For nylig blev jeg interviewet til en artikel på TV2.dk om udviklingen i parforhold og skilsmisser gennem de årtier, jeg har arbejdet med mennesker og par.

Det var interessante spørgsmål at få stillet, fordi man naturligvis følger med i forandringer, når man arbejder med par gennem mange år. Det er noget af det, der gør arbejdet til stadighed spændende. Men man får også øje på noget andet: Det, der grundlæggende ikke har ændret sig. Det, der er mere universelt og synes at leve hinsides tid og sted.

Jeg har arbejdet som psykoterapeut i 30 år og med par i 23 år. Faktisk startede jeg allerede med at arbejde med terapeutiske grupper i 1990, altså for 36 år siden. Og når jeg ser tilbage, er det ikke sådan, at jeg tænker, at mennesker pludselig er blevet fundamentalt anderledes.

Men den verden, de danner par i, er blevet meget anderledes.

Parforholdet er stadigt vigtigt

Ens partner er stadig en af de mest betydningsfulde relationer i et menneskes liv. Og hvis du kigger på hvor mange mennesker der ser “Gift ved første blik”, “Bachelor” osv., så kan vi vist godt konstatere at rigtig mange interesserer sig for parforholdets psykologi.

Personligt synes jeg ikke at vi taler nok om parforhold eller understøtter parforhold nok i de beslutninger der på samfundsplan tages. Det er som om at vi ikke på et politisk niveau kan tage det ind som en bærende værdi. Heller ikke selvom vi har en konge, der taler om forbundethed.

Der tales politisk mere om grises trivsel i staldene end om partneres trivsel i hjemmene. Vi kan himle op over halekuperinger, men er du klar over hvor ondt partnere kan gøre på hinanden uden nogen griber ind.

Du kan også tage eksemplet med hvor meget der i øjeblikket tales om og besluttes omkring børns adgang til skærme. Hvilket jeg synes er godt.

Men hvem er de primære rollemodeller for børns skærmforbrug? – Forældrene.

Forældre er efter min mening blevet meget bedre og mere ambitiøse omkring kontakt med deres børn, samt at understøtte barnets behov, individualitet osv. De arbejder hårdt i kontakten med deres børn.

Men siden parforholdet er så vigtigt, iøvrigt også for børnene, synes jeg at der mangler fokus på at bedre kontakten i parrene.

Den gode kontakt i parforhold er noget, der i starten af forholdet kommer nærmest af sig selv. Men også noget der skal vedligeholdes og kan fordybes.

Vi er skabt til at forbinde os med andre mennesker, og ikke mindst i den katastrofestemning der hersker disse år i forhold til krige, klima og AI har vi mere end nogensinde behov for at vende tilbage til de fysisk nærværende kontaktformer.

Vores hjerner har simpelthen behov for trygge nære forbindelser med andre mennesker. Og det er samfundsvigtigt derved, at det kan blive lige så afgørende for positiv udvikling som aftalen omkring Grønland blev det. Vi tænker ganske enkelt bedst og har de bedste forudsætninger for at genere positive løsninger, hvis der er ro på bagsmækken.

Vi ved meget mere om parforhold i dag

Da jeg begyndte at arbejde med par, talte man i den brede befolkning ikke på samme måde om tilknytning, kommunikation, grænser, følelsesmæssige behov og mønstre.

I dag har mange par et større sprog for deres relation. De har læst meget. De ser reality-TV med psykologisk indhold. Mange har gået i terapi, til psykolog eller coach selv. Mange har lært om psykologi på uddannelser eller arbejdspladser.

De ved, at de skal kommunikere. De ved, at det er vigtigt at lytte og være nysgerrige på hinanden. De ved, at anerkendelse betyder noget. De ved, at man skal sætte tid af til hinanden. De har ofte læst om tilknytning, kommunikation, grænser og forskellige psykologiske fænomener.

De forsøger på egen hånd at gennemskue egne reaktionsmønstre og arbejde med at åbne op for følelserne.

Vi har fået adgang til enormt meget viden.

Det er altsammen positivt.

Men viden er ikke det samme som at kunne bruge den. Og nogle gange kan viden også være misvisende. Noget viden kan kun bruges i visse sammenhænge. Anden viden er ikke korrekt, men snarere markedsføring forklædt som viden.

Jeg møder således flere par, som har mange ord for og kan forklare præcis, hvad der sker mellem dem – men som har svært ved selv at gøre noget anderledes, når de står midt i konflikten.

Det er måske en af de største paradokser i moderne parforhold:

Vi ved mere om relationer end nogensinde før, men det gør ikke nødvendigvis relationerne lettere.

For når man er følelsesmæssigt aktiveret i en konflikt med en person, der betyder meget for en, er det svært at huske det, man egentlig godt ved.

Tid, opmærksomhed, tålmodighed og vedholdenhed er nødvendig til at arbejde med sig selv, hvis man vil forandre noget dybdegående ved sin måde at være i verden på.

Man kan også høre på sproget at folk ved mere.

En del kommer med et psykologiseret sprog for sig selv og deres parforhold.

