan komme andre, værre reaktioner. Kraftanstrengelsen kan føre til udmattelse bagefter, og betydelige skyld – og skamfølelser.

De fleste ønsker ikke at råbe. Det ligger ikke indenfor de flestes værdigrundlag i familien. Så når man råber føler man sig ikke særligt godt tilpas eller i overensstemmelse med sine egne idealer. Man føler sig måske snarere flov, skamfuld, mindre værd. Plus at det har en stressende effekt på ens eget nervesystem.

Hvis du råber, fortæller du samtidigt sin egen krop, at du står i en stressfuld situation, som er svær at rumme. Du kan høre dig selv og du registrerer ubevidst hvad der sker i din egen krop. Skamfuldheden kan i mange tilfælde i sig selv gøre, at man umiddelbart fortrænger oplevelsen af sin egen adfærd og skubber det til side, for at kunne gå ud og hilse smilende på naboerne eller gå samlet på arbejde. Men hvis det er noget, der foregår ofte og er blevet en vane, kan det også betyde øget fare for hjerte-karsygdomme, generel konfliktstemning, en følelse af afstand til andre mennesker, social stress og ensomhedsfølelse. Så der er god grund til at tage tyren ved hornene og se det direkte i øjnene, hvis man så at sige har råbe-issues.

En faktor er også, at når vi råber, sker det tit i situationer overfor en person, der har en stor betydning for os, og råbet sker i afmagt. I parforhold er der ofte en intention bag, som er at vi gerne vil tættere på den person. Vi vil gerne have at den person ser os ret og forstår os bedre. Men i stedet kommer vi til med råberiet at skubbe den anden længere væk. På den måde går resultatet kontra af hvad vi ønskede. Vi ville nærmere, men fik større afstand. Dette kan også svække vores egen tiltro til vores egen dømmekraft og tro på at kunne håndtere svære situationer.

Nogle vil måske sige, at de råber for at vinde. Som at tage en slags magt-overhånd. Og føler måske umiddelbart, hvis de så at sige fik lukket kæften på den anden via råb og skrig, at de har vundet. Men der er et ordsprog, der siger, at “Du kan vinde diskussionen og tabe relationen.” Det vil sige, at hvis du har skræmt den anden ud på afstand af dig, så var din hårde kamp måske ingenting værd i sidste ende.

Hvorfor råber de?

Hvad angår den, der råber, giver andre fingeren i trafikken eller angriber andre mennesker på den måde, så er det stort set altid muligt at gå ind i den enkeltes historie og forstå mennesket bag reaktionen. Jo mere man forstår, jo mere vil det også være muligt at komme i kontakt med en omsorg for det menneske, der reagerer med at stå at skrige en direkte ind i hovedet, eller holde en flere timer lang kaotisk tale med bebrejdelser, kritik og anklager. Større forståelse kan hjælpe i retningen af tilgivelse og skabe mere fred på jord.

Som regel råber dem, der råber, fordi de er meget frustrerede og/eller har et over-aktivt nervesystem, der reagerer. Jo mere man fx føler sig truet, jo kraftigere kan man reagere med råb. Hvilket man oplever på hospitalet, i jobcentrene eller hos politiet, hvor medarbejdere står for skud overfor borgere, der måske føler sig overlevelsestruet.

I parforhold er det typisk, at man kan dreje på volumenknappen og hæve stemmen, hvis man ikke føler at sin partner hører eller forstår det man siger. Det kan sagtens være den andens tilbagetrukne position, der får en til at reagere følelsesmæssigt på den måde. Det behøver ikke være en reaktion på den andens ophidselse. Det kan også være fordi den anden ikke rigtigt reagerer, eller på en eller anden facon tager mere afstand. Så man forsøger så at sige, at råbe den anden op.

Nogle er vokset op i kaotiske hjem. Nogle er vokset op i drama. Nogle ved ikke hvordan man kommunikerer. Har ikke lært det. Har ikke set deres forældre kommunikere normalt som barn. Har ikke oplevet selv at kunne kommunikere normalt med sine forældre og blive hørt eller forstået.

Hvis man er vokset op i utrygge omgivelser, vil man være dybt påvirket af det, også på et kropsligt fysisk niveau. Det er fx påvist at ens amygdala, der styrer ens reaktioner, kan være forøget i omfang. Hvilket bevirker at man hurtigere opfanger og reagerer på situationer, som om de var farlige, også situationer der reelt var fredelige. Nogle reagerer med selv at blive en, der er aggressiv eller råber, fordi man lærer, at det er sådan, man klarer sig. Hvilket imidlertid giver problemer i relationer med andre mennesker. At vokse op i omgivelser hvor der bliver råbt op og er mange voldsomme skænderier kan bevirke at barnet får mistillids problemer til andre mennesker, udviklingsforsinkelser på grund af kronisk stress-tilstand, samt indlæringsproblemer på grund af opmærksomheds og koncentrationsvanskeligheder.

Vores autonome nervesystem orienterer sig primært i forhold til om vi kan føle os tryg eller er i fare. Og den del som hedder det sympatiske nervesystem er indrettet til at reagere meget hurtigt på fare med kampklarhed. Mennesker kan også gøre sig kampklar i basalt set trygge situationer, det vil sige overreagere. Det gælder hvis man fx har tendens til at få tanker som er præget af ængstelighed, bekymring, stress eller depression.

Man kan også se det, der hedder ‘gentagelsestvang’, som kort fortalt går ud på, at hvis man er vokset op i kaos, bliver kaosset det, der føles trygt. Så hvis man derefter flytter hen i trygge omgivelser kan man opleve de trygge omgivelser som utrygge, eller man kan ubevidst med sin adfærd genskabe at der opstår drama og utryghed i miljø’et.

Dette vil sandsynligvis lægge de andre i ens omgivelser ned med stress-reaktioner, imens man selv føler sig relativt tryg, fordi man står i en genkendelig situation, der føles normal. Men som ikke er det, set i et mere objektivt helikopterperspektiv.

Et andet væsentligt begreb at forstå i forhold til hvorfor vi lige nu ser flere der råber, er det, vi i fagsprog kalder “parallel-processer”, som kan løbe igennem både samfund, miljøer og familie-generationer i forskellige former. Hvis vi fx oplever at verdensledere eller toppolitikere tager mere aggressivt til hinanden, og bruger bestemte kommunikationsmetoder, kan der opstå parallel processer langt ud i samfundet af en generelt dårligere kommunikation og større generel verbal krigsførsel så at sige.

Her må man også nævne, at der rent faktisk også er folk, der gør meget voldsomme ting, for at skræmme, for at true, for at søge magten over andre. Som reelt bruger det at skabe frygt i andre mennesker til at opnå magten over dem. Sådanne frygtskabende manipulatorer vil betragte råberi som et svaghedstegn hos den person, som en en følelsesudladning. Der igen kan åbne op for at manipulere med personen. Det ser vi i øjeblikket verdensledere bruge. Reelt vil mere frygt i gruppen skabe flere primitive reaktioner hos gruppedeltagerne, det gælder i familier, på arbejdspladsen, i samfundet. Kuren imod det er at arbejde for mere basale tryghed i gruppen og hos det enkelte individ. Jo mere tryghed vi kan genere for hinanden som samfund, jo stærkere står vi, og jo mere sandsynligt er det at vi vil anvende kommunikationsmetoder, der igen generere en stærkere forbundethed med hinanden, som gør os mere resilente overfor udefrakommende angreb eller forsøg på manipulation. Jo mere utryghed vi genererer, jo mere kaos opstår der. 

En sidste årsag til at råbe, er at nogle er vokset op i hjem hvor der var en triangulering. Enten var man vinder eller taber. Enten var man den, der havde krænke-retten eller også var man det krænkede offer. Så hvad vil du vælge, hvis du har lært, at der kun er de to muligheder og du er vokset op med sort-hvid tænkning. Det kan føles livsvigtigt at være den, der vinder, omend man måske er fuldt bevidst om, at man krænker andre mennesker. Fordi ellers er man taberen, der intet er værd.

Jeg skreg, at jeg ikke ville brænde ihjel

Overskriften er et citat fra en artikel fra en krigszone. Så ja, dem der skriger oplever sandsynligvis, at de befinder sig i en brand- eller krigszone. Og føler sig på et dybere niveau (overlevelses)truet.

Det behøver ikke være på samme måde som man føler sig direkte truet på sit liv, hvis der står en mand med en springkniv foran en på en mørk aften. Det kan også være andre former for eksistenstrussel. At man fx er bange for at miste familien, miste kærligheden eller miste alt hvad man har.

Det kan ske i en verden, hvor der er ikke er nogen krig, og hvor du allerede er overlevet hvad du tidligere måtte have oplevet. Men hvis der er trusler i form af krige, klimakriser osv. på et højere niveau, vil det kun øge den enkeltes eventuelt følte eksistenstruede tilstand. Hvordan politikere og medier således håndterer den slags kriser kan sende dønninger af parallelprocesser nedad i samfundet på individplan hos mennesker, der er stressede og pressede.

Det, jeg kom til at tænke på, da jeg læste citatet, er vores forskellige former for hukommelse. Vi har både en eksplicit og en implicit hukommelse.
– Den eksplicitte hukommelse er alt det, som vi selv er bevidste om, at vi husker. Det, hvor vi ville sige umiddelbart: ”Jeg kan huske at…”
– Den implicitte hukommelse, er det, som vi ikke er bevidste om, men som vi alligevel husker, uden så at sige huske det. Det vil sige, det er ikke umiddelbart bevidst.

