Årsager til skilsmisse
For nylig blev jeg interviewet til en artikel på TV2.dk om udviklingen i parforhold og skilsmisser gennem de årtier, jeg har arbejdet med mennesker og par.
Det var interessante spørgsmål at få stillet, fordi man naturligvis følger med i forandringer, når man arbejder med par gennem mange år. Det er noget af det, der gør arbejdet til stadighed spændende. Men man får også øje på noget andet: Det, der grundlæggende ikke har ændret sig. Det, der er mere universelt og synes at leve hinsides tid og sted.
Jeg har arbejdet som psykoterapeut i 30 år og med par i 23 år. Faktisk startede jeg allerede med at arbejde med terapeutiske grupper i 1990, altså for 36 år siden. Og når jeg ser tilbage, er det ikke sådan, at jeg tænker, at mennesker er blevet fundamentalt anderledes.
Men den verden, de danner par i, er blevet meget anderledes.
Vi længes stadig efter at føle os elskede, trygge og betydningsfulde for et andet menneske. Vi vil gerne høre til og opleve, at nogen bliver ved med at vælge os.
Alligevel er betingelserne for at skabe et godt parforhold blevet anderledes.
Vi har mere viden om psykologi, flere muligheder for at leve på vores egen måde og flere steder at søge opmærksomhed, bekræftelse og kontakt. Samtidig møder vi hinanden i en hverdag præget af skærme, høje forventninger og en strøm af information om, hvordan vi burde leve.
Jeg ser det som et af de store paradokser i moderne parforhold: Vi ved mere om relationer end nogensinde før, men det er ikke nødvendigvis blevet lettere at være i dem.
Så det vigtige bliver hvordan vi beskytter den menneskelige kontakt i en verden, hvor vi har fået stadig flere muligheder for at forstå, analysere, kontrollere og søge bekræftelse – men måske ikke prioriterer det at være sammen nok.
Parforholdet er stadigt vigtigt
Ens partner er stadig en af de mest betydningsfulde relationer i et menneskes liv. Og hvis du kigger på hvor mange mennesker der ser “Gift ved første blik”, “Bachelor” osv., så kan vi vist godt konstatere at rigtig mange interesserer sig for parforholdets psykologi.
Personligt synes jeg ikke at vi taler nok om parforhold eller understøtter parforhold nok i de beslutninger der på samfundsplan tages. Det er som om at vi ikke på et politisk niveau kan tage det ind som en bærende værdi. Heller ikke selvom vi har en konge, der taler om forbundethed.
Der tales politisk mere om grises trivsel i staldene end om partneres trivsel i hjemmene. Vi kan himle op over halekuperinger, men er du klar over hvor ondt partnere kan gøre på hinanden uden nogen griber ind.
Du kan også tage eksemplet med hvor meget der i øjeblikket tales om og besluttes omkring børns adgang til skærme. Hvilket jeg synes er godt.
Men hvem er de primære rollemodeller for børns skærmforbrug? – Forældrene.
Forældre er efter min mening blevet meget bedre og mere ambitiøse omkring kontakt med deres børn, samt at understøtte barnets behov, individualitet osv. De arbejder hårdt i kontakten med deres børn.
Men siden parforholdet er så vigtigt, iøvrigt også for børnene, synes jeg at der mangler fokus på at bedre kontakten i parrene.
Den gode kontakt i parforhold er noget, der i starten af forholdet kommer nærmest af sig selv. Men også noget der skal vedligeholdes og kan fordybes.
Vi er skabt til at forbinde os med andre mennesker, og ikke mindst i den katastrofestemning der hersker disse år i forhold til krige, klima og AI har vi mere end nogensinde behov for at vende tilbage til de fysisk nærværende kontaktformer.
Vores hjerner har simpelthen behov for trygge nære forbindelser med andre mennesker. Og det er samfundsvigtigt derved, at det kan blive lige så afgørende for positiv udvikling som aftalen omkring Grønland blev det. Vi tænker ganske enkelt bedst og har de bedste forudsætninger for at genere positive løsninger, hvis der er ro på bagsmækken.
Vi ved meget mere om parforhold i dag
Da jeg begyndte at arbejde med par, talte man i den brede befolkning ikke på samme måde om tilknytning, kommunikation, grænser, følelsesmæssige behov og mønstre.
I dag har mange par et større sprog for deres relation. De har læst meget. De ser reality-TV med psykologisk indhold. Mange har gået i terapi, til psykolog eller coach selv. Mange har lært om psykologi på uddannelser eller arbejdspladser.
De ved, at de skal kommunikere. De ved, at det er vigtigt at lytte og være nysgerrige på hinanden. De ved, at anerkendelse betyder noget. De ved, at man skal sætte tid af til hinanden. De har ofte læst om tilknytning, kommunikation, grænser og forskellige psykologiske fænomener.
De forsøger på egen hånd at gennemskue egne reaktionsmønstre og arbejde med at åbne op for følelserne.
Vi har fået adgang til enormt meget viden.
Det er altsammen positivt.
Men viden er ikke det samme som at kunne bruge den. Og nogle gange kan viden også være misvisende. Noget viden kan kun bruges i visse sammenhænge. Anden viden er ikke korrekt, men snarere markedsføring forklædt som viden.
Jeg møder således flere par, som har mange ord for og kan forklare præcis, hvad der sker mellem dem – men som har svært ved selv at gøre noget anderledes, når de står midt i konflikten.
Det er måske en af de største paradokser i moderne parforhold:
Vi ved mere om relationer end nogensinde før, men det gør ikke nødvendigvis relationerne lettere.
For når man er følelsesmæssigt aktiveret i en konflikt med en person, der betyder meget for en, er det svært at huske det, man egentlig godt ved.
Tid, opmærksomhed, tålmodighed og vedholdenhed er nødvendig til at arbejde med sig selv, hvis man vil forandre noget dybdegående ved sin måde at være i verden på.
Man kan også høre på sproget at folk ved mere.
En del kommer med et psykologiseret sprog for sig selv og deres parforhold.
Hvilket kan være rigtig godt. Engagement i sin egen personlige udvikling og i sit parforhold og relationsmekanismer er dejligt at arbejde med, så det er naturligvis kun en fordel, at mennesker interesserer sig for deres egen psykologi og relation.
Men reflektionen og viden er ikke det samme som kunnen. Desværre kan vi mennesker også overbevise os selv om forklaringsmodeller, der giver mening i vores eget hoved, som rent fagligt set udefra er vildfarne.
Nogle kan komme ind i terapien og meget præcist forklare, hvad der er galt med deres partner. De kan måske også forklare forskellige psykologiske teorier om, hvorfor partneren er, som partneren er. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de kan få øje på deres eget bidrag eller hvor de hver især kan forandre noget for at bryde mønstrene.
