Polyamori versus monogami

Jeg blev interviewet til Podcast serien “Fænomener”, primært om fænomenet polyamori, selvom podcasten hedder 5#monogami på Spotify. I det følgende vil jeg prøve at besvare nogle af de spørgsmål, jeg blev stillet.

Polyamori handler om at have flere samtidige kærlighedsforhold, i min opfattelse er det en betegnelse for at leve i ‘åbne parforhold’, hvor polygami handler om at leve sammen med eller være gift med flere partnere på samme tid. Hvis man er polyamourøs lever man ikke nødvendigvis sammen med alle, men kan have fælles forhold med mænd, kvinder, par, eller forhold med andre personer hver især.

Et monogamt parforhold er det vi bedst kender i vesten, altså at to mennesker lever sammen og ikke ønsker at åbne deres parforhold op for at være sammen med andre partnere.

Hvad er mest naturligt?

I min opfattelse handler dette ikke så meget om natur, som om kultur. Vi lever i en kultur, som har indført en romantisk forestilling om at det rigtige er “den eneste ene”. Det er sådan de fleste har set deres forældre leve og det er den kultur, der primært bliver dyrket i film, bøger, medier osv.

Da denne kultur blev indført handlede det om den protestantiske kirkes fremmarch, men også om at regulere menneskeheden, på den måde at forstå at der dengang var væsentlig risiko for sygdomsmitte, seksuelt overførte sygdomme, dårligere hygiejne osv., hvis alle skulle gå og være sammen med mange.

Jeg har noget imod at tale om ‘hvad der er mest naturligt’, fordi det får let sådan et domfældende tilsnit, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over hvordan andre mennesker lever.

Antropologerne har lavet undersøgelser, som viste, at hvis vi skulle leve jævnfør vores evolutionære arv, ville vi skifte partner hvert fjerde år. Og jeg har mødt mange, som dybtfølt har det sådan, at åbenhed overfor kærlighed også indbefatter at kunne åbne sig overfor andre eller flere end kun een person hvad angår parforhold og/eller seksualitet. Det er deres natur kan man sige. Og de slår sig nogle gange på den kultur vi lever i.

Tiltrækning – Forelskelse – Kærlighed

Man må skelne imellem tiltrækning – forelskelse – kærlighed. Er der tale om en seksuel fysisk tiltrækning, er vi forelskede i hinanden, ønsker vi at leve sammen osv.

Det er ihvertfald naturligt for mennesker, at man kan blive tiltrukket af andre mennesker mange gange i løbet af et liv. For mænd især vil det tit være sådan, at går de ned igennem en gågade, så vil deres øjne hvile på mange lækre kvindeformer.

Men taler vi så om forelskelse, så er det mest almindelige, at vi faktisk kun bliver forelsket relativt få gange i løbet af et liv. De fleste vil sige måske fem-ti gange har de været forelsket. Det er ikke så mange ud af hvor mange mennesker vi egentlig møder.

Samtidigt er det slet ikke ualmindeligt at elske to mennesker på samme tid. Ofte siger folk at de elsker de to på hver sin måde. Det kan for eksempel føles som at man elsker den ene for at være så stabil og en god far, imens man elsker den anden for at være spændende og initiativrig. Mange, der har været deres partner utro eller været stærkt tiltrukket af en anden end partneren, beskriver at de føler, at de elsker to personer, og at de har svært ved at vælge hvem de elsker mest.

De følelser et menneske får er som sådan ikke noget man kan styre, man føler det, man føler. Det, som man selv er herre over, er ens egen adfærd, altså det man gør, når man føler det, man føler. Det er så til gengæld også meget vigtigt, hvad man gør, og der kan du sige, at en del af polyamori er i min optik, at man forfølger sin lyst og sine impulser. Man går simpelthen med det, man har lyst til og siger ‘det er det rigtige at gøre’. Så hvis jeg er tiltrukket af og har kærlighed til to partnere eller flere, så lever jeg i flere parforhold.

Er polyamori utroskab?