Der ligger rigtig meget i vores implicitte hukommelse. Det kan fx være fra vores tidlige barndom fra før vi fik et sprog, det kan være fra hele opvæksten, men det kan også være fra erfarne følelsesmæssigt intense oplevelser i voksenlivet, traumer osv.

For eksempel vil en person, der var med i en brand som barn, måske slet ikke bevidst huske, at hun har været i en branden eller hvordan det oplevedes. Men hendes reaktioner, for eksempel hvis hun skriger op i et skænderi med partneren på en bålplads, kan være en genkaldt ubevidst erindring. Det vil sige trykke på en erindringsknap om at situationen er meget farlig, som er stærkt farvende for hendes adfærd. Og selve skriget kan sagtens komme fra selve følelsen af ikke at ville brænde op.

På den måde er det vigtigt at huske, at menneskers reaktioner ikke altid 100% nødvendigvis hører situationen til. Reaktionen kan snildt være 90% farvet af ting, der ligger i den implicitte hukommelse, som personen ikke bevidst husker i samme nu, hvor man står og reagerer.

Nogle gange må man endda sige, at den eneste fællesnævner med den nuværende situation, er selve følelsen hos den person. Det ville sige at reaktionen er helt ude af trit med det, som der rent faktisk foregår her og nu. Det gør ikke følelsen mindre uvirkelig, for den, som står i det. Men hvis du fx står og skriger, at du ikke vil brænde i helvede, fordi det føles som om, at du er ved at brænde i helvede, og virkeligheden er, at du står og er på vej ned i et isbad, så kan omgivelserne godt blive lidt paf af forbløffelse.

Følelser hos den, der råber

Den, der råber vil underliggende på dybet have en følelse af at en eller anden fare er på færde. Det kan være, at vedkommende føler, at du er farlig, eller at verden er et farligt sted at være. Det giver ikke altid mening, når man kigger på situationen med objektive briller. Men går man ind og forsøger at forstå hvorfor vedkommendes nervesystem er tiltet, vil man kunne komme til en bedre forståelse.

Der kan der ofte være følelser, der – måske endda længe – har bygget sig op:

• I forhold til sig selv, at man ikke tror på sine egne evner til at udtrykke sig i situationen.
• En mistro til om det andet menneske egentlig vil lytte til hvad man har at sige, hvis man udtrykker sig almindeligt.
• Mistillid / manglende tillid til den, man står overfor, eller til gruppe, samfund eller magthavere
• Frustration over at blive sat en grænse overfor
• Angst / frygt
• Depression
• Stress
• Ringe selvværd. Kan både ligge til grund for kommunikationsformen, men plus at selve det ikke at kunne udtrykke sig og mestre udfordrende situationer, kan være med til at give et dårligt selvværd.
• Vrede, frustrerede følelser forskydes også nogle gange. Et let tilgængeligt eksempel er hvis man fx er frustreret over sit arbejde, men går hjem og lader det gå ud over familien.

En anden mulighed er selvfølgelig også, at den, der råber ikke føler eller mærker noget som helst, ikke kan mærke sig selv eller netop ikke kan definere sine egne følelser, da der blot mærkes overordnede tilstande såsom uro, tomhed eller behag/ubehag.

Dette kan i nogle tilfælde ligge til grund for ikke at kunne mentalisere og leve sig ind i hvilke følelser modparten måtte have ved at blive skreget ind i hovedet. Her er der typisk tale om dybere psykiske forstyrrelser og/eller eller misbrug af alkohol, stoffer, medicin.

Den, der er voldsom, ved ikke altid, hvor voldsom han/hun selv er. Situationen kan være en normal og svare til hvad vedkommende genkender fra sit eget levede liv. Men det kan også bare være manglende selvindsigt i egen adfærd samt manglende indlevelsesevne i hvordan andre bliver påvirket, der gør, hvis man ikke selv er bevidst om hvor voldsom man selv er.

Når det kommer til at fortolke andre menneskers følelser, kan man sige, at du kan dybest set kun vide, hvad et andet mennesker føler ved at spørge dem om det. Hvis du er nysgerrig på det, kan du få mere at vide om hvilke følelser der er i det menneske. Så når det kommer til, hvordan man indvirker på andre, må man spørge de andre.

Det er vigtig at adskille disse to, fordi det, som et menneske føler indeni, kan være noget helt andet, end det, der udefra set udtrykkes.

Hvis man ikke har lært at verbalisere og sætte ord på sine følelser, kan de få et andet udtryk end følelsens egentlige substans. Og man er måske slet ikke klar over det, hvis man ubevidst sætter dramaer i gang eller går rundt og traumatiserer andre mennesker med sin adfærd.

Adfærden kan ses med det tredje objektive udenforstående blik, og i parterapi får man øje på den, da man ser de små signaler, som man ubevidst sender, som partneren også opfanger, og som man ikke altid selv opfanger. De kan fx ligge i ordvalg og kropssprog, ansigtsudtryk, stemmeleje.

Der kan være skam forbundet med at stå ved sin egen adfærd, og siden at det er noget, man helst ikke vil stå ved, projiceres vredesanfald og råberi ofte ud på andre tilstedeværende personer.

Man drejer den simpelthen lige 180 grader og påstår, at modparten var meget voldsom. Sådan kan man også godt have oplevet det, fordi man følte så meget.

Men nogle gange bliver det helt åbenlyst for udenforstående øjne, at det ikke er modparten, der er voldsom, men at det var dig, der i gang satte drama’et eller agerede voldsomt. Som jeg så det udefra, stod den anden ganske enkelt og talte til dig i et normalt toneleje, men der var noget, du reagerede meget voldsomt på.

Folk reagerer af alle mulige grunde. Nogle råber, hvis man sætter en grænse for dem. Nogenlunde ligesom et lille barn i trodsalderen, der afprøver om grænsen virkelig holder. Nogle råber, fordi de føler sig ignoreret. Nogle råber, fordi de har smerter i kroppen eller er halvdøve. Nogle råber fordi de er frustrerede over det offentlige system eller afmægtige over en eller anden hændelse i deres liv. Nogle råber bare fordi de har en dårlig dag og det er helt tilfældigt hvilken kassemedarbejder, der kom forbi, som det gik ud over. På den måde kan følelserne bag være lige så forskellige, som der findes mennesker.

Aggression

Det ligger naturligt i situation, at opfatte den, der råber som aggressiv. Alt andet lige vil man helt instinktivt komme ud som en form for angribende, hvis man råber, næsten uanset hvad.

Men hvis vi dvæler ved hvad aggression er og hvordan vrede ser ud, tegner der sig måske et andet billede af, at den råbende kan være vred, afvisende eller aggressiv, men ikke nødvendigvis er det.

Prøv at reflektere over, at der er mange andre udtryk, der ikke umiddelbart ser aggressive, men som er det. Et godt eksempel er hvor sårende en person, der er passiv aggressiv eller undvigende kan være, ved sin venden sig bort eller foretage sig underliggende aggressive handlinger.

Eller tænk på reelt aggressive handlinger som at gå ud og bevidst skabe alliancer og bagtale og opbygge smædehistorier om andre. Som ikke er direkte aggressivt mod personen, men i virkeligheden respræsenterer en meget stor aggressivitet.

Du kan også prøve at tænke på hvor meget man kan nedgøre eller ydmyge en person alene ved sit ansigtsudtryk eller ordvalg, uden at se spor aggressiv ud eller hæve stemmen.

Afvisning kan også gemme stort set en større aggression, end opfarende råberi kan.

Du kan også reflektere over at det er vores grundlæggende natur når vi er nyfødte at skrige, hvis vi føler et behov og har brug for hjælp fra vores omsorgsperson. Også senere i livet vil det være et instinkt at råbe efter hjælp, hvis vi er i nød eller oplever andre er i nød. Eller man ser at folk råber og skriger op, hvis de oplever en katastrofe.

Vores førstehåndsindtryk af en, der hæver stemmen overfor os og understreger sig med et voldsomt verbalt udtryk i råb eller skrig, vil ofte umiddelbart  være at nu går vedkommende til angreb. Det er sådan vores nervesystem umiddelbart percipere lyd- og synsindtrykket ved en person, der står og skriger en direkte ind i ansigtet. Men det er ikke sikkert, at den underliggende følelse i den person svarer til dette eller at intentionen og hensigten er at angribe. Der kan være en vis desperation og en stor frustration, men det er slet ikke sikkert at den person mener noget aggressivt med det. Nogle gange er det tilfældet, andre gange er det ikke.

Noget der også er værd at tænke over, er at bag vrede ligger der som oftest nogle langt mere sårbare følelser og måske en meget skrøbelig person, eller personen er sårbar i det moment. Men er ikke i stand til at udtrykke det. Disse følelser er langt mere interessante – og som oftest i øvrigt gavnlige at bygge på, rent relationelt.

Man kan let at dømme en person, der råber. Og så kan man gå til familie og venner, som vil sige: ”I guder, han/hun hun stod og råbte og skreg det og det” og alle kan blive enige om at udpege synderen som uacceptabelt vred og angribende. Men det er slet ikke sikkert, at den person under normale omstændigheder rummer så meget aggression. Måske stod personen i sit livs værste krise, måske led personen særligt slemt af smerter den dag, eller måske havde vedkommende ikke sovet i fem dage. På den måde kan det synes forkert at dømme folk ud fra episoder med råb. Men det har vi jo tendens til at gøre, fordi det er så voldsomt.