Når man står midt i en konflikt, kan det være ganske vanskeligt at gennemføre noget, man egentlig godt ved, man burde gøre. Vi er samtidig meget mere tilbøjelige til at være sneblinde på os selv og vores eget bidrag til det, der foregår.
Diagnosedanmark
Der drøftes om lægerne over-diagnosticerer børn og unge. Men måske skulle vi andre også tænke over, om vi nogle gange over-diagnosticerer hinanden.
Jeg ser i hvert fald at det nogle gange tager overhånd hos par. Der er en tendens til i konflikter, eller hvis man er ængstelig eller bekymret over noget, at så begynder diagnose-lamperne at blinke.
Der er kommet en rig strøm af ‘mulige narcissister’ efter at vi allesammen blev opmærksom på, at nu skulle vi vist lige være obs! på narcissisme. Så partnere kommer i terapi med sin partner og er bange for om deres partner er narcissist.
Det kan selvfølgelig også være andre ting, såsom at mange genkender sig selv som en med ADHD-træk. For ti år siden havde alle stress. Nu har alle været ude for traumer og har problemer med deres nervesystem.
Vi forsøger at danne mening i tingene, når noget gør ondt. Men vi er jo også bare allesammen mennesker og kan fx. handle egoistisk og uigennemtænkt, når vi er under pres. Vi kan allesammen miste koncentration og vores opmærksomhed kan flakke. Men de flestes nervesystem fejler absolut ingenting og behøver ingen særlige hensyn.
Ikke enhver smertefuld oplevelse er et traume, og ikke enhver vanskelig reaktion er udtryk for en diagnose. Vi har også brug for at kunne forstå almindelige menneskelige reaktioner uden straks at gøre dem til symptomer.
Problemet i at gøre visse psykologiske begreber til alment brugte buzz-words, er som regel at dem, der reelt har de problemer, som ordet dækkede, får ikke den tiltrængte hjælp, fordi begrebet affladiges. Eller at der på en ængstelig baggrund skabes oppustede balloner af problemstillinger, der reelt ikke er så stort et problem som det gøres til
Problemet for parforholdet, når der almenbefolknings-overdiagnosticeres, er at så længe en partner er dybt optaget af partnerens mulige diagnose har det flere effekter:
1. Denne partner er mindre fokuseret på sig selv (der er ofte en ængstelighed eller overbekymringstendens).
2. Jo mere bekymret man er over noget, jo flere ‘beviser’ vil man indsamle for at det er sandt og jo mere bekymret bliver man.
3. Det er kommunikativt meget adskillende og øger følelser ikke at blive forstået.
4. Når vi bliver mindre optagede af at diagnosticere hinanden, kan der blive mere plads til at undersøge, hvad der faktisk sker mellem os, og hvad vi hver især kan tage ansvar for.
Informationsstrømmen er massiv
Der bliver markedsført enorme mængder af psykologiske råd og parforholdsråd, og noget af det er ganske enkelt i bedste fald fagligt uholdbart og i værste fald direkte skadeligt.
Den kulturelle forandring kan virke lidt som forskellen på patienten, der tidligere kom til lægen og spurgte: “Hvad fejler jeg?”, og patienten, der i dag har googlet sig frem til en diagnose og også har en idé om, hvordan behandlingen skal foregå.
Det er ikke nødvendigvis dårligt at vide noget. Og man kan da kun gå ind for autentiske reflekterede tanker og ønsker.
Men det kan blive problematisk, når ens egen subjektive opfattelse bliver mere skråsikker end hvad et fagligt realistisk mere objektivt øje kan se om situationen. Dette siger jeg ikke for at nedgøre nogen, men simpelthen fordi det er en almenmenneskelig mekanisme, en faldgrube vi alle kan falde i. Som kan betyde, at vi ikke får den hjælp, vi ellers kunne have fået.
Det kan godt virke som om at der er noget i tiden og informationsstrømmen, som vi sidder med på hver sin skærm, der gør os mere selvberoende. Får os til at tro, at vi ved alt, bør vide alt eller kan søge retvisende information om alt.
Det er så vigtigt at stille sig kritisk overfor information og vide at vi alle kan huske forkert eller opfatte en situation med nogle farvede briller. Den virkelighed vi går med i vores hoved er ikke nødvendigvis den eneste sande virkelighed eller rummer det klogeste svar. At kunne lytte til, samarbejde med og søge hjælp hos andre er vigtigt. Og kollektivt gavnlige resultater for parret/ familien/ teamet giver som regel de bedste resultater.
Perfektionisme sætter individet på overarbejde
Perfektionismekulturen findes reelt og påvirker også parforhold.
Så det med bare at kunne slappe af og være tilstede i sit eget liv uden at kræve for meget perfektion af sig selv konstant er blevet et vigtig fokuspunkt for flere.
Nogle par kommer til parterapi næsten med et helt bachelorprojekt om deres eget parforhold. Plancher over hændelsesforløb, nedskrevne versioner fra hver sit perspektiv, analyser af hinandens psykologi og meget målrettede forestillinger om, hvad der nu skal arbejdes med.
Det har selvfølgelig en betydning, at mange er veluddannede og intellektuelt tænkende, som processer godt på den måde.
Det kan også have en betydning for det moderne menneske at vi måske zapper mere gennem par-relationer. Hvis man har været i flere parforhold, er blevet såret af brud, måske ligefrem chokeret, og ikke er helt afklaret med hvad der skete, og bare gerne vil have det til at lykkes nu, kan man blive stærkt motiveret og stille høje krav. Få sværere ved at læne sig tilbage i sofaen.
Hvis man står midt i en alvorlig parforholdskrise, er det ganske meget oveni at skulle præsentere en afhandling og korrekt kommunikation og gøre “de rigtige” handlinger.
Det er næsten vigtigere for par at kunne gribe hinanden midt i krisen end at kunne analysere eller forklare hvorfor og hvordan. At få en følt oplevelse af, at den anden er der, lytter, forstår, er opmærksom, responsiv og tilstedeværende..
Noget af det nye er snarere end selve parforholdet de omgivelser, som konflikterne opstår i.
I dag har vi adgang til sociale medier, datingsider, onlinekontakt, pornografi, chatbots og et væld af muligheder for at søge kontakt, opmærksomhed, bekræftelse og information uden for parforholdet.
Vi har også langt flere muligheder for at leve vores liv på forskellige måder.
Det er på én gang en frihed og en udfordring.
Tidligere var der flere fælles normer for, hvordan et ægteskab skulle se ud. Roller og forventninger var tydeligere og man levede i en kultur, der angav nogle retningslinier. Det kunne være begrænsende – men det gav også nogle rammer.