Nej, det er det ikke. Utroskab kan man definere i forhold til den kontrakt de personer har, som er i et forhold. At det er utroskab, hvis man bryder denne kontrakt. Det er ikke altid en kontrakt, man er bevidst om at have udformet, den kan godt ligge som en underforstået kontrakt, det vil den gøre for mange, der lever monogamt. Altså at ‘vi regner  med at vi har en kontrakt om, at vi ikke er sammen med andre’. Men man kan sagtens være utro også hvis man lever i åbne forhold. For eksempel kan man have den kontrakt, at vi må gerne være sammen med andre, vi skal bare altid vide hvem hinanden er interesseret i eller sammen med og hvornår. Kontrakten er altså at vi altid siger det, så vi ved, hvor vi har hinanden.

Hvis så en af partnerne en dag har haft en affære med en anden uden at fortælle det, er det i mine øjne utroskab.

Troskab handler meget om tillid til hinanden. At vi gør meget for at sikre at hinanden er tryg. At vi er hinandens primære fortrolige. At vi kan stole på og regne med hinanden. At vi førsteprioriterer hinanden.

Hvordan ved man om man har lyst til at leve i et åbent parforhold?

Det ved man på samme måde, som man ved, om man har lyst et stykke med leverpostej eller hellere vil have et stykke med spegepølse.

Det er altså noget, man må mærke efter inde i sig selv.

Problemet set fra min stol, er at hvad angår alle former for seksuelle eksperimenter, så vil det meget ofte være sådanne, at den ene partner har mere lyst til at prøve det, end den anden har. Så den ene vil altså trække den anden med. Og det kan godt give problemer, fordi alle mennesker mærker ikke deres egne grænser lige tydeligt og opdager først at grænsen er overtrådt for sent. Nogle mennesker har også svært ved at sætte og udtrykke deres grænser. De kan for eksempel være bange for at miste den anden, hvis de siger nej. Plus at man kan blive forført ud i alt muligt, være påvirket af rusmidler, være i en svækket periode i sit liv osv.

Realisme og konsekvens

Når man er forelsket ser man ikke altid så klart på hvilke konsekvenser ens valg og handlinger kan få på sigt. Man kan godt være ret urealistisk i forhold til at vurdere en situation. Og det er nok det største problem, jeg ser i forhold til det med at leve i åbne forhold.

Man kan komme til at indgå i nogle konstellationer, som på sigt ikke er gode for en selv eller for ens børn. Jeg siger ikke, at man ikke kan leve glad i åbne forhold, det har jeg selv set mennesker gøre igennem mange år. Men jeg ser desværre også forhold, som har lidt store sår.

Her må man huske at en del af kærligheden er for de fleste indbefattet en følelse af at være valgt til, at være betydningsfuld, at du ikke er ligeglad med mig, at jeg bliver prioriteret højest, at vi ser noget helt særligt i hinanden, at jeg er noget helt særligt for dig osv. Så hvis du går ud og giver det til en anden, så kan det godt blive svært. Og hvis jeg har set dig gøre det kan det godt kræve en meget stor reperation. Hvis jeg så har set dig gøre det igen og igen, mange gange, kræver det en endnu større reperation.

Dertil kommer at hvis man lever i åbne forhold er det tit forbundet med en livsstil og et miljø, hvor man ikke nødvendigvis sætter den store effort ind eller top-respekterer en partners udsagn. Hele levemåden, som partneren jo ønsker at leve, er baseret på, at det må være det rigtige. Det føles jo rigtigt. Jeg kan selv mærke at jeg elsker to personer (eller flere). Så måske er du bare besidderisk eller egoistisk, når du føler at du skal have mig for dig selv.

Psyke og polyamori

Jeg er nødt til at sige, at når jeg som psykoterapeut møder par, der lever eller har levet polyamorourøst, så er jeg – ligesom med alle andre – meget opmærksom på hvilken baggrund de har for at leve sådan som de lever. I min optik er et polyamourøst forhold mere udfordrende end et monogamt forhold, simpelthen fordi partnere altid skal deale med hinandens umødte behov og længsler, forsvar, overlevelsesstrategier og så videre. De fleste par har nok at gøre med at gøre det med een person. Så hvis man har to eller flere partnere, som man har en stor kærlighed til, kommer man jo på yderligere arbejde. Hvordan møde alle de menneskers behov på den lange bane?