Jeg har mødt par, hvor den, der råbte mest, blev den, der kæmpede mest for et bedre forhold i fremtiden. For en parterapeut er graden af konflikt som et par har ikke nødvendigvis et tegn på, at parret har en dårlig prognose som par. Det kan selvfølgelig være det, hvis man længe eller voldsomt har slidt på hinanden og dramaerne har slidt kærligheden i stykker, fordi det er sket for tit eller der er blevet sagt ting, der gik over grænsen, hvor der blev hakket stykker af håb og kærlighed af hver gang. Men selve det at man fx skændes intenst repræsenterer også, at man betyder meget for hinanden og at der er meget energi i forholdet.

Der kan ligge en langt mere aggressiv tilgang til partneren, der hvor man lukker ned, har givet helt op, eller går rundt i kulde i lang tid. Der hvor man lukker den anden ude af sit rum og ikke giver den anden adgang til ens reelle følelser og tanker. Der hvor man rent faktisk ikke længere ser nogen årsag til at tale med den person, endsige råbe noget som helst til personen, men man bare føler sig helt kold, ligeglad eller indifferent.

Men hvis man forstår aggression som en kraft, en energi med meget power, så må man også forstå, at man via en kraftanstrengelse som at råbe, kan blæse andre helt omkuld. Folk kan nemt komme til at føle sig fuldstændigt kørt over og mast til plukfisk. Invaderet, intimideret og næsten værst af alt, truet. Og som en umiddelbar kommunikationsmåde vil det umiddelbart opfattes som et angreb, og man vil skulle forklare hvad der ligger bag og reparere de kontakt- og tillidsbrud som råberi også er, hvis man vil udvikle relationen i en positiv retning.

Betydningsfuldhed/ besættelse /overoptagethed

Det er helt almindeligt i nære relationer, at den der reagerer meget voldsomt, rent faktisk er meget engageret og ligger en meget stor betydning i situationen eller relationen. Nogle gange på et helt besættende niveau.

Det er klart, at hvis man er i et parforhold eller en familie, betyder de andre meget for en. Man bliver mere følelsesmæssigt intens, når andre betyder noget for en. Hvis ikke den anden betyder noget, er man mere ligeglad. Derfor ser man også ofte voldelige episoder udspille sig oftere i nære relationer. Bag hjemmets fire vægge kan der foregå meget, som man ikke ville have troet i den familie.

Jo mere et menneske betyder for dig, jo voldsommere kan du så at sige reagere både følelsesmæssigt og i adfærd. Jo mere kommer hele dit arsenal fra din opvæksthistorie og tidligere erfaringer i spil. Hvis du er ligeglad med en person, er der ikke så meget at hidse sig op over og du vil måske bare tænke, at vedkommende er et fjols, som du ikke vil bruge din energi på.

I forhold til det kan det syntes helt skørt hvis folk i trafikken eller i køen i supermarkedet råber og skriger. Der må man jo så spørge; hvilken betydning har den situation eller den type menneske for en. Hvad er det, som det menneske eventuelt repræsenterer, kan man også spørge om. Eller er der en generel vrede, måske en generel kæmpe frustration eller stressfuld tilstand, som der skal meget lidt til at antænde.

Hvis vi taler om vredesreaktioner overfor magthavere som politikere, er som regel et tegn på afmagt. Man troede måske dette var et menneske, man kunne stole på ville hjælpe en, og så var er ingen hjælp at hente. Man er måske frustreret over udviklingen i samfundet, og har behov for at rette sin frustration et sted hen. Jeg har indtrykket af, at hvis kommentarsporet på politikersider lå som lydfiler, ville man høre en del råberi. Der hakkes opad og selve det, at der er tale om en offentlig person synes at legitimere dårlig opførsel.

En i min øjne stadigt øgende form for overreaktion består i hvad jeg vil kalde det narcissistiske raseri. Som består i, at man, føler sig berettiget til en vis mængde magt, en vis mængde status, en vis mængde særbehandling. Så hvis man ikke får den, men må vente i køen eller på anden måde ligestilles med andre i samme position eller på samme vidensniveau eller lignende, så bliver man rasende og føler sig forsmået og nedgjort over ikke at blive set som den konge eller dronning, man føler sig som. Den position kan også medfører hævet stemmeføring og råberi.

Absurd nok kan man se, at jo mere ‘besat’ en person er af en anden, eller føler sig meget afhængig af vekommende, jo mere utydeligt kan vedkommende se eller fornemme hvem den person reelt er. Og jo mere kan den egentlige empatiske indlevelse i det andet menneske gå af fløjten. Hvilket hænger sammen med at man i betydningen i relationen kan miste grebet om at indleve sig, og blive fanget op i sine egne følelsesmæssige tilstande, indre temaer og kampe i livet.

Hvad partnere angår kan man blive råbt af som en slags repræsentationer for ens tidlige relationer og oplevelser i relationer tidligt i livet. I det tilfælde, er det man råber og intensiteten i følelsesudladningen snarere tiltænkt en helt anden person fra fortiden.

Men også i andre former for relationer, så som overfor magthavere eller autoriteter kan man reagere med stærke projektioner af ens eget indre, som manifesterer sig til en sneblindhed overfor hvilken person man reelt sidder overfor og være fuld af forestillinger om vedkommendes liv og følelser, som slet ikke holder stik. Som autoritet eller offentlig person bliver man modtager af et arsenal af projektioner. Og folk kan føle sig en slags berettiget til at lynche vedkommende med tilråb.

Hvis du fx står overfor en person, som havde grænseløse forældre, kan meget voldsomme udsagn forskydes over på dig som en projektion, og der kan tilmed være behov for med en triangulering at understøtte sit udsagn med at mange andre også mener det samme. Måske vil man lave bagtaleriske konspirationsteorier om din grænseløshed, fremfor at arbejde med sin egen historie, eller oprette en facebookgruppe af folk, der hader statsministeren, fordi hun er grænseløs. Hvor man sidder og skriver i versaler om grænseløsheden. Fordi man måske tidligere har følt sig seriøst truet som barn af en grænseløs forælder, og oplever visse situationer som virkeligt farlige og har et behov for en form for bearbejdning og en støtte fra andre, som du måske ikke fik som barn. Så til næste første maj møder du op til demonstration, og når statsministeren forsøger at tale, står du og råber efter hende, ubevidst om, hvor grænseløs din egen adfærd dybest set virker på andre.

Det kan være svært, hvis man er overoptaget, at lokalisere hvor ens egne stærke følelser egentlig kommer fra og hvor de bør rettes hen. Jo mere usikker man er, jo lavere selvværd man har, jo mere forvirret man er i situationen, jo mere kan man miste følingen med hvad der egentlig foregår inde i en selv og hvad der har med en selv at gøre. Man kan ramme følelser, som alene har med ens egen historie at gøre og som er helt ude af proportioner med den anden person eller situationen. Der er terapi en mulighed for at bearbejde egne følelsesmæssige intensiteter og få placeret følelser på rette sted.

Hvad skal man stille op overfor den, der råber?

Problemet med overvældende adfærd, er at den er umiddelbart fysisk og virker fysisk ind på os. Dette er nogle mere følsomme overfor en andre. Vi er forskellige på, hvor meget andre menneskers adfærd “går i kroppen på os”. Hvor sensitive vi er. Nogle kan tåle mere end andre, er mere galvaniserede. Men det påvirker alle. Og de af os, der er sensitive og mærker og ser andre intens, kan blive blæst helt bagover. Måske har vi ikke selv overskuddet til at gøre det, der fornuftigt burde gøres i situationen. Fordi vi kan reagere med chok og rystelse, føle os overvældede og få nogle kraftige kropslige stress-reaktioner.

Det kan være een hændelse der tippede noget i os, gik over en grænse. Vi kan få følelsen af, at noget inden i os gik i stykker, på samme måde som en høj lyd kan splintre et glas. At vi nødvendigvis må være selvbeskyttende og tage bedre vare på os selv, fordi vi har nået en grænse for hvad vi kan kapere.

Man ser det på børn, der kommer fra et hjem, hvor de bliver råbt af eller hvor forældrene skændes voldsomt. De kan blive mere tilbagetrukne, søge fred, blive meget artige og mindre levende. Børn er meget dygtige til at tilpasse sig og oplever ikke at have magt eller handlekraft overfor råbende voksne. Plus at de kan ikke tænke sig til de samme fornuftige løsninger og handlemuligheder, som voksne kan. Derfor vil den for dem overvældende oplevelse ofte gå indad og give en følelse af at være forkert eller have gjort noget forkert. Skabe et tab af selvværd, og et forsøg på at tilpasse sig, så det ikke sker igen.

Man kan også se noget lignende i parforhold, hvor den ene af partnerne er meget voldsom i sine udtryk. Som partner kan det blive noget man går og frygter – mere eller mindre bevidst – at det skal ske igen, fordi den andens vredesudtryk er så voldsom. Som partner kan man også komme dertil, hvor man går og gemmer sig i sit eget hjem eller har en følelse af at gå på æggeskaller eller krybe langs panelerne.

Generelt kan man sige, at det der virker, er at tænke meget voksent og eventuel søge voksen-hjælp i forhold til situationen. Søge løsninger og søge derhen hvor man er fokuseret på hvilket resultat man gerne vil opnå. Bedst er det i nære relationer, hvis man kan teame op med den, der råber omkring det og comitte sig til et arbejde på forandring i måden at kommunikere på. Det kan være meget forskelligt hvad der virker eller skal til, alt efter situationen og de enkeltes baggrund.

