eben Alexander

Til himlen og tilbage

Eben Alexander

230 sider

Det blå hus

2013

Anmeldt på Bogvægten.dk af Gitte Sander

Til himlen og tilbage – En neurokirurgs beretning om sin nærdødsoplevelse fik stor succes i USA, hvor den har hittet som en New York Times bestseller.

Der er altså tale om en meget amerikansk bog, men også en bog, som er interessant derved at den handler om et usædvanligt emne skrevet af en usædvanlig forfatter.

Forfatteren Eben Alexander er en højt anerkendt neurokirurg, som har undervist på topuniversiteter, forsket og gjort karriere som mediciner med en højst rationel tilgang til vores krop og hjerne. Indtil han oplevede at ligge i koma i en uge, og dels være så heldig at blive helbredt fra en sygdom, der ellers har 97% dødelighed og med fare for svære mén. Og dertil har han under komaen haft nærdødsoplevelser, som var så tydelige og klare, at han ikke kunne forkaste dem som fysisk skabte fænomener.

I bogen beskriver forfatteren dels disse oplevelser detaljeret, og hertil lægges en beskrivelse både af hans historie, men også faglige overvejelser over de fænomener, han har erfaret.

Det, der har berørt mig mest ved at læse bogen, er den ro og klarhed ved endelig at kunne opleve sig elsket og værdsat i fuldt mål, som hans oplevelser bibragte ham.

Det er også interessant at læse, hvad der trækker ham tilbage til livet her på jorden, som dels er ansvaret for hans barn, dels sidder hans familie og beder for ham i et stærkt fællesskab. Interessant er det også, at hans ledsager på rejsen i det hinsides er en afdød biologisk søster, han aldrig har mødt.

Hele beskrivelsen af hvad han oplever ”derude” er velbeskrevet, men har også en substans, der kan virke overvældende og svær at forholde sig til som almindeligt menneske i én mundfuld. Men samtidigt er der ingen tvivl om, at de oplevelser, han beskriver, svarer til beskrivelser, andre også har fortalt.

Derfor har bogen bestemt sin berettigelse og bliver særligt interessant fordi der her er tale om en mand, der har en strengt videnskabelig baggrund og som dybest set med bogen forsøger at råbe den videnskabelige verden og hans kolleger op ved at dokumentere sin egen erfaring. Som hævder, at videnskaben glemmer begreber som ånd og sjæl, når den fokuserer på de somatiske strukturer, og som mener, at beretninger som hans, bør tages mere alvorligt og inddrages, da der er tale om levet liv og levende erfaringer.

Oplevelser ’ud af kroppen’, nærdødsoplevelser, telepati, fjernseen, dissociation osv. behandles ofte useriøst og tillægges meget lidt vægt i forhold til den reelle rolle disse oplevelser spiller i de liv, hvori de opleves.

Betydningen af fx kærlighed, fællesskab, bøn og forbundethed i helbredelse er nok blevet undervurderet af de fleste, lige siden det naturvidenskabelige paradigme udkonkurrerede de religiøst funderede tidlige helbredelsesmetoder.

Bogen kan læses af alle.

Gitte Sander