I dag har par uendelige muligheder og mange par skal selv finde ud af det hele.
- Hvad betyder troskab for os?
- Hvor skal grænserne gå?
- Hvor meget skal vi være sammen?
- Hvor meget frihed skal vi have?
- Hvordan skal økonomien arrangeres?
- Hvordan skal vi håndtere sociale medier som par?
- Hvad er okay at gøre i forhold til andre mennesker?
- Hvordan skal sexlivet være?
- Og hvad gør vi, hvis vi ikke længere ønsker det samme?
Der er ikke nødvendigvis et fælles kulturelt svar længere.
Det skal parret selv skabe.
Konflikterne er ikke nødvendigvis nye
Når jeg bliver spurgt, om par konflikter anderledes i dag end tidligere, er mit svar egentlig både ja og nej.
Frustrationerne og mønstrene er cirka de samme – eventuelt på nye flasker.
Det grundlæggende i at være to mennesker, der har forelsket sig og derefter forsøger at leve et liv sammen, har ikke ændret sig tilsvarende.
Men verden omkring parret er blevet langt mere kompleks.
Utroskab er for eksempel ikke nødvendigvis bare utroskab. Det kan foregå på mange forskellige måder og gennem mange forskellige kanaler. Pornografi kan flytte forestillinger om, hvad seksualitet er og hvad der er normalt. En lettere adgang til rusmidler kan spille ind. Onlinekontakter kan udvikle sig til noget, som personen selv måske ikke havde forestillet sig.
Man kan have en korrespondance med en kollega, der udvikler sig til en affære, før man selv helt har forstået, hvad der er sket.
Man kan bevæge sig mellem mange kontakter på Tinder, datingsider og på sociale medier. Man kan blive følelsesmæssigt optaget af en person, man aldrig har mødt. Man kan få en relation til et menneske, man gamer med på den anden side af verden.
Men vi skal længere ind
Nu kommer AI oveni.
Jeg møder allerede eksempler på, at mennesker bliver suget ind i samtaler med en chatbot, også seksuelle samtaler, og at det efterfølgende får konsekvenser i parforholdet. Folk, der sidder og eksperimenterer med at lære AI at kende, hvor partneren kommer til at læse, hvad de har skrevet, og hvor der opstår usikkerhed og utryghed i parforholdet på baggrund deraf.
Så vil du måske sige: Er det ikke cirka det samme, blot på en ny måde? Og jo, du kan jo godt sige andre kanaler som sociale medier og datingsider har åbnet op for at menesker kunne skrive og sende fotos mere impulsivt end man tidligere har gjort. Det har allerede påvirket mange parforhold, hvor partneren har postet eller modtaget nøgenbilleder eller beskedder, der for konen eller manden overskred en grænse.
Men i min bevidsthed sker der noget nyt i forhold til Chat og AI ved det, at der lægges op til at gå et skridt længere i forhold til kreativitet og eksperiment. Man skal ikke være særligt teknisk interesseret, for at det bliver interessant at se hvad maskinen kan diske op med.
Og sagen er jo den, at man ved godt hvad man kender godt selv sine egne intentioner, når man gør det. Men det gør en partner, som måske står med en usikkerhed eller utryghed i en krise i parforholdet ikke nødvendigvis.
I Chat-bots sidder du måske og skriver eller generer billeder i længere samtaler, hvor du får skrevet rigtig meget personligt omkring dig selv og dit liv. Min fornemmelse er pt. at der er potentiale til meget. Som måske svarer til at partneren finder nogle virkeligt lange kærlige samtaler på Messenger med en anden. Der er forskel på at finde ud af at ens partner har oprettet en Tinder-profil, eller finde ud af at ens partner har siddet i et halvt år og udvekslet nøgenbilleder med en kollega på Messenger, eller finde ud af at ens partner har en profil og mange samtaler med rigtig mange forskellige på baggrund af en profil med nøgenfotos på Scor.
Og således sker der således også igen noget nyt ved, at partnere nu får en kommunikationskanal, hvor der ikke i sig selv er tale om at der sidder andre personer i den anden ende og kommunikerer med dig. Men derimod en maskine. Som en sagde til mig: “Sagen er jo, at Chatgpt giver dig ret og bekræfter dig i hvad som helst.” Det er også min erfaring. Hvis du ændrer mening, ændrer botten også mening. Og i de eksperimenter jeg har lavet, sker der også det, hvis man prøver at spørge om hjælp til noget mere følelsesmæssigt eller kommunikativt, at maskinen tenderer til at give nogle meget firkantede bekræftende “Det skal du ikke finde dig i”- svar. Den er på den måde ikke skabt for at løse problemer mellem mennesker. Den mangler empati og følelsesmæssig erfaring
Jeg har set nogle fagfolk i USA så nu diskuterer AI, som anføre at maskinerne får måske mere empati efterhånden som den bliver fodret med mere og mere følelsesmæssigt materiale. Men foreløbig virker den på parforholdet set fra min synsvinkel, som den dårlige ven, der elsker et godt drama, som du fortæller om alle dine problemer med partneren, og som svarer: “Sig til ham at nu må det være slut! Han er jo en grænseoverskridende narcissist! Sæt ham stolen for døren!”
Det er ikke nødvendigvis mennesker, der på forhånd har besluttet sig for at leve grænseoverskridende eller har en historik, hvor man ville forvente det, der ruller ud af en tangent på disse medier. Tværtimod kan det sagtens fx være mere introverte personligheder, som nyder at sidde for sig selv og bruge en kanal at kommunikere på og med, som ender op i situationer de i virkelighedens verden aldrig ville havne i.
En anden faktor jeg har tænkt på, er at vi, når vi begynder at bruge AI sandsynligvis vil anvende ikke bare søgeord eller søgesentenser, men halvlange forklaringer, således at vi får et præcis svar. Simpelthen fordi det er muligt. Og der tror jeg at AI i højere grad end andet kan komme til at erstatte almindelig sunde, fredelige udvekslinger, som ellers har været med til at danne et tryghedslag i parforholdet, familierne, relationerne. Small-talks-udvekslinger, som viser, at vi er allround venligt stemt.
Et eksempel kunne være, at vi står og skal lave en tomatsauce og via tilvænning måske vil komme til at spørge: “Kan jeg egentlig erstatte oreganoen med basilikum og rosmarin?” I håbet om at få et erfaringsbaseret svar om det smager godt? Og den slags.
Der tales så meget om børn og unges skærmforbrug, og hvordan de bedre kan danne relationer og fællesskab, når mobilerne lægges til side i skolerne. Hvilket man kun som relationsterapeut kan klappe i hænderne over endelig bliver taget alvorligt.