En vigtig ting at gøre, kan være at adskille personen fra adfærden, så at sige. Det kan fx sagtens være at du rigtig godt kan lide den person, men du bryder dig ikke om, eller vil ikke acceptere råbe-adfærden. Der kan det være vigtigt at sige netop det.

Det kan også være en stor hjælp at deltage aktivt i personens aktive arbejde med at stoppe med at råbe. Eventuelt deltage i terapi eller kurser, enten helt fysisk eller ved at høre om hvad det konkrete arbejde består i. Således at du forstår bedre, hvad du kan gøre for at hjælpe vedkommende. Det kan være en enormt stor hjælp, især hvis man tålmodigt og vedblivende kan være til støtte for en, der måske igen og igen mister besindelsen, nærmest uvurderlig. Samtidigt skal man dog kunne passe på sig selv og sine egne grænsesætninger, hvis det også er en selv eller ens nærmeste, der bliver råbt af.

En ting, som der er helt almindeligt at gøre, men som absolut ikke virker, er at råbe tilbage. Det vil altid, som i altid, blot medføre at man har to umodne dele af hjernen, der står og antænder hinandens reaktioner for fuld udblæsning.

Der kan også være situationer, hvor man skal fjerne sig fra scenen ganske enkelt. Det kan være den eneste løsning overfor konfliktoptrappende adfærd. Eller det kan være spild af liv at bruge sin tid på at forsøge at skabe udvikling lige der.

Konsekvenser af en kollektiv anspændelse

Desværre kommer de følelsesmæssige håndgranater, der bliver smidt i form af råberi, ikke uden konsekvenser. Og selvbeskyttelsen som de medfører har også en konsekvens.

Hvis vi for eksempel bliver for selvbeskyttende på grund af ængstelighed overfor råberi i hjemmet, risikerer vi at angsten generere mere angst. Hvis man sætter sig ovre i et hjørne i et mørkt rum i selvbeskyttelse for at undgå de edderkopper, supermarkeder eller flyvemaskiner, man er bange for,  øges angsten sandsynligvis. Fordi sådan virker angst. Den er selvgenererende og næres også af ens egne utrygge følelser. Undgåelsesadfærd fremmer frygten for det, man er bange for. Så kunsten er at finde ud af, hvad man skal gøre eller gør bedst.

Alt den angst og utryghed der florerer i samfundet vælder også ind i de nære familiesystemer, og især i de familier, som også er ramt af splittelse eller kaos, i form af måske skilsmissekonflikter, sygdom, overgreb eller misbrug. Det kan være destabiliserende i familien og påvirke alle, som bliver en klangbund for reaktioner, nogle gange også voldsomme reaktioner. Som regel skabt ud af utryghed.

Overfor utrygheden står alles behov for at føle sig tryg. Alles behov for at blive draget omsorg for. Alles behov for at føle sig elsket. Og føle, at der bliver holdt en hånd under en og en paraply hen over en.

Når man er allermest ramt, og selv føler sig utryg, kan man sjældent være den, der giver det, der er behov for, netop på grund af det akutte behov for selvbeskyttelse overfor om mere vil ramme en, eller en følelse af at der kan gå mere i stykker inden i. Det er også rigtigt, at man må jo selv tage iltmasken først.

Men samtidigt, så er det op til alle, også de mest sensitive og følsomme af os, at arbejde med at se, hvad det er, der realistisk set foregår. Se hvordan utrygheden florere og kaos kan blive skabt af alle de reaktioner, der flyver rundt i luften. Se, at der er behov for at alle holder hver deres hjørne på faldskærmen, hvis man vil have, at familien for eksempel står under et trygt dække. Vide at alle kan være med til at bidrage til at skabe fast grundlag under fødderne, så det ikke mudrer unødigt mere til. Vide at det hjælper at stå sammen med et fælles mål og nogle fælles værdier, som tager afsæt i nogle højere mål, end blot at lade det gå op i hat og briller.

Det er ikke altid indholdet, der er det vigtige, når det kommer til familier. Det er lige så meget vigtigt om der er en ramme og om vi mærker intentionen fra hinanden. Disse intentioner og rammer kan godt være små, og selv små handlinger kan gøre en kæmpe forskel. For om du skaber en ramme for et øjebliks tryg dialog, eller bare et øjebliks væren, sammen.

Vi har meget brug for hinanden, specielt og især, når verden er blevet et mere utrygt og kaotisk sted at være. Især har de brug for fællesskabet, som måske er vokset op i meget drama og et større kaos, hvor man ikke nødvendigvis har lagt en solid bund af tryghed til at kunne være sammen i fred og ro. Nogle har brug for at blive holdt, hvis destabiliseringen ikke skal brede sig.

Mærkedage med ritualer giver en vigtig oplagt ramme for små handlinger og hændelser, der kan være forsonende, generere mere tryghed i utrygge tider. Det har en betydning om du lige kører forbi med en gave til nogens barnebarn, eller om du siger; jeg kan ikke i øjeblikket, men jeg vil arbejde på at kunne på sigt, fordi I betyder noget for mig.

Overfor trygheden betyder rammerne meget. Vi kan ofte blive overoptaget af indholdet. Hvem sagde eller gjorde hvad hvornår, og hvad følte hvem så og så videre. Nogle gange forhindrer selve fortidens indhold os i overhovedet at deltage i en fornuftig ramme med gode intentioner bag. Og derfor er rammerne vigtige. I rammerne bliver intentionen tydelig.

Når man har skabt en intention for timen, dagen, ugen, året, kan man derefter lave en ramme. I rammen kan der ligge meget omsorg for hinanden i sig selv. Så hvis ikke man kan andet, kan de fleste arbejde på at holde rammen. Hvilket kan være det første skridt til intentionen om for eksempel at holde hånden under og holde paraplyen over alle i systemet / gruppen /familien.

Rammen er grundgivet af, at vi allesammen har lov til at være her, ganske enkelt fordi vi er til, sådan som vi er. Det er ikke alle, der går rundt med en grundfølelse af, at de har lov til at være her, er velkomne, er elskelige eller at andre godt kan lide dem som dem. Men realiteten er, at vi har alle lov at være her, sådan som vi er. Og at vi alle har brug for at føle, at vi er gode nok og værd at elske. Hvilket er en følelse vi kan give til os selv og give til hinanden.

På en måde, er meget af det indhold, der kan blive lagt oveni derfra, for en stor dels vedkommende detaljer i den store fortælling, fyldt med diverse indhold i form af tanker og følelser. Noget af det er selvfølgelig vigtigere end andet. Men basalt set har vi behov for at give og modtage den kærlige venlighed og omsorg, i hvilken form den end måtte vise sig på et givent tidspunkt.

Selvom vi sætter en positiv ramme kan det ske, at nogle nærmest per refleks sætter ind med at bryde den. Der er ingen af os, der har brug for at blive skreget ind i hovedet eller kaldt nedgørende ting, modtage andres kritik og bebrejdelser for fuld udblæsning. Når det alligevel sker, kan vi så tænke på hvor voldsomt frustrerede de mennesker jo må være. På et tidspunkt kan vores kapacitet og rummelighed nå en grænse, så der ikke er plads til mere fra omgivelsernes side inden i. Men den, der holder et rum, hvor andre kan være i, gør i de fleste tilfælde godt, også når det er at kunne rumme andres grænseoverskridelser.

Derfor en appel til, at vi allesammen, også de af os, der er mest sensitive, forsøger at rejse en vision og en ramme, der kan indbefatte at kunne være med hinanden, at kunne leve sammen side om side i fred, at kunne værne om hinanden og være i fredelige dialoger.

Jeg føler, at de af os, som ikke har så meget på bagsmækken af kaos og drama, på en måde også har en forpligtelse til at bruge noget energi på at løfte og holde hånden under og paraplyen over andre, der måske ikke har den samme indre kapacitet. Som måske ikke har været lige så heldige i livet hidtil. I det mål, selvfølgelig, hvor vi har overskud til det.

Ganske enkelt fordi verden har behov for at sensitive og mindre dramatiske mennesker træder frem på scenen, i alle sammenhænge. Vi lever i en verden, der understøtter narcissisme, krig, kaos og kamp. Og det kan alt for hurtigt blive de voldsomste, der vinder sendefladen og fylder mest. Men det er ikke nødvendigvis de personer, der leder bedst eller har det klogeste at sige.

Personligt er jeg utrolig træt af at destabiliserende kræfter skal få så meget magt ind i vores nuværende, nogle gange mærkelige, verden. Jeg synes, at for mange kræfter arbejder på et grundlag af frygt, der bliver spredt ud via drama, kaos og trusler. Når systemer “arbejder på frygt” opstår der utroligt meget mistro og frygt, som cirkulerer rundt i systemet. Alle bliver mere vagtsomme, paranoide og det fører helt naturligt til mere drama og kaos.

Behov for beskyttelse

Hvis man bliver råbt af eller skreget ind i hovedet på et mere offentligt sted eller et privat sted, hvor der er en eller flere personer, der observerer hvad der foregår, vil man have brug for de menneskers anerkendelse, omsorg og beskyttelse. Det er ikke sikkert, at de tilstedeværende oplever situationen som så voldsom, som man selv gør. Situationen kan godt være, at hvor det går direkte ind i dit nervesystem, står den anden måske lidt væk og ænser ikke situationens alvor for dig, men ser råberens sårbarhed bagved.

Det kan skabe en svær situation, fordi det er ikke ualmindeligt at dissociere, stivne, flygte eller gemme sig, hvis man bliver verbalt overfuset. Hvilket betyder at man ikke nødvendigvis får sat de passende grænser eller rakt ud efter den hjælp, man reelt havde behov for, fra andre tilstedeværende.

