Følgevirkninger i parforholdet af seksuelle overgreb
Af Gitte Sander d. 16. august 2020
SeksuelleOvergrebGrænser

Det får næsten altid følgevirkninger i ens voksne parforhold, hvis man har været udsat for seksuelle overgreb som barn eller ung.

Når man har været ude for overgreb i barndommen, er man blevet presset af en voksen ud i noget, der overskred ens grænser.

Dette følger med som en erfaring til voksenlivet. Man kan fx. komme til at føle, at man er så uværdig, at andre mennesker har lov til at overskride ens grænser. Eller at der ingen grænser er for, hvilke private områder i en, andre har lov til at overskride. Eller man kan blive i tvivl om sine egne grænser.

Det kan blive svært selv at sætte grænser, hvis man som barn har været ude for grænseoverskridende overgreb, fordi man måske har svært ved selv at mærke hvor ens egne grænser går. Det kan også være at man godt selv kan mærke sin grænser, men at man ikke har lært hvordan man udtrykker sig om dem. Eller at hele “grænseområdet” er blevet forvirrende, mudret og forplumret.

Når man så måske i voksenlivet på et tidspunkt begynder at kigge på og forholde sig til dette, kræver det mere end som så.

Man ønsker, at situationen skal forandre sig, og man vil ikke længere leve med ikke at sætte ærlige grænser.

Men så sker der nogle gange det, at man lige pludselig oplever, at de grænser omkring en, må sættes meget skarpt, hvis andre skal begribe at man har grænser.

Det kan fx. betyde, at man tænker, at for at blive et helt menneske igen, må jeg blive skilt. Eller for at blive et helt menneske igen, må jeg afskære forbindelsen til mine forældre. Eller at man lige pludselig nægter at røre ved eller tale med sin partner.

Som partner eller anden nært relateret kan det være svært at elske en, der lige pludselig markerer grænser meget skarpt. Ikke mindst hvis man slet ikke er vant til det fra den persons side. Man kan føle sig vældig afvist eller nærmest kørt over af en damptromle. Sidstnævnte fordi selve energien i grænsesætningen kan rumme nærmest et helt livs ophobet frustration. Et helt livs spændinger på grænsefeltet.

Det er bare med at holde tungen lige i munden og væbne sig med tålmodighed, hvis man har en partner, som ikke plejer at markere grænser særligt tydeligt og beynder at arbejde med at gøre det.

Man kan virkelig få personens kulde at føle, og der kan gå lang tid, inden man bliver lukket ind i varmen igen.

Men hvis du er tålmodig og omsorgsfuld og forstår, at nu er du virkelig nød til at respektere enhver grænse, så har relationen en god chance for at overleve.

I kan komme ud på den anden side med et mere ligeværdigt forhold, hvor din partner har sig selv mere med og kan være bedre i kontakt med sig selv og sine egne grænser.

Hvilket utvetydigt er en rigtig god ting, også for dig. Fordi så ved du, præcis hvor hun/han står, og du kan bedre stole på, at når hun/han siger ‘ja’, er det et følt og ment og ærligt ‘ja’.

Du ønsker jo ikke at lave overgreb på din partner, hverken grænseoverskridende seksuelle overgreb, eller andre former for overgreb. Du ønsker at respektere hans/hendes grænser.

I den proces anbefaler jeg altså et maximum af tålmodighed og rummelighed.

Det, der kan hjælpe, er at holde fast ved og mærke i hjertet sin kærlighed, uanset hvor skarpe grænser, der bliver sat, og uanset hvor tomt, trist eller nedværdigende osv. det kan føles at få disse afvisninger eller bortvisninger, og uanset at det kan stå på over meget lang tid.

Man kan faktisk lære meget af det og få fordybet kærligheden helt enormt.

Og selvfølgelig anbefaler jeg i høj grad også dialog omkring det, i det omfang det er muligt. Gerne i et parterapeutisk forløb, hvor terapeuten kan hjælpe parret med at få udtrykt grænserne på en god måde og bedre forstå baggrunden for den nuværende situation.

Det er så vigtigt at blive i dialogen og der er så meget at lære. Også om ens egne grænser og om hvordan mennesker kan udtrykke grænser på en kærlig venlig måde. Som samtidigt bliver respekteret af andre voksne mennesker i dag.

Det er nemlig den gode nyhed: At som voksne har vi nogle helt anderledes gode muligheder for at udtrykke grænser og få dem respekteret, end børn har.