Men hallo. Det samme gælder altså fællesskaberne i parforholdet og familierne. Alene i parforholdet kan det være reelt helende efter krise eller stress at foretage sig aktiviteter, hvor man taler om ufarlige og halvvejs ligegyldige ting. Det kan være med til at genoprette samabejdet i parret at udveksle små ting, hvor man i bund og grund viser at man er interesseret i at høre, hvad den andens erfaringer er, at man gerne vil høre den andens mening, at man værdsætter at samarbejde med den anden.
Jeg kommer til at tænke på et par, jeg havde for mange år siden, som beskrev, at de faer en parterapisession var begyndt at gå i haven på en ny måde. Tidligere gik de derud og så gik de i hver sin ende af haven. Nu var de begyndt at gå derud og arbejde sammen om og i det samme bed. Og det kan meget vel billedligt talt illustrere hvilken forskel det gør, at arbejde som et team, hvis man alternativt forestiller sig at parret gik i hvert sit bed med hver sin chatbot.
Relationer gror via samarbejde og dialog – også om forholdsvis ‘ligegyldige’ ting, kreative eller legende projekter, fysisk samarbejde. Det gælder bør nog unge – men det gælder også voksne. Og hvad par angår gælder det, at de par, som kan mestre mere teamarbejde og mindre individuel skærmtid, viser reelt som rollemodeller for deres børn, hvordan man kan relatere med hinanden, løse konflikter, genfinde kontakt, tilgive, samarbejde, finde kompromisser osv. Hvilket er færdigheder, som børn og unge virkelig har behov for at lære.
AI kan blive en mulig følelsesmæssig konkurrent til partneren ved få en intim eller seksuel betydning, som partneren oplever som et svigt.
AI kan også få betydning som en fortolker af parforholdet, hvor den kan påvirke brugerens forståelse af partneren, konflikten og sine egne handlemuligheder.
Så alle slags mennesker kan blive suget ind i noget på grund af teknik og algoritmer, fordi deres opmærksomhed gradvist bliver ført et bestemt sted hen.
Og så kan der pludselig være sket noget, som får meget store konsekvenser for parforhold, familie og arbejdsliv.
Og omvendt, så kan kontrolleret og bevidst brug af de teknologiske features være med til at sikre parrelationer, simpelthen ved at huske at pleje kontaktfeltet med sin partner på små og større måder..
Skærmene er blevet en del af konflikterne
Beskederne
Vi har fået en helt anden form for kommunikation mellem os.
Par kan sende beskeder til hinanden dagen igennem. Det kan være kærligt, praktisk og nærværende, men det kan også blive en del af konflikten.
Hvis der er spændinger i luften, er tekstbeskeder sjældent stedet at løse dem. Der sker simpelthen så mange misforståelser på skrift.
Et par stoppede måske med at sende de små kærlige opmærksomheder. Stopper med visse kærlige emojis. Begyndte at sende en tommeltot eller der kom nogle små spidse beskeder efter en episode om morgenen. Begynder at svare kortere.
Beskederne bliver en del af relationen og reelt tolker parret stemning ud af det. Lægger måske også kærligheds-barometer i det. “Du plejede at sende mig sådan nogle søde beskedder, der fik mig bedre igennem min arbejdsdag. Du skriver du nærmest aldrig noget, og hvis du endelig gør, er det om jeg køber mælk, punktum.
Hvor betydningsfuld en del det kan være, kan man se på hvor mange der taler om den slags i terapi, som en del af deres oplevede liv sammen med partneren og hvordan følelserne har udviklet sig.
Selve måden, man kommunikerer digitalt på, bliver en del af oplevelsen af, hvordan relationen er.
Det betyder at mange par forholder sig til hvordan vi bevidst kan bruge tekst og beskedder til at understøtte relationen fremfor underminere den. Samtidigt kan det være svært. Mange beskriver at det kan føles påtaget og uærligt at sende hjerter eller taknemmelighedserklæringer, hvis man reelt er frustreret over noget, som partneren gjorde i går.
De sociale medier er også kommet til at fylde i mange parforhold.
En partner kan måske bruge timer på konflikter, hvori indgår at analysere et hjerte, den ene har givet en kollega, eller på at finde ud af, hvorfor en bestemt person liker alt, hvad partneren lægger op.
Efter et tidligere utroskab kan en usikker partner bruge enorme mængder tid på at stalke den anden person på samtlige platforme for at finde information.
Det er forståeligt. Hjernen har fået et chok og forsøger at skabe orientering og kontrol.
Men det forstemmende er, at nogle gange kan det næsten se ud, som om mennesker følelsesmæssigt tager oplysninger online eller beskedder mere seriøst end det levende menneske, der sidder ved siden af dem.
Det lyder jo vanvittigt, men den frygtsomme, mistroiske hjerne, kan godt, hvis det er der man er i relationen, tage online information som “bevismateriale” på at der er noget at frygte, og kan have svært ved at genfinde den forbundne øjenkontakt og roen i at mærke den andens hånd i ens egen.
Faktuelt kommer nogle partnere til at direkte lide under den måde partneren agerer på i “offentligheden” på sociale medier eller i andre kontakt-fora så som datingsites.
Det kan være “småting”, såsom at man har haft en dårlig morgen, men kan se på Instagram at manden står og smiler til sekretæren på en konference. Men det kan også være, hvis man opdager et helt andet digitalt levet liv fra partnerens side, end det man kendte til, som måske endda er grænseoverskridende.
Hvis man selvværdsmæssigt er meget afhængig af opmærksomhed og bekræftelse er man som partner et lettere “offer” for den opmærksomhed internettet tilbyder, i form af at kunne få følelsen af at blive bemærket, få likes og bekræftelse.
Ligesom mange utroskaber starter med at der er gået leverpostej eller kedsomhed i parforholdet og så begynder man at skrive spændende beskedder eller emails med en anden.
Det er bygget på menneskelige mekanismer, som nok altid har eksisteret. Men den lette adgang til kommunikation med mange andre personer og mulighederne for både at blive set og hørt, samt også mulighederne for let at gøre det bag partnerens ryg, udfordrer parforholdet for visse personlighedstyper.
Nogle gange ser man mennesker, man normalt ikke ville forvente grænseoverskridende adfærd af i den analoge verden, lave grænseoverskridende ting, drevet af noget der udvikler sig ud af mulighederne for at gøre det digitalt.
Vi har tillidsproblemer
Helt generelt “lever parforholdet” i en tid, hvor vi i mine øjne har massive tillidsproblemer, der også manifesterer ind i vores relationer.
Jeg hørte en skole-kyndig sige forleden at folkeskolen har tillidsproblemer. Forældre og børn har ikke tillid til skolen.