Når jeg taler om beskyttelse og hjælp, så mener jeg det på samme måde, som man taler om i andre traumer. Man ved fx at hvis en person er ude for et trafikuheld, gør det en afgørende forskel efter ulykken, hvis der er en anden person tilstede med sin opmærksomhed i sig selv, og eventuelt hvis den person kan holde ens hånd. Den umiddelbare tilstedeværelse og nærværet af en anden vil gøre det lettere for psyken at bære situationens alvor og den smertelige oplevelse. På den måde er selve tilstedeværelsen en beskyttelse i sig selv. Det kan også være at den tilstedeværende kan begrænse skadens omfang ved for eksempel at sætte de grænser, som personen selv ikke er i stand til.

Hvis ikke det er tilfældet at der er kontakt med den anden trygge person, vil man, især i nære relationer kunne føle et massivt svigt. Et svigt, som kan grave dybe kløfter der efterfølgende skal heles. Der kan blive behov for i relationen at genafspille situationen flere gange og dissekere hvad der skete i hvem, hvor forbindelsen blev brudt, og hvordan man kan tage læring af situationen i forhold til at relatere i fremtiden.

Hun stod der og skreg ukvemsord og usandheder ind i hovedet på mig, imens jeg sad der tavs, bukkede hovedet og tog imod. Du gjorde absolut ingenting. Og du har lige siden ikke gjort noget, tværtimod skal jeg høre på, at du nærmest forsvarer hendes opførsel. Som om at du slet ikke har forstået at jeg oplevede det som et psykisk overgreb, et overfald. Det gjorde mig syg længe efter. Helt kropsligt med kvalme, svimmelhed, søvnløshed, uro og en utryghedsfølelse der bredte sig. Når jeg talte til dig om det, virkede du nærmest ligeglad eller som at du ikke forstod hvad der var sket. Eller at det var langt ud over en grænse. Jeg ved ikke hvordan vi skal kunne være sammen i fremtiden, når du svigter i så signifikant situation. Jeg svigtede måske også mig selv ved ikke at afgrænse mig langt tidligere. Men jeg ville virkelig ønske, når nu ikke jeg kunne, at du havde kunnet. Jeg er blevet bange for at tale til dig om det, fordi situationen har skabt en tvivl i mig om jeg overhovedet kan regne med dig, når du kunne stå stille på sidelinien af sådan et i mine øjne sadistisk grænseoverskridende optrin, som gik ud over mig.

Tilgivelse

Mange voksne, der bliver råbt af i daglige eller nære relationer, vil tænke over i detaljer og gennemgå med sig selv, om disse ord og denne måde er noget, de kan tilgive og lære at leve med. Der kan være bestemte ord, der bliver råbt eller noget i måden, det blev råbt på, tidspunktet eller gentagelsen, der kan føles svær eller over grænsen.

Et barn beskæftiger sig ikke med den slags tanker, men tilpasser sig. Begynder måske at vejre stemningen i huset, før man går ind. Begynder måske at tage rigtig meget over til kammerater at lege. Undlader at tage nogen med hjem, fordi de er flove eller fordi stemningen er uforudsigelig. Begynder at gå til mange fritidsinteresser eller dyrke noget på elite- eller nørdeplan.

Lignende tilpasningsdygtigt vil de fleste normale voksne mennesker også langt hen ad vejen agere. Det er trods alt et menneske man holder af, respekterer, elsker eller har elsket, der har gået over grænsen. Måske forstår man det endda godt at de overreagerede, hvis man kender det menneskes baggrund eller nuværende situation. Man ved måske hvordan den anden er vokset op, ved hvor store og stressende byrder, der ligger på det menneskes skuldre for tiden, ved hvor ondt de har eller hvor svært de har det, eller andet, som gør at man har en forståelse for reaktionen.

Det er jo fuldstændigt op til den enkelte at afgøre hvad og hvor meget man kan og vil stå model til, samt at afgøre med sig selv om ens indre balance peger i retning af at kunne arbejde med tilgivelse. Man kan spørge sig selv: Hvad vil der skulle til, før jeg kan tilgive den person?  Er der noget, du skal vide eller have større forståelse for, før det kan ske? Hvad vil der skulle til, før du kan give slip på det, som den person gjorde den dag? Skal der justeres på din tilknytning til personen? Skal der dybere samtaler til? Læs evt. afsnittet om tilgivelse i min bog Grib kærligheden, der er også en øvelse bag i bogen rettet imod tilgivelse.

Det vil alt andet lige altid give et bedre grundlag for tilgivelse, når man forstår, at grundlag for råberiet og det at der blev skreget en ind i ansigtet, var at den anden fx var ultra sårbar, måske i sit livs krise, utroligt bange for et eller andet eller lignende. Selve det at skabe mening i situationen kan hjælpe med at få det indre landkort på plads i forhold til, hvad det var, man oplevede.

Men nogle gange reagerer folk også med lidt for meget tilgivelse, hvis man kan sige det på den måde. Sådan forstået, at lidt for meget måske får lov at vende indad til at man selv påtager sig skylden for miseren. At man skal forstå for meget. At man tænker lidt for langt over, hvordan man selv bidrog med at trigge dette raseri. At man ikke får afgrænset sig eller får sat en naturlig, sund grænse. Eller at man lammes og er blevet så paf over at blive skreget ind i hovedet, at man begynder at krybe langs panelerne, søge væk på forskellige måder og tage andre flugtveje. Forsøger at gøre sig usynlig og gemme sig. Spiller måske endda død, når den anden er i nærheden. Lever livet uden for relationen, vel vidende at der ligger et massivt problem under gulvtæppet, som ikke er blevet håndteret, men som kan detonere, hvis der kommer en bestemt kemisk reaktion i relationen. Går for længe uden at gribe fat om det. Vender det for meget indad.

Der kan godt være en kønsforskel knyttet til reaktioner på råberi, samt tilgivelse. For det første kan mænd ofte tage mere, når det kommer til direkte fysiske angreb på sig. Drenge slås mere i opvæksten og mandearbejdspladser har ofte en hårdere tone. Så nogle mænd vil synes det er noget terapeutisk pis at snakke om tilgivelse i to timer, fordi de er kommet over det at blive råbt af på et minut. Samtidigt er det også sådan, at det direkte er videnskabeligt påvist at mænds nervesystem reagerer prompte med stress på enhver utilfredshed og hævet stemmeføring fra deres partners side. Så hvis det handler om konen, kan mænd have mere brug for at arbejde med deres tilgivelse, end de selv tror. Også fordi mænd ofte er opdraget til at skulle tage hvad der kommer, og derfor vil finde sig i meget, men går måske og lukker inde med sine egne reaktioner og reagerer med afstandtagen eller undvigelse. Hvilket på længere sigt kan føre til nedlukning og tab af kærlighed. For sådanne mænd kan det at faktisk tage fat i hvad der skete og hvad de reelt følelsesmæssigt oplevede og tage det alvorligt, for derefter overhovedet at sætte spørgsmålet med grænsen om dette er tilgiveligt og hvad der bør arbejdes med i forhold til det, være et skridt på vejen af at tage sig selv og sine følelsesmæssige reaktioner alvorligt. På den måde er tilgivelsen ikke altid nødvendigvis målet, men selve processen kan være vigtig.

Tilfælde hvor man kan komme til at ligne en, som tilgiver lidt for meget gælder især for eksempel hvis der er tale om overgreb, misbrug eller simpel fulderåberi. Det, at man tilgiver hurtigt, som oftest på grund af kærlighed, kan nogle gange gøre at man deltager i relationen som en ”muliggører” for, at en konfliktoptrappende adfærd kan fortsætte og over tid forværres, til stor skade for mange omkring.

Når der ikke bliver taget et voksent ansvar og sat en grænse

Mange partnere, som var forældre, har tilgivet for meget, hvis man spørger børnene om de gerne ville have set en reaktion fra den anden forældre, som var mere beskyttende end den de så, da en forældre råbte op.

Det kan være, at mor er så nedgørende og bebrejdende overfor far, at det var afmægtigt at være i, og være vidne til at far aldrig reagerede med at sætte en grænse, men blot igen og igen tog imod og dukkede sig. Eller det kan gælde at mor accepterede fars råben og skrigen i fuldskab, som endte med at han en skønne dag var ved at slå mor halvt ihjel.

Vores samfund er gearet til tilgivelse i en grad, så man nogle gange hører voksne mennesker sige, at de har meget svært ved at respektere, at omgivelserne, i form af den anden forældre, men måske også nær familie eller naboer, ikke skred ind og satte en grænse for den person, der igen og igen skabte et drama.

Hvis barnet mange gange har gået rundt i frygt, kan det være svært som voksen at forstå, at ingen voksne dengang skred ind. Tilgivelsen, som måske også består i, at andre ikke var klar over præcis hvad der foregik i det hjem under fire vægge, kan føles som et med-overgreb. At det ikke længere er blot en person, men mange, der har deltaget i den grænseoverskridende handling, i form af stiltiende at have accepteret den. Tavshed kan opleves som accept af krænkelsen for den krænkede.

Man ser også i voksenlivets råberier på den brede skala, at der kan være store udfordringer med at nogen tager et voksent ansvar i eller for situationen. Det kan have en underholdningsværdi at observere andres råberi. Eller man kan føle en kraftig (narcissistisk) berettigelse som menneske til at agere (umodent) som man gør. Nogle voksne er rent faktisk så mentalt umodne, at de simpelthen til enhver tid vil nægte at tage et voksent ansvar for egen adfærd.