Hvor godt man som individ og som par coper med den situation er meget forskelligt. Det har en betydning hvordan man er vokset op, hvilken baggrund man har for at gøre det man gør. Nogle personer har mere behov for een stabil person i deres liv end andre. Nogle har behov for mere frihed og luft under vingerne. Det kan også betyde noget hvilken kultur man kommer fra. Er man for eksempel vokset op med forældre, der havde mange partnere, er man vokset op med en forælder der aldrig fik sine behov mødt i en parrelation, er man vokset op med aldrig selv at få sine behov mødt i en parrelation. Er man vokset op med at føle sig omklamret og kontrolleret eller er man vokset op med at blive forladt. Der er så mange individuelle historier. Var ens forældre fraværende eller forlod en, kan det være sværere at deale med fravær til fordel for en anden, end hvis ens forældre var så omklamrende, at man bare ønskede at få lidt fred for dem engang imellem og få lov at lege selv.

Har man let eller svært ved at sætte grænser. Har ens partner/-e let eller svært ved at sætte grænser. Er man meget impulsstyret. Er man påvirket af stoffer eller medicin. Er man syg eller rask. Er man i en stærk eller en svag periode i sit liv. Er man sikker på sin partner eller usikker. Har man en tryg eller utryg tilknytningsstil. Har nogen af partnerne en ambivalent tilknytningsstil eller en undvigende tilknytningsstil. Der er så mange faktorer der spiller ind.

Parforholdsudvikling – ærlighed og fortrolighed

Alle parforholdsrelationer udvikler sig over tid. Der er en forelskelsesfase, som på et tidspunkt ebber ud. Når det sker er ens vilje og beslutning om at arbejde for forholdet tvingende nødvendig. Nogle af grundstenene, som motiverer en til at fortsætte på dette tidspunkt er at man føler sig tryg, at man føler sig prioriteret, at man fortsat oplever at have en nærhed og fortrolighed med sin partner. Hvis man ikke kan være helt ærlig med sin partner vil man føle sig mindre tæt. Det ser man også i åbne forhold, at den dag den anden bryder en given kontrakt og for eksempel ikke har fortalt om noget, man har aftalt at tale åbent om, så opstår problemerne.

Sagen er bare, at mennesker er heller ikke altid ærlige med sig selv. Folk der er tiltrukket af andre undervurderer ofte betydningen. Du kan for eksempel sige til din partner og selv tro på det, at ja, “Jeg har besøgt denne mand ti gange og vi sms’er sammen flere gange om dagen, og jeg ved godt at vi skal på en tur på arbejdet til Sverige, men vi har slet ikke gang i noget, der udvikler sig til noget”. Altså man er ikke nødvendigvis selv bevidst om, hvad alle andre mennesker måske kan se omkring en, at det der, det er ved at udvikle sig til en affære.

En anden ting er, at man kan godt i teorien gerne ville leve på en måde, men ikke være i stand til det, når man står i det i virkeligheden. Mange har for eksempel gået og sagt, at hvis min partner en dag er utro, så er forholdet slut. Men når man så står i det, så ønsker man ikke, at det skal være slut. På samme måde kan man i teorien godt tænke, at jeg vil godt kunne leve med, at du har en anden partner. Men den dag, hvor partneren så ser fuldstændigt lykkelig ud over at have fået en nyfødt med den anden, så bliver man måske ultra sensitiv og kan ikke længere kapere udviklingen. Eller det kan bare være et bestemt blik du ser eller en bestemt formulering du hører, som lyder anderledes, end du troede det ville være. Man kan også retrospektiv få øje på, at man længe har overtrådt sine egne grænser uden at være helt bevidst om det.

Tryghed versus spænding

Alle har brug for en balance imellem tryghed versus spænding i deres parrelationer. Det skal være et trygt sted at være og samtidigt må der også gerne ske noget nyt og spændende. Og der er brug for, at jeg både kan have noget for mig selv og samtidigt at vi kan have noget sammen, som får os til at føle os forbundne.

Hvorhenne vores grænserne går for hvornår det bliver lidt for spændende, er forskelligt.  Men man må sige, at hvis man lever på en måde, som kun minoriteter lever i den kultur, man lever i, kan det godt blive lidt for spændende. Man kan også blive udsat for social udstødelse eller mobning, fordi andre mennesker bliver usikre. Samtidigt kan man på sigt opleve at mangle et landkort og nogle rollemodeller for, hvordan man lever godt sådan her, hvis man er vokset op på

Gitte Sander, psykoterapeut og parterapeut