Desvære kunne vi cirka sige det samme om mange andre instanser i samfundet. Sundhedsvæsenet savner tillid til læger og sundhedspersonale. Syge og handicappede har ikke tillid til at få hjælp i kommunen. Folk har ikke tillid til de folkevalgte politikere. Kun ganske få har tillid til skattevæsenet. Der er en udbredt mangel på tillid til, at man vil få hjælp, hvis hvis man trænger hjælp og en forstørret oplevelse af at måtte klare sig selv. Naturbeskyttelsesfolket har ikke tillid til landbruget, og landbruget er ved at miste tilliden.
Det er naturligt i krisetider, med krige, corona og klimakrise, at der vil opstå mere mistillid. Alene sådan noget som USA’s svigt omkring Grønland giver jo anledning til at man kollektivt kan få følelsen af: Hvem kan og bør man egentlig stole på.
De almene tillidsudfordringer er også noget, der påvirker familierne og parforholdet. Fx ser man flere, der vælger at hjemmeskole sine børn eller ty til alternative behandlingsformer. Det bliver mere udbredt at alt er et tros-spørgsmål. Hvad tror du lige nu og her, at du har behov for? Hvad mærker du selv?
Vi kan måske godt acceptere, at der kan være en autoritet, der ved lidt mere om, hvad du måtte have behov for. Men ordet “autoritets-tro” kommer jo nærmest snart til at udgå af vores vokabularium. Hvilket sker i takt med at vi hører historier eller selv oplever svigt, der anfægter troen på autoriteterne.
Hvad parrelationer angår kan man så sige, at det bliver vigtigt om parret kan teame up i mistillidsstrømmen og på den måde modstå at blive ramt af mistillid til hinanden.
Måske kan parret billedligt talt lave et “os imod dem” og flytte til sydfyn og hjemmeskole børnene og dyrke egne grøntsager. Men det er stadig en sårbar position, fordi det sker i en sårbar tid, og der skal mindre end før til, før tilliden mellem partnerne også tilter.
Selvfølgelig også fordi der generelt er et kæmpe pres mange steder, som folk møder. For eksempel i form af forråelse på arbejdspladsen eller i en usikkerhed på: Kan jeg egentlig overskue denne verden, efterhånden? Fordi udviklingen går så enormt stærkt.
For bare et par år siden regnede partnere med at de havde et godt indblik i hvad partneren foretog sig. Alene sådan en ting har ændret sig. I dag ved de fleste partnere godt, at deres partner kan være utro på den ene eller anden platform, som de ikke vil kunne kontrollere.
Det kræver selvfølgelig en større grad af tillid, kan du sige, som de fleste mennesker også rummer. Eller skal vi sige “tager på sig”, fordi tillid kan både være en dybfølt følelse, men tillid er også noget, man kan vælge at give.
Det er et stort problem, at vi lever i større tillidsproblemer og stoler mindre på hinanden – herunder partnere. Vi bør gøre hvad vi kan for at tage hånd om dette, da tryghed er afgørende for at vores hjerner kan fungere optimalt. Tryghed er afgørende for at bygge et godt partnerskab, en god familie og et godt samfund.
Og tryghed er ikke bare fravær af trusler eller over-kontrol. Tryghed skabes ikke nødvendigvis af mere politi og militær alene. Den største mellemmenneskelige tryghed starter der, hvor man kan kigge hinanden i øjnene og få en følt oplevelse af at kunne regne med hinanden. At man kan mærke, at man vil hinanden og vil stå sammen om at løse udfordringer. At man vil hinandens bedste og opmærksomt har tænkt sig at tage vare på hinanden, også igennem kriser.
Vi har fået større frihed – og færre fælles rammer
Tidligere var ægteskabet langt mere veldefineret som samfundsinstitution.
Det var også en økonomisk foranstaltning. Man var afhængig af hinanden på andre måder, og rollerne var langt tydeligere.
Der var en kulturel konsensus om, hvad man forventede af hinanden, og hvor grænserne gik.
Det havde selvfølgelig også en bagside. En del af det, der foregik dengang, som ikke var comme il faut blev fortiet og hengemt.
Utroskab, alkoholmisbrug, vold og seksuelt misbrug kunne eksistere inden for familiens fire vægge uden nødvendigvis at blive omtalt eller grebet ind overfor. Privatlivets fred betød også, at man måske lettere kunne vende det blinde øje til.
Så jeg ville ikke romantisere fortiden. Men der var nogle fælles rammer, hvor der i dag er der langt større frihed til at definere sit eget parforhold.
Skal vi være monogame? Skal vi leve polyamorøst? Skal vi bo sammen eller hver for sig? Hvilke seksuelle præferencer skal der være plads til? Hvad er troskab? Hvad er en grænseoverskridende relation til en anden? Skal du eller jeg trille barnevognen på barslen?
Det er på mange måder en positiv udvikling. Mange måder at leve på er blevet aftabuiseret. Der er kommet større frihed og mere åbenhed og forhandling.
Men det er krævende for parrene, at parret selv skal sætte hjørneflagene. Det stiller krav til meget åben dialog og vedholdende forpligtelse overfor at forblive i processerne undervejs.
Heldigvis har mange energien til det og finder berigelse i at vende stenene og finde konsensus i parforholdet. Og mange unge par er ekstremt gode til at kommunikere med hinanden.
Nogle af dem, som jeg synes kæmper mest med hvor meget der skal tales frem og tilbage om alting, er par i sammenbragte familier. Ofte undervurderer folk der forelsker sig hvor meget det egentlig kræver at sammenbringe familier. Det kræver rigtigt meget i sig selv, og i dag synes jeg det kræver endnu mere, fordi man kan skrue det sammen på rigtig mange måder, intet er givet og alt skal på en måde kalibreres.
Vi forventer meget af hinanden
Vores forventninger til parforholdet er blevet store.
Partneren skal måske være seksuelt tilfredsstillende, bedste ven, forsørger eller støtte for ens karrieremæssige succes, perfekt far eller mor og samtidig et menneske, der forstår én og kan rumme hele ens følelsesmæssige liv.
Er det for meget at forlange i een person? Ja.
Par i langvarige forhold, altså sådan 15-45 år lange parforhold, har ofte det tilfælles at de har accepteret at give op på noget, lade noget gå. Har valgt at være sammen med denne person, selvom det på nogle punkter halter. Har foretaget et realisme check og lært at leve med det, der ikke ser ud til at forandre sig. Kan udsætte behov og leve længe sammen på måder, som andre ikke ville kunne.
Vi er blevet mere perfektionistiske og der kan være en oplevelse af, at hvis forholdet ikke fungerer, skal partneren forstå noget, forandre noget eller udvikle sig.
Der kan være idealer omkring, hvordan parforholdet skal og bør se ud.