At råbe er en umoden reaktion. At reparere efterfølgende er at tage et voksent ansvar.

Skyld

Løsning af problemer omkring råberi, strander ofte i spørgsmål omkring skyld.

Hvis skyld var og er det?

Den, der har råbt, skammer og gemmer sig måske, mange reagerer også med benægtelse. Imens den der blev råbt af går ud og søger hjælp socialt. Hvor den der råbte så kan blive pålagt skylden og blive udskammet. Imens den, der råbte måske vægrer sig ved at tage skylden for det, der skete og hævder at den anden kunnet bare have ladet være med at…

Hvis man bliver ved med at diskutere hvem der var skyld til i situationen frem og tilbage, kan det blive uendeligt.

Den, der råber, vil stort set altid have en baggrund for at have gjort det. Det var en reaktion, og der var nogle følelser, der udløste det. Disse følelser opstod på baggrund af en frustration over noget.

Frustration > Følelser > Reaktion

Derfor ser man ofte, at den der har gjort noget uacceptabelt, vil forsøge at skyde skylden for episoden tilbage på det eller den, man var frustreret over. ”Hvis bare du havde rejst dig med det samme, hvor jeg sagde det, havde det jo ikke været nødvendigt at råbe”

Man får måske svært ved at se, at for andre udefra set virker det ikke ligefrem ”nødvendigt” at råbe. Snarere kan det virke som et valg, man gør, i hvert fald for andre, som har en bedre selvregulering og bedre impulskontrol. Men den, der råber vil føle det som nødvendigt, fordi det var den eneste måde personen kendte til at få sit budskab igennem. Og helt faktuelt er det sjældent et bevidst valg fra råberens side at skrige op, men snarere en umoden impulsiv ubevidst styret umiddelbar følelsesmæssig og kropslig reaktion på noget, der triggede en.

Man kan også høre et; ”Du kunne jo bare lade være med at presse mig så meget. Du bliver ved og ved og ved og stopper ikke. Så det er jo din skyld.” og her kan den anden så svare: ”Men derfor behøver du jo ikke råbe af mig. Du kunne jo også bare gå din vej eller tale med mig på en anden måde eller lidt senere. Jeg synes stadig, at det er din skyld, for det er altså din adfærd, at du råber.”

At diskutere skyld er endeløst og fører ikke til noget konstruktivt resultat. Tværtimod afstedkommer det ofte, at der bliver gravet tidligere episoder frem, hvor noget lignende skete, hvis der er tale om et mønster i relationen. Som en slags bevisførelse for hvis skyld det er, hvem der er skurken, hvem der bør være taberen, hvem der er det sorteste får i konflikten.

Så snart man beslutter at lægge samtalen om skyldspålæggelse fra sig, kommer der en meget bedre dialog-base at stå på. At det ikke handler om skyld eller hvem der har mest ret. At det ikke handler om, hvem der var mest rigtig og forkert. Men snarere handler om noget, der havde betydning, noget, som var vigtigt, noget, der kaldte på vækst.

Det der virker, er at tage en fælles beslutning om at blive klogere på, hvad det var, der skete imellem os, med henblik på at agere mere hensigtsmæssigt i fremtiden, for alles skyld.

Hvornår bør man bilægge grænseoverskridende adfærd

Som partner kan der være rigtig gode grunde til at tilgive og bilægge grænseoverskridende adfærd for at komme videre. Hvis ens partner fx har været fuld eller hvis vedkommende ‘bare’ var helt ude af koncepterne.

Det kan være en hårfin grænse, da der jo ofte bliver sagt og gjort ting, når man råber, som er helt off og ude af sporet, som ingen egentlig mening giver. Dette skyldes, at når vores nervesystem er helt oppe på de nagler, hvor man begynder at råbe, så er der ikke rigtig adgang til den mere fornuftsbaserede storhjerne, der kan udtænke hvad der ville være klogt at sige eller hvilken formulering der ville være god i situationen.

Når vi råber har vi ramt et primitivt lag i os selv, der primært handler om os selv og vores overlevelse, ikke om den anden. Derfor er selve ordene man råber ofte noget vås og noget vrøvl, baseret på et frygtlag der ikke er realistisk. Som man ikke engang selv kan stå ved at mene, dybest set, når man kommer til sig selv igen.

På den måde er der jo mange som har sagt: ‘Jeg tilgiver dig, hvad du skreg, for du var ikke ved dine fulde fem.’ Hvilke ord er meget lettere at sige, hvis den anden efterfølgende kommer med forsøg på reparation eller forklaring.

Hvis du føler, at du har været ude for noget, der for dig føltes som psykisk vold, er der god grund til at trække dig og lade initiativet til yderligere komme fra den, der har udsat dig for det.

Her taler jeg ikke om uenigheder, fornærmelser eller at man i sig selv har følt sig overvældet af det, den anden sagde. Jeg taler om, at hvis du oplevede at der var et direkte voldeligt aspekt i hele situationen, er det ikke nødvendigvis din opgave at tage initiativet til at udrede miseren.

I voldelige parforhold vil den overgrebne ofte for at få og skabe fred, ofte være den, der gør det, der skal til, for at der kan blive fred igen. Dette kan være kontraindiceret, fordi det kan tolkes som en tilgivelse eller svaghed, hvilket ikke er et problem i sig selv, men det er et problem, hvis der ikke er blevet forstået, at adfærden gik langt over din grænse og at du fremtidigt ikke vil acceptere sådan en adfærd.

Det handler jo rigtig meget om grænser, og hvis man er i nær relation med en, der råber vil der opstå et dilemma hver gang. Hvis det ikke handler om en nær relation, er det langt lettere at sige; okay, dig gider jeg så godt nok ikke have i mit liv, du er for grænseoverskridende eller dramasøgende. Men handler det om mennesker, man holder af og/eller gerne vil have en optimalt god relation med, kan det ikke hjælpe blot at sætte en grænse op. Der må man gå efter at forsøge at etablere en fornuftig dialog, hvis relationen skal lykkes og udvikle sig.

Problemet er så bare, at mange opsøger hjælp udefra for sent, det vil sige efter at man meget længe har forsøgt at føre en fornuftig dialog om signifikante emner gennem lang tid, uden at lykkes.

En krænkelse er en krænkelse, når nogen føler sig krænket.

På samme måde kan grænseoverskridende adfærd først bilægges, når den, der føler sig grænseoverskredet har genetableret tilstrækkelig tryghed og tillid i relationen.

Bilæggelse følger på den måde hensynet til offerets følelsesmæssige tilstand, og kan ikke afgøres af at den anden oplevede situationen anderledes eller at udenforstående forstår situationen anderledes.

Grænsen

Hvis ikke du som råber selv er villig til at arbejde med at sætte grænser for dig selv, der går i retningen af at styre impulsen bedre og råbe mindre, så bliver der sandsynligvis på et tidspunkt sat en grænse for dig fra andres side. Det kan både være fra partnere, der har fået kvalme, søvnløshed, knugen i maven og åndenød af at være i et hjem, hvor der bliver råbt på den måde. Tilliden og velværet i samværet er bid for bid blevet hakket af, en grænse er nået, og nu vil de måske længere være sammen med dig. Men det kan også være fra dine børn, familie, venner, naboer, kolleger.

Der kan være en forståelse for hele baggrunden for at der råbes, og også en forståelse for, at det ikke er alle, der er bevidst om, hvor højt eller hvor meget de selv råber, eller hvad de siger, når de råber. Som ikke er bevidst om hvilken voldsom indvirkning det kan have på andre mennesker.

Men selv den mest tålmodige kan til sidst miste rummeligheden og komme derhen, hvor en grænse er overskredet. Hvor galskaben simpelthen er gået over gevind.

Dette behøver egentlig ikke kun handle om den person, der råber. Man kan også bare være nået en grænse i sit liv overfor hvad man egentlig vil finde sig i. Eller hvilket miljø man vil være og leve i. Jo sundere en baggrund man har, jo bedre kan man skelne og sætte foden ned overfor hvad man gebærder sig i.

Hvis man er vokset op i kaos eller grænseoverskridelser, kan det føles ret normalt at leve i råberi som voksen. Det, der foregår, kan være en forbedring og mere fredeligt end hvad man oplevede som barn. Men hvor man samtidigt ikke er bevidst om, hvor langt ude over grænsen, det man selv gør, er, i forhold til en reelt sund udvikling i familien.

Man kan også som modpart stå i slags mission som redder, og føle sig forpligtet til at forblive som den mest rolige part, i relationer, der er grænseoverskridende. Måske kender man rollen fra tidligere i livet. Måske bliver man bare så overvældet og paf, når det sker, at man forholder sig undvigende til en reel konfliktløsning. Man kan have mistet sig selv og sin selvfølelse så meget i relationen, at man ikke rigtig kan mærke hvor grænsen går.

Som par kan man over tid have skabt nogle roller i forhold til hinanden, der efterhånden er blevet fastlåste i sine mønstre. Det kan være, at den ene råber, den anden er undvigende og trækker sig ind i sig selv. Det kan også være, at begge råber og man skubber sig efterhånden grænsen for hvor langt man går. En slags destruktiv konkurrence om at vinde en magtkamp. Hvem kan råbe det værste, basalt set såre den mest. Men der er altid en grænse for hvor store eller hvilke sår et menneske vil lade sig pådrage eller hvor bizarre scenarier mennesker vil gentagende gange stå i. Så før eller siden vil grænsen vise sig, hvis ikke man får håndteret det forinden.

