
Anette Aggerbeck
Skriveterapi
208 sider
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
2014
Anmeldt på Bogvægten.dk af Gitte Sander
Bogen Skriveterapi – Din vej til personlig vækst er en dybt fascinerende bog.
Det handler ikke om at skrive sammen med en terapeut, men om forskellige selvudviklende måder at skrive på.
Forfatteren er journalist og psykoterapeut, og bogen er skrevet i et imponerende let læseligt og velformuleret sprog, der glider lige ind.
Bogen er mildest taget spækket med skriveøvelser, man kan lave.
Hvis du troede at skrivning var en fast stabil størrelse, tager du fejl, for her præsenteres en kreativitet med skrivning, som falder ud over det sædvanlige.
Dette i strukturerede former, som du aldrig havde tænkt dig til som en mulighed, før forfatteren her præsenterer dig for det.
Mange lider af blokeringer eller bekymringer ved skrivning. Men her får du en fast ramme og tonsvis af gode råd til at få kickstartet skriveprocessen.
Du lærer om hvordan du kan arbejde med friskrivning, usendte breve, perspektivering, dagbog, logbog. Pm at skrive dialoger og ligefrem lave en slags encounter-skrivning. Arbejde med lister, mindmaps, drømmetydning. You name it.
Du kan læse om videnskabelige øvelser om hvad det gør af godt at skrive, for eksempel dagbog og vægttabslogbog. Samt om hvordan du kan booste din kreativitet, arbejde med sorg eller stress osv.
Det er fuldstændigt vildt hvad den bog indeholder af ideer, når det kommer til skrivning.
Det bedste af det hele, set fra mit psykoterapeutiske perspektiv, er at bogen er også terapeutisk fagligt, stringent og demonstrerer en dyb faglig forståelse for hvilke indre processer folk kan tænkes at gå igennem. Og hvordan skrivning kan anvendes i en terapeutisk sammenhæng, hvilket er relevant for mange.
Øvelserne, der præsenteres kunne have været overfladiske, men er grundigt bearbejdede, gennemtænkte og anvendelige.
Samtidigt med at bogen er så let læselig og velstruktureret, at enhver vil kunne tage og bruge en øvelse direkte.
Helt bestemt en bog, der er værd at anskaffe sig, læse og henvise til som støtte i personlige processer, for folk der godt kan lide at skrive.
Mange af øvelserne er endda så enkle, at dem, der ikke er specielt vilde med skrivning, også vil kunne være med og få et udbytte.