Det fænomen har jo altid eksisteret.
Men det er som om, at jo mere kompleks verden er og man føler sig dårligt rustet til at kontrollere tempoet i forandringerne i den ydre verden, kan man blive mere mistroisk og kritisk i de nære relationer. Eller også er der simpelthen tale om et mentalt overload, som gør at kapaciteten til parforholdet er opbrugt, når man kommer hjem fra arbejdet. Så vil man bare have at det derhjemme skal spille max.
Der kan også være en lavere tolerancetærskel for det, der simpelthen er vanskeligt, uperfekt eller ikke kan løses.
En stor del af et velfungerende parforhold består i at sortere i sine frustrationer og lade det mest uvæsentlige gå. En stor del, mere end halvdelen, af det man er uenig med sin partner i, når man mødes, vil man forblive uenig i. Det er ikke alle kampe, der skal tages.
Det synes jeg også hænger også sammen med den materielle velstand og det tempo, mange lever hverdagen ii. Man kan komme til at betragte kærlighed lidt som et marked. Hvis noget ikke fungerer, kan der måske være noget bedre derude.
Men problemet er, at et nyt menneske ikke nødvendigvis løser de bidrag, overlevelsesstrategier og mønstre, man selv tager med sig.
Skilsmisse er ikke længere den samme sociale begivenhed
Da jeg var barn, kendte jeg ikke børn med fraskilte forældre. Jeg kan ikke huske, at jeg kendte nogen, før jeg var omkring 13 år. Det betyder naturligvis ikke, at skilsmisser ikke fandtes. Men det var skamfuldt og kunne opleves som en falliterklæring og noget, man gik meget stille med dørene med.
I dag er skilsmisse blevet langt mere almindeligt og langt mindre tabubelagt. Det er på mange måder en god udvikling. Men det betyder også, at den kulturelle forestilling om, at “ægteskabet skal vare hele livet og vi skal komme igennem kriserne sammen”, er blevet sjældnere. Man kan i højere grad tænke: Hvis det ikke fungerer, kan vi gå fra hinanden.
Det er en kendsgerning, at i dag kan næsten alle vælge at gå fra hinanden i morgen og stadig have til dagen og vejen med tag over hovedet og mad i munden.
Men det kan pressse parforholdet hårdt, hvis man hele tiden går og minder hinanden om det som en mulighed. Det som nogle par døjer med her, ville svare til at hver gang en ven ringer for at invitere dig med i biografen, minder I lige hinanden om muligheden for at afslutte venskabet.
Behovet for visioner, håb og drømme for fremtiden
Der er sket en markant stigning i par, der bliver skilt i 60’erne. Når børnene er blevet voksne, kan par vælge at leve en drøm ud. Men det kan vise sig, at deres drømme ikke længere er fælles, men individuelle.
Vi har fået en kultur, hvor det at “leve hele livet” også kan betyde, at man som ældre par skal nå alt det, man ikke nåede tidligere.
Hun drømmer måske om at blive selvstændig og ændre sit liv. Han har haft en slidsom karriere og drømmer om at rejse og nyde livet sammen. De har måske brugt mange år på at få familien til at fungere, men står pludselig med hver deres forestilling om, hvad resten af livet skal indeholde.
Men det er ikke kun ældre par, der kan have den udfordring ikke at kunne lægge en fælles vision for fremtiden. Det ser jeg også yngre par, som døjer med.
I min bevidsthed kan det være medvirkende igen, at der hviler sådan en kollektiv krise-stemning i samfundet. Rigtig mange lider af stress, angst og depression, hvor dystopiske fantasier florerer. Og igen: Vores krop er skabt til at vi gerne skal føle os tryg før vi begynder at blive visionære og tænke kreativt.
Hvem sætter sig og laver store fremtidsplaner, hvis man er optaget af om der kommer krig, corona eller klimanedbrud i morgen, eller hvis økonomien er presset i bund.
Ikke desto mindre er det vigtigt faktisk at gøre det. Fordi det er først, når vi ser noget for os, som vi kunne tænke os, at vi kan begynde at arbejde os derhen ad.
Dem af de unge, der kommer til at lykkes bedst som par, er dem, der har overskuddet til at gøre det. Som tør tro på fremtiden og som kan se for sig, hvordan de gerne vil skabe et liv sammen.
Noget lignende gør sig gældende for de ældre par. Måske kan man endda sige, at det er endnu vigtigere i den højere alder. Fordi mange ting kan for et ungt par stadig være natur givet. Vi vil gerne have børn, vi vil købe en bolig, vi vil have den og den stilling.
Imens for ældre er det en helt anden form for proces. Der kan være en dyb individuel proces i at se på hvad man ønsker at bruge resten af sit liv på. Og den skal så samkodes med en partners. Samtidigt med at udfordringer står i kø, såsom problemer eller dødsfald i den nærmeste familie, sygdomme og handicap, pensionering, overdragelse af virksomhed, accept af at have mindre energi og overskud, ændring af boligform osv.
Så ja, det er svært at få hold om fremtiden. Vi er gennem lang tid decideret blevet tæppebombet med nyhedsinformation af den slags, som der skaber forvirring. Fordi det stikker i hver sine, divergerende og uforudsigelige retninger, ikke mindst det som vi får fra den amerikanske præsident.
Det gør det ekstra vigtigt at holde på hat og briller. Lige netop at blive meget opmærksom på, at hvad fremtiden angår, er vi fortsat selv medskabere af den og har en indflydelse på hvordan den fremtid kommer til at se ud.
Så det kan godt betale sig at tage ansvar ind i det, som det er muligt at kontrollere, som er de omgivelser lige omkring en selv, og forsøge at gøre positive tiltag, der inkluderer at skabe tryghed og forudsigelighed. Verden har simpelthen behov for at flest mulige mennesker kan skabe et godt liv med gode fællesskaber og koble sig ud af krigs- og frygtzoner. Fordi det er det eneste, der kan føre til at sund human adfærd med gode sameksistenser kan blomstre.
Man kan også sige det billedligt sådan, at hvis du er i stand til at vove at planlægge et bed sammen i din have og beslutte sig for at plante, vande, gøde og forblive opmærksom, så kan du bidrage til noget, der er god fremtid. Hvorimod at hvis du bliver overmandet af frygt, kaos og negativ tænkning, eller ikke kan gennemføre samarbejdet eler vedholdenheden, ja så kommer lige netop det bed jo ikke til at blive til noget.
Det er ikke altid selve konflikten, der får parret til at gå fra hinanden
Når jeg skal pege på noget, der går igen i skilsmisser, er det ikke én bestemt type konflikt. Det er snarere opgivenhed.