Alle har en grænse. Nogle tror det ikke om sig selv og tror at kærligheden til en person er ubegrænset. Men der er altid et indre regnskab. Ikke nødvendigvis et, som man fører bevidst. Men ubevidst ligger der hos alle en indre grænse, som man på et eller andet tidspunkt må erkende, når man så mærker, at den er der. Hvilket kan forbløffe både råberen og den person selv, som der er blevet råbt af.

Råd til den der råber

Først og fremmest handler det om at erkende, at man må bruge sin voksne bevidsthed til at skabe forandring. Ændringer af adfærd kommer ikke dumpende ned fra oven. Uanset baggrunden for at man kommer ud i råberiet.

Ofte, hvis man får så kraftig en reaktion, vil ens første indskydelse være at blive optaget af det, der triggede ens råberi. ”Hvis ikke han/hun havde gjort eller sagt sådan eller sådan, ville jeg jo aldrig være kommet derud”.

På den måde foretager man en form for ansvarsforflygtigelse overfor sin egen adfærd. Også selvom man måske har ret i, at det var aldrig kommet derud, hvis den andens adfærd havde været anderledes. Sagen er bare, at du kan ikke ændre på andre mennesker, du kan kun ændre på dig selv. Så hvis du vil ændre på, at du nogle gange kommer til at råbe, må du tage fat om at arbejde med dine egen adfærd, når du bliver trigget af noget.

Det første trin på vejen er altså at erkende, at der er et problem. Og virkelig tænke sig om, overveje og reflektere over, hvad der sker og om der er et mønster, om der fx er nogle bestemte triggerpunkter for dig.

Du kan stille dig selv spørgsmål som: ”Har jeg gjort nok for at komme i kontakt med  og være i min indre fred?”  eller ”Hvad er det reelt, der forhindrer mig i at være i kontakt med en indre fred?”

Her tænker jeg ikke på den kraftidiot, der står og trigger dig med et eller andet, der fik dig til at råbe. Jeg tænker på hvad du kan gøre, for at blive bedre til at bevare din fred, uanset hvad omgivelserne gør.

Det er også en træningssag, og det var stadig også dig, der råbte. Og det er kun dig, der kan arbejde med dine reaktioner. Uanset hvor forståeligt det kan være osv. så kan du aldrig ændre på andre mennesker og deres færden, kun på dig og dit. Jo mere du kan være i kontakt med din indre fred, jo mere sandsynligt er det, at du også kan være det, når livet kommer og trykker dig på maven, så at sige.

Trin to er at tage en beslutning om at arbejde hen imod at skabe en forandring. Du har råbt i fortiden. Hvordan vil du gerne have at din fremtid skal være? Hvilken partner / forældre ønsker du at være? Beslut dig for et mål om forandring.

Beslut dig også for, at søge hjælp til forandringen, uanset hvilke kringelvej du må gå ud af. Det er forskelligt hvilke former for hjælp man har brug for. Du ved muligvis godt selv allerede nogle ting, som du burde tage mere vare om i din egenomsorg, som kunne gøre en forandring. Det kan også være at fagpersoner kan rådgive dig.

Dette kan være mange ting fx

– At få afklaret sygdomsmæssige ting. Man ved ikke altid hvad man selv fejler, eller kan google sig frem til det, så hvis du har mistanke om at en sygdomsmæssige tilstand kan ligge til grund, så er det op til egen læge og få gjort noget ved at få de rette diagnoser og blive henvist til den bedste behandling.

– Hjælp til at stoppe med et alkohol eller medicin-misbrug

– At tage kurser hvor man øger sin egen mindfulness, kropsbevidsthed, yoga, vandreture, brug af naturen, kreative aktiviteter, sport, eller hvad som helst som kan hjælpe med at regulere nervesystemet

– At eliminere kendte stressorer. Hvilket betyder at sørge for at man er mindre stress-belastet ved at fjerne ting ud af sit liv, som øger ens stress-niveau.

– Hvis ydre stressorer ikke kan fjernes, at arbejde med hvordan man selv kan deale bedre med et givent vilkår.

-At blive bedre til at sørge for at individuelle basale fysiske behov er tilfredsstillet, så som søvn, hvile, ernæring, bevægelse. Mange, der går rundt i en all round frustreret tilstand, sørger ikke godt nok for omsorgen for sig selv. En del af problemet kan være at man har for meget blikket rettet ud ad imod andre, som man så bliver frustreret over, imens man glemmer at sørge for sin egen balance.

– Opsøge hjælp i forhold til fysiske og mentale ubalancer. Her vil jeg særligt også nævne smerte-rådgivning, fordi mange går rundt med smerter af en eller anden slags som overhøres eller hvor man ikke har fået den mulige hjælp i forhold til at håndtere sådanne smerter eller få den rette medicin.

– Opsøge et konflikthåndterings kursus der er målrettet det, man døjer med. Der findes sådanne for fx indsatte, ADHD-diagnosticerede og for folk, der har udøvet vold. Hvis man er ung og studerende kan man måske få en mentor eller kontaktperson tilknyttet, der kan hjælpe individuelt.

– I de konkrete situationer handler det ofte rigtig meget om at opnå at kunne gribe sig selv og kontrollere sin egen impuls i opløbet. Herunder at blive opmærksom på sine egne kropssignaler, samt hvilke tanker man får lige forinden. At blive bevidst opmærksom på de signaler man får fra krop og tanker lige forinden kan indlæres til at blive opfattet som en form for røde advarselslamper, der står og blinker.  De fleste vil kunne lære at genkende signifikante forudvarsler om at ‘der er noget under opsejling’, der kan hjælpe en med at træffe andre valg, fx gå væk fra en situation indtil man er i selvbehersket ro igen.

– Det kan også handle om, hvis man ikke er så god til at aflæse andre mennesker og situationer, at arbejde med at blive bedre til det. Og til at verbalisere og kommunikere bedre omkring ens problem. Det kan også være at øve en bedre kropsbaseret kommunikation, såsom i stedet for at tage fat i modparten og råbe,  måske se vedkommende direkte i øjnene og forsøge at få sit budskab igennem med ord i et normalt toneleje.

-Når man lærer at genkende at noget er under opsejling handler det om at lære behovsudsættelse og impulskontrol. Det er ikke altid at de impulser man har i en situation fortæller en ‘det rigtige’ at gøre i situationen. Mange mennesker kan fx få den tanke at man har lyst til at skrige noget til en anden person. Men der er en forskel på dem der gør det og dem, der ikke gør det. En af forskellene er netop, at dem, der er i stand til at styre temperamentet når at indse forinden, at det potentielt gør en dårlig situation værre, hvis man gør det. Man forstår at selve tanken plus de følelser i kroppen der måtte være i det øjeblik, ikke nødvendigvis er tegn på, at det er klogt at gøre det.

– Når man har øvet sig i at stoppe sig selv er det klogt at tænke over tingene. Stop op og tænk, ganske enkelt. Det kan være at du har brug for at sætte dig ned og drikke noget varmt under et tæppe for at få dig selv mere i ro. Det kan også være, at du har brug for at gå en tur eller gå rundt om huset. Det tager mindst tyve minutter for din hjerne er mere i ro. For nogle tager det nogle gange et helt døgn eller en uge eller en måned.

– Det er super vigtigt at gå ned i tempo og huske at langsommelighed er godt. Når vi går ned i tempo er vi i stand til at træffe meget bedre beslutninger. De mere primitive lave dele af vores hjerne arbejder lynhurtigt og arbejder ”på frygt”. Når vi går ned i tempo fortæller vi os selv, at vi kan føle os mere tryg og slappe mere af. Når vejrtrækningen og hjerteslaget normaliseres, får vi bedre adgang til de mere konstruktive dele af problemløsnings-hjernen, så at sige.

Husk at der er tid nok. Når man er ophidset har hjernen den tendens til at fortælle en, at dette her skal gå meget stærkt, der er op-tempo på og der skal handles her og nu.

Sænk tempoet. Husk at du kan også tale om dette eller få løst dette i morgen eller om en uge.

Det er ikke nogen god ide at vende det indad og implodere. Det er heller ikke meningen, at det ikke skal ud. Det skal bare ud på en konstruktiv og god måde, der kan skabe et bedre resultat end det gør, når man forsøger at kommunikerer og er meget ophidset.

Emnet har åbenlyst en stor betydning for dig. Hvis du vil af med noget omkring det, kan nogle have glæde af at gå ind og skrive det ned. Hvis ikke du har et stort skrive-gen så måske bare skrive en liste eller nogle stikord, så du husker at dette har en stor betydning for dig og du vil gerne finde en måde at tale om det på, som er konstruktiv og fornuftig.

– Prøv at se situationen udefra eller i helikopterperspektiv. Måske er der nogle af de tanker eller følelser du har, som ikke er i balance med situationen. Hvis du skal se helt logisk eller rationelt på det oppe fra helikopteren, kan du så sandhedsteste alle de tanker du har i situationen. Ofte får vi mange generaliserende tanker, som er urealistiske, lige før en voldsom reaktion. Såsom ”Han gør altid sådan” ”Hun er simpelthen så” ”Han elsker mig ikke mere” ”Nu skal vi skilles” ”Han hører aldrig efter” ”Hun er utilfreds med alt jeg gør”. Tanker der er præget af frygt og skrækscenarier, mere end de nødvendigvis er præget af realisme. Så prøv at sandhedsteste dine tanker: Gør han virkelig altid sådan? Altså hvor tit har jeg egentlig set ham gøre det? Er hun virkelig sådan? Hvad kunne bevise det modsatte? Hører han nogle gange, eventuelt som regel efter, blot ikke i dag? Hvis hun var utilfreds med alt, hvorfor ville hun så alligevel være her? Prøv at arbejde med at sandheds- og realitetsteste de tanker, du typisk får.

Du kan også tænke over, om dine følelser hører denne situation til, eller handler nogle af dem om noget, der er sket tidligere i dit liv.

Og over hvilket resultat vil du gerne have i situationen. Giver den reaktion du tænker over det ønskede resultat? Hvis du fokuserer på det mål, du gerne vil opnå, hvordan vil du så kunne opnå det bedst muligt med det bedste resultat?

– Læg en plan for hvad du gerne vil gøre i forhold til dette betydningsfulde emne. Det handler ikke om at glemme, henlægge eller gemme emnet. Det kan godt være sprængfarligt, hvis man putter for meget ned under gulvtæppet. Så hvordan kunne en plan se ud for at få talt bedre om disse ting.

Dårlig selvregulering og manglende impulskontrol

Det kan selvfølgelig for nogle være en engangsforestilling, at man blev så frustreret, at man råbte. Det kan også være i en særligt presset periode i livet, at man har gjort det, og at man ellers ikke gør det.

Men for rigtig mange skyldes råberi et mere omfattende problem med selvregulering og impulskontrol. Hvis du går rundt og traumatiserer andre mennesker eller ikke kan fungere normalt i dine omgivelser i sociale sammenhænge uden at komme til at overskride andre menneskers grænser eller har en adfærd, hvor folk ikke kan følge hvad der foregår indeni dig og bliver forbløffet over dine overvældende følelsesudladninger. Så kan det være værd at opsøge hjælp for at arbejde direkte målrettet med denne adfærd.

Og der er faktisk hjælp at hente. Alt efter hvilken baggrund du har kan du opsøge noget, der passer til dig. Der findes fx foreninger som Lev uden Vold og Dialog mod vold. Der findes særlige tilbud til hvis man har ADHD. Der findes konflikthåndteringskurser i forbindelse med fængslerne. Osv.

Vigtige begreber:

Selvregulering

Selvregulering er den måde du håndterer intense følelser på. Om du i din opvækst inden i har lært måder at rumme og regulere dit følelsesliv. Eller om din selvregulering er blevet skadet af traumatiserende oplevelser eller måske er præget af psykisk sygdom, der gør at følelseslivet nogle gange er ureguleret.

Hvis man har svært ved selvregulering og selvkontrol, er det ens eget ansvar at arbejde med at blive bedre til selvkontrol. Det kan være ved fx at trække sig, når man mærker, at man er ved at blive stresset eller presset og ikke længere kan tænke klart. Og fx bruge konflikthåndteringsmetoder og afstressningsmetoder som beskrevet tidligere.

Omgivelserne kan også være til en hjælp, for eksempel ved at man aftaler, at man trækker sig fremfor at fortsætte en konflikt, hvis den er i optrapning. Det kan også være ved at aftale at få direkte feedback i situationen, hvis man har det svært med aflæse andre eller i konkrete situationer forestille sig hvordan man realistisk virker på omgivelserne ved en bestemt adfærd. Hvis man fx giver sin partner lov til at rejse et hvidt flag eller aftaler at det er bedre at trække sig et stykke tid (mindst 20 minutter) end at fortsætte forsøg på kontakt i situationen, kan man hjælpe den, der har svært ved selvregulering. 

Impulskontrol

Er hvis du bliver påvirket af noget, der kommer udefra, om du så handler impulsivt eller når at overveje konsekvenserne af denne handling. Hvis du har en impulsiv adfærd, hvis du fx føler dig truet, frustreret eller provokeret, betyder en dårlig impulskontrol, at du reagerer hurtigt og ikke nødvendigvis klogt eller fornuftigt.

Frustrationstolerance

Alle mennesker oplever frustrationer. Som i vitterligt alle mennesker. Frustrationstolerance handler om i hvilken grad man kan tolerere sine egne frustrationer og leve med dem, skubbe dem til side for en stund og tænke på noget andet. Om man overhovedet føler at man kan trække vejret imens man er dybt frustreret over noget.  Det kan kaldes ens frustrationstolerance.

Her har det også en betydning om man har lært at udsætte behov. Om man har lært at der er andre måder at cope med frustrationer end at søge impulsiv magtoverhånd. Om man har lært, at livet ikke handler om at vinde eller tabe. At der er andre muligheder end at være enten den krænkede eller krænkeren. At der rent faktisk findes en farbar dialogisk vej, hvor man kan være i en ligeværdig fornuftig dialog med hinanden uden at det betydningsfulde scenarie går op i hat og briller.

Tryghed, tillid og forbilleder

Lad os bruge et minuts stilhed på at tænke på, at alle menneskers adfærd fremtræder som forbilleder for andres adfærd. Det vi gør, når vi er frustrerede, smitter af på andre. Det har en betydning hvordan vi agerer i verden.

For forældre er det indlysende i forhold til vores egne børn. Det gælder i parforholdet, i familien, blandt venner og på arbejdspladsen. Men det gælder også i det offentlige rum, hvor vi måske ikke alle har lært hvordan man egentlig kan gøre. Nogle mangler, også som voksne, forbilleder.

Det gælder selvfølgelig også i medierne. Som lever af at sælge gode historier og har et ansvar for at sætte en grænse overfor hvem, der får megafonen og hvor højt, der bliver råbt. Om man tilskynder til fornuft eller drama. Det gælder også politikeres tone. Der er det glædeligt som om at de har reguleret sig og skabt mere fokus på en ordentlig dialog. Det var en positiv udvikling, da det på et tidspunkt var ved at køre af sporet.

Måske kunne medierne bringe mere fokus og eksemplificering af vellykkede demokratiske processer, vellykkede samtaler omkring noget der har skabt frustrationer osv. Vise tillidsskabende og tryghedsskabende indhold. Ikke i form af en romantisering, men som en del af en form for realistisk positiv konflikthåndtering og nedtrapning af eskalerende konflikt i stedet for at puste til konfliktgløder. Det, der prioriteres, er ofte kæmpe dramaer og ting, der trigger frygtresponsen, eller alternativt nogle gange hjernedød over-romatisering. Der er et sted derimellem, hvor man godt kan skildre virkeligheden og samtidigt influere med ro.

Et godt eksempel på dette er i øjeblikket, hvor vi er en del, der må koble os nyhedsstrømmen omkring de råbende ledelsesskikkelser i verden og eskalerende voldsomme episoder i landene omkring os, simpelthen fordi det bliver for stress-fyldt og trigger nervesystemet for meget. Så kan man så slukke for nyhederne og sætte sig til at tænke over hvor mange toppolitikere, der er gået af posten med stress-symptomer. Spørge sig selv om der er nogen voksne til stede, som kan influere med noget fremmende i dette konflikt-fyldte verdensbillede.

Rigtig mange går rundt med en fornemmelse af ”Hvad kan vi gøre ved det?”, altså en form for afmagt. Nogle identificerer sig ligefrem med det og har måske hele livet fået at vide at de ”havde et heftigt temperament” eller kunne blive meget hidsige. Det er ikke alle børn, der får hjælp til at lære selvregulering. Nogle får bare at vide, at de er som de er eller at de ligner deres far, som i øvrigt er en rollemodel, der måske aldrig gjorde noget ved det. Nogle bliver ligefrem tirret, der kan være af familie eller søskende, der finder morskab i, at et barn lader til at være let at tirre til følelsesudbrud. Det kan også være i skolen, at skolekammerater driller en, til man eksploderer og man får rollen som hidsigproppen. Selve den sociale eksklusion og rollen kan sagtens have været medvirkende til, at man blev endnu mere frustreret og hidsig. Der kan direkte være tale om omsorgssvigt eller en slags mentalt overgreb, hvis man for eksempel har haft en forælder, der syntes det var sjovt at frustrere barnet til hidsighed, for derefter at manifestere sin magt over barnet.

Uanset hvad er det vigtigt at vide, at dette her er noget, som stort set alle normalt begavede kan arbejde med. Det handler om adfærdsmønstre, og hvis man virkelig vil, kan man arbejde med det og finde hjælp til at arbejde med det.

Én ting, som man altid kan gøre, er at forsøge på bedste vis at arbejde med sig selv, sin egen lille cirkel og indflydelsessfære. Vende sig bort fra det voldsomme konflikts-og krigsområde, der spreder så meget frygt, at mange går rundt og føler, at det lige pludselig kan sige ”kapunf”. Vi er nødt til at arbejde med at skabe tryghed, der hvor vi kan. Både i os selv og andre omkring os. Forstå, at der er kræfter på færde, der ikke føler noget, og som arbejder med at sprede frygt.

Dem, der råber og eskalerer konflikter, oplever i situationen den person de står overfor som farlig og/eller verden som et farligt sted at være. I det omfang vi kan hjælpes ad med at skabe tryghed for hinanden, bliver verden et bedre og mere ufarligt sted at være. Det er ikke kun en individuel opgave, det er også en samfundsopgave at skabe en modvægt til de kræfter, der ønsker at styre verden via at skabe frygt og kaos.

Vi kan ikke løse alle verdens problemer, men vi kan starte lige deromkring hvor vi selv færdes og har indflydelse. Og det er noget, som vi må hjælpe hinanden med, teame op omkring.