De fleste par, der bliver skilt, har gjort rigtig meget for at få parforholdet til at fungere. Hvis man sidder fast i de samme mønstre og ikke oplever, at noget forandrer sig, kan der til sidst komme et punkt, hvor den ene giver op. Det er smertefuldt ikke at kunne løse vanskelighederne.
Man starter måske med et håb om forandring. Men hvis tingene igen og igen kører i destruktiv cirkel, kommer der et tidspunkt, hvor kapaciteten hos en af partnerne er brugt op.
Når man spørger mennesker, hvad de gerne vil sige farvel til, handler det ofte om følelser, de har gået med meget længe. En oplevelse af, at de selv – og måske også partneren – er blevet en dårlig udgave af sig selv.
Og samtidig er det vigtigt at sige, at grænserne for, hvornår mennesker bliver eller går, er meget forskellige. Nogle bliver i meget destruktive forhold. Andre går fra forhold, som udefra kan se ud til at kunne repareres.
Som parterapeut kan man en sjælden gang godt sidde og tænke: Det her er jo nærmest tortur, og alligevel vil de blive sammen. Andre gange tænker man: Det må da kunne repareres. Men det kan det bare ikke altid.
Dialog er et muligt udgangspunkt for forandring.
Den farligste tilstand for parforholdet er ikke konflikterne eller det om man skændes eller går tavst rundt i en tom eller kold stemning. Det er muren.
Når man sidder med et par, er det noget af det man kan estimere om der er håb for et parforhold. Hvis den ene part lukker helt af og sætter en mur op, kan det blive svært. Hvorimod at tingene kan godt være utroligt svære, voldsomme, surrealistiske eller whatever, men hvis begge er villige til at tage en åben dialog op, er der håb.
Et andet estimat er selvfølgelig om parret kan forandre noget. Først ser du om parret kan skabe en forandring i kontakten i terapirummet. Dernæst ser du, om parret kan bringe forandring hjem i det levede liv.
Det er selvfølgelig tit vigtigt at parret kan få sat nogle grænser for hvis kommunikationen eller handlingerne er løbet helt af sporet i detruktivitet, således at de ikke skader relationen yderligere. Grænserne har tit flyttet sig ud over en kant, og det kan være vigtigt at få brudt mønsteret med at skubbe grænsen yderligere.
Men derudover er arbejdet med at reparere rigtig vigtigt. Alle par får konflikter, men et af de vigtigste parametre for om parforholdet lykkes, er om parret er i stand til at reparere kontakten, når den bliver brudt. Alle par oplever noglee gange kontaktbrud og konflikter. Forskellen på dem, der bliver sammen er i høj grad evnen til reparation, når situationen er gledet af sporet.
Krise eller brud?
Det er derfor heller ikke muligt at afgøre ud fra et problem i sig selv, om et par i krise er på vej mod et brud. Det er en klinisk vurdering, hvor mange forhold spiller sammen.
Hvordan er partnernes personlighed og tilknytningsstil? Hvordan er de vokset op? Hvilke erfaringer har de fra tidligere nære relationer?
Hvad er der konkret sket i det aktuelle forhold? Hvordan har forholdet til dato udviklet sig? Hvor meget eller hvad gør partnerne for at udvikle sig?
Hvor længe har et svigt stået på? Hvor meget er der blevet løjet? Hvor grundlæggende er svigtet? Hvordan er tidligere udfordringer blevet løst? Hvor mange ressourcer er der tilstede hos hver især i øjeblikket? Hvor motiveret er hver enkelt for forandring? Hvilke ydre faktorer af pres fra omgivelserne fylder og hvor meget?
Men lige så vigtigt er det, man kan observere mellem de to mennesker.
Er der impulser til omsorg, når den anden bliver berørt eller ked af det?
Er der nysgerrighed?
Kan man lytte?
Er der empati?
Og hvad sker der mellem terapisessionerne?
Arbejder parret videre med det, de har talt om? Forsøger de i praksis at ændre mønstre? Er der energi til forandring?
Efter første session har man et indtryk og efter tre-fire sessioner kan man som regel få en ret klar fornemmelse af, hvordan parret arbejder med og i deres forhold.
Det vigtigste parameter er ikke nødvendigvis mængden af problemer eller hvor alvorlig en situation er. Det er i høj grad, om begge reelt committer sig til processen.
Det dårligste udgangspunkt er muren. Hvis den ene eller begge bygger et forsvarsværk op og ikke længere lader den anden komme ind, er det langt vanskeligere.
Det kan lyde usædvanligt, men man kan jo stille det op imod den undersøgelse, der for nyligt kom frem, som viste at over 50% af par taler ikke sammen om problemer i parforholdet. Det siger noget om hvordan par kan gå sammen i parallelverdener uden at tale sammen, også om helt basale nødvendige ting.
Det kan også være de par, der allerede indne vi er startet har skrevet fem gange omkring at de har så svært ved at finde tid til parterapi. Det kan være en realistisk retningsviser for hvor meget tid og energi de egentlig har tænkt sig at lægge ind i at få skabt forandringer i parforholdet
Så længe parret er i dialog – også når dialogen er dårlig, præget af tvivl, råben eller kommunikationsfejl – er der stadig en åbning.
Selv tvivl kan være en åbning. Hvis man fortæller sin partner, at man er i tvivl om forholdet, er man stadig i dialog med partneren om forholdet. Det er først, når man holder op med at fortælle om tvivlen og lukker helt ned, at det bliver virkelig “farligt” for relationen. Forstået på den måde, at det kan være relationens endeligt.
Efter skilsmissen skal man stadig forholde sig til det menneske, man er gået fra
Mange undervurderer, hvor stor en mental belastning en skilsmisse er. Hvis der ikke er børn, kan der vente en meget stor livsomvæltning. Hvis der er børn, er man forældre sammen resten af livet, men livsomvæltningen kan være meget voldsom.
Man slipper altså ikke nødvendigvis for de temaer og mønstre, der var i parforholdet. De skal bare håndteres i en ny og ofte mere krævende form.
Der er også en tendens til at undervurdere, hvor lang tid det tager at bearbejde et brud.
En skilsmisse kan på mange måder minde om at miste en nær pårørende ved dødsfald.
Det er ikke kun mennesket, man mister.
Man mister også alle de håb og drømme, man har haft for et samliv, økonomi, bolig, arbejde, muligheder, venner og familie – og for mange også den stabile hverdag med børnene.
Og man skal forholde sig til, at det liv, man havde forestillet sig at give sine børn, ikke længere blev sådan. Det kan være en meget tung erkendelse.
Man skal lære at se på sig selv og sin familie med nye øjne og acceptere noget af det utilstrækkelige og uperfekte.
Dette er ikek blevet anderledes. Måske er det blevet mere alment anerkendt at være fraskilt og måske er mulighederne for at træffe nye mennesker, date, være social, blevet flere. Men det grundlæggende arbejde har ikke forsndret sig.
Det bedste, man kan gøre ved et brud, er ikke nødvendigvis at komme hurtigt videre
De mennesker, der kommer bedst igennem en skilsmisse, har ofte en vis tålmodighed med processen. De bliver tilstrækkeligt længe i processen til at forstå, hvordan virkeligheden er, og til at en ny form for relation kan danne sig, samtidigt med at begge kan finde sig selv i den nye situation. De forsøger at passe på hinanden og undgå impulsive handlinger, der lægger mere smerte oveni.Hvis der er børn, arbejder de på at finde ud af, hvordan de fortsat vil være forældre sammen. Og de formår samtidig at aktivere deres egen selvopholdelsesdrift, søge nye relationer osv.
Nogle par kan blive hængende i et dysfunktionelt pseudo-parforhold længe efter bruddet. De kan ikke rigtig give slip på hinanden og kommer til at såre hinanden igen og igen.
De par, der kommer bedst igennem, kan iøvrigt også som regel huske, at der også har været noget godt. De kan bevare en mellemmenneskelig respekt og måske endda en aktiv omsorg for hinanden, samtidig med at de giver slip på det følelsesmæssige bånd, der hørte til parforholdet.
Det betyder ikke, at man skal blive ved med at søge sin tidligere partner for at få den tryghed eller tilfredsstillelse, man tidligere længtes efter. Hvis man bliver ved med at søge den fulde følelsesmæssige tilfredsstillelse i sin eksrelation, støder man hurtigt på det, der skabte bruddet.
Derfor er det også vigtigt at få andre mennesker ind i sit liv, søge hjælp, reflektere over det, man har været igennem, og få etableret sunde vaner og aktiviteter omkring sig. Søvn, kost, motion og et socialt netværk er ikke ligegyldige ting i en livsomvæltning.
Hvad fortæller udviklingen så om vores syn på parforholdet?
Vi er blevet bedre til at sætte ord på følelser.
Vi ved mere om, at et parforhold kræver arbejde og dialog.
De fleste er blevet bedre til at kommunikere og tale om følelser.
Flere søger parterapi.
Der er større frihed til at vælge, hvordan man vil leve.
Men samtidig er vi blevet mere krævende.
Vi forventer meget af den ene person, som skal levere en meget stor del af vores livs indhold.
Og måske er vi også blevet mere tilbøjelige til at opfatte vores egne behov som noget, der skal opfyldes.
Hvis de ikke bliver det, kan det være fristende at zappe videre.
Det er også blevet lettere at blive skilt. De fleste har økonomisk mulighed for at bo alene, og skilsmissen er ikke længere omgivet af den samme skam.
Men måske er det netop derfor, at forestillingen om, at forholdet kan ophøre, også fylder og kan påvirke følelsen af tryghed i det.
Det er mere trygt at leve i en relation, man regner med også vil være der i morgen.
Samtidig er der kommet flere, der selv er vokset op som skilsmissebørn. De kan være meget optagede af ikke at udsætte deres egne børn for det samme.
Og der er kommet en bevidsthed om langt flere måder at være par på, som virker på parforholdet som individualiseringen virker på individet. Flere spørger sig selv: Hvem er vi som par og hvem vil vi gerne være?
Så udviklingen går ikke bare én vej.
Der er større frihed og større åbenhed. Men nogle gange er der også mindre reel kontakt og færre trygge eller positive oplevelser sammen.
Der er flere muligheder, men også flere valg, flere påvirkninger og flere måder at overskride grænser på.
Der er mere viden, men også mere offentligt tilgængelig fejlinformation og usande historier i mediebilledet, der hvor folk får deres information fra, som spredes i stigende grad på portaler med egne interesser i hvad der spredes mest.
Der er større mulighed for at forme sit eget parforhold, men mindre hjælp fra fælles kulturelle rammer til at finde ud af, hvordan det skal se ud.
Og midt i alt dette er der stadig to mennesker, som skal finde ud af, hvordan de vil leve sammen.
Det er måske dér, den største forandring ligger: Ikke nødvendigvis i menneskets grundlæggende måde at være i relation på, men i hvor meget vi i dag selv skal definere, forhandle og skabe omkring det.
Det skaber en sårbarhed, som selvfølgelig hårdest rammer de mest sårbare mennesker. Men som påvirker alle, fordi tempo’et er så højt, informationerne så mange og der sættes så få hjørneflag udefra som kan konsolidere og skabe tryghed på de ydre linjer.
Parforholdet er ikke blevet mindre vigtigt.
Tværtimod.
Vi forventer meget af det, fordi det betyder meget for os.
Vi vil både have kærlighed, nærhed, seksualitet, venskab, familie, personlig udvikling og frihed.
Det er store krav til én relation.
Betydningen af parforholdet undervurderes ofte. Vi kan tale mere om hvordan grise har det eller til nød omkring hvordan børnene har det i skolen.
Sandsynligvis fordi parforholdet stadig tilhører en privatsfære. Selvom mange gør meget for at andre kan følge med i deres parforhold, er de billeder vi ser stadig præget af romantiske forestillinger og relativt urealistiske set ups, hvis indhold formes af at der skal skabes “en god historie” som mange vil se, klikke på, underholdes af.
Selvom det kan opleves som “kedeligt fjernsyn” står de fleste par med helt almindelige udfordringer.
Menneskers grundlæggende behov har ikke ændret sig så meget.
Vi vil gerne elske og føle os elsket.
Vi har behov for tryghed – og noget der for os føles spændende.
Vi vil gerne høre til, mærke samhørighed og føle os forbundne.
Vi vil gerne være betydningsfulde for andre mennesker, især for dem, der betyder noget for os.
Og vi vil gerne opleve, at nogen bliver ved med at vælge os til.
Og parrelationens grundlæggende behov er stadig kvaliteter som:
- Omsorg og tilknytning
- Responsivitet
- Nysgerrighed og interesse
- Samarbejde og det at opleve sig som et team
- At forpligte sig til at forblive i en ligeværdig dialog
- Reparation efter svigt
Og her vil jeg så gerne tilføje: At kunne vedblive at arbejde for nærhed, i en tid, hvor betingelserne for nærhed er udfordret af de digitale muligheder i tiden.
Det kræver noget andet af os at beskytte og vedligeholde parforholdet i dag.

Gitte Sander
Psykoterapeut, parterapeut og forfatter
Ofte brugt i medierne som ekspert, se en liste over artikler her.
Læs mere om forfatterens baggrund her.
Kontakt
Tlf. 51321049
mail@gittesander.dk
0 kommentarer