Hvilket kan være rigtig godt. Engagement i sin egen personlige udvikling og i sit parforhold og relationsmekanismer er dejligt at arbejde med, så det er naturligvis kun en fordel, at mennesker interesserer sig for deres egen psykologi og relation.

Men reflektionen og viden er ikke det samme som kunnen. Desværre kan vi mennesker også overbevise os selv om forklaringsmodeller, der giver mening i vores eget hoved, som rent fagligt set udefra er vildfarne.

Nogle kan komme ind i terapien og meget præcist forklare, hvad der er galt med deres partner. De kan måske også forklare forskellige psykologiske teorier om, hvorfor partneren er, som partneren er. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de kan få øje på deres eget bidrag eller hvor de hver især kan forandre noget for at bryde mønstrene.

Når man står midt i en konflikt, kan det være ganske vanskeligt at gennemføre noget, man egentlig godt ved, man burde gøre. Vi er samtidig meget mere tilbøjelige til at være sneblinde på os selv og vores eget bidrag til det, der foregår.

Diagnosedanmark

Der drøftes om lægerne over-diagnosticerer børn og unge. Men måske skulle vi andre også tænke over, om vi nogle gange over-diagnosticerer hinanden.

Jeg ser i hvert fald at det nogle gange tager overhånd hos par. Der er en tendens til i konflikter, eller hvis man er ængstelig eller bekymret over noget, at så begynder diagnose-lamperne at blinke.

Der er kommet en rig strøm af ‘mulige narcissister’ efter at vi allesammen blev opmærksom på, at nu skulle vi vist lige være obs! på narcissisme. Så partnere kommer i terapi med sin partner og er bange for om deres partner er narcissist.

Det kan selvfølgelig også være andre ting, såsom at mange genkender sig selv som en med ADHD-træk. For ti år siden havde alle stress. Nu har alle været ude for traumer og har problemer med deres nervesystem.

Vi forsøger at danne mening i tingene, når noget gør ondt. Men vi er jo også bare allesammen mennesker og kan fx. handle egoistisk og uigennemtænkt, når vi er under pres. Vi kan allesammen miste koncentration og vores opmærksomhed kan flakke. Men de flestes nervesystem fejler absolut ingenting og behøver ingen særlige hensyn. Og de fleste smertefulde hændelser i et menneskeliv er ikke ligefrem traumatiske.

Problemet for parforholdet, når der almenbefolknings-overdiagnosticeres, er at så længe en partner er dybt optaget af partnerens mulige diagnose har det flere effekter: 1. Denne partner er mindre fokuseret på sig selv (der er ofte en ængstelighed eller overbekymringstendens). 2. Jo mere bekymret man er over noget, jo flere ‘beviser’ vil man indsamle for at det er sandt og jo mere bekymret bliver man. 3. Det er kommunikatiovt meget adskillende og øger følelser ikke at blive forstået. 4. Jo mere “normal” man tænker at sin partner er og man selv er, jo større er sandsynligheden for at man tager en voksen ansvarlig position i forhold til problemløsning.

Informationsstrømmen er massiv

Der bliver markedsført enorme mængder af psykologiske råd og parforholdsråd, og noget af det er ganske enkelt i bedste fald fagligt uholdbart og i værste fald direkte skadeligt.

Den kulturelle forandring kan virke lidt som forskellen på patienten, der tidligere kom til lægen og spurgte: “Hvad fejler jeg?”, og patienten, der i dag har googlet sig frem til en diagnose og også har en idé om, hvordan behandlingen skal foregå.

Det er ikke nødvendigvis dårligt at vide noget. Og man kan da kun gå ind for autentiske reflekterede tanker og ønsker.

Men det kan blive problematisk, når ens egen subjektive opfattelse bliver mere skråsikker end hvad et fagligt realistisk mere objektivt øje kan se om situationen. Dette siger jeg ikke for at nedgøre nogen, men simpelthen fordi det er en almenmenneskelig mekanisme, en faldgrube vi alle kan falde i. Som kan betyde, at vi ikke får den hjælp, vi ellers kunne have fået.

Det kan godt virke som om at der er noget i tiden og informationsstrømmen, som vi sidder med på hver sin skærm, der gør os mere selvberoende. Får os til at tro, at vi ved alt, bør vide alt eller kan søge retvisende information om alt.

Det er så vigtigt at stille sig kritisk overfor information og vide at vi alle kan huske forkert eller opfatte en situation med nogle farvede briller. Den virkelighed vi går med i vores hoved er ikke nødvendigvis den eneste sande virkelighed eller rummer det klogeste svar. At kunne lytte til, samarbejde med og søge hjælp hos andre er vigtigt. Og kollektivt gavnlige resultater for parret/ familien/ teamet  giver som regel de bedste resultater.

Perfektionisme sætter individet på overarbejde

Perfektionismekulturen findes reelt og påvirker også parforhold.

Så det med bare at kunne slappe af og være tilstede i sit eget liv uden at kræve for meget perfektion af sig selv konstant er blevet et vigtig fokuspunkt for flere.

Nogle par kommer til parterapi næsten med et helt bachelorprojekt om deres eget parforhold. Plancher over hændelsesforløb, nedskrevne versioner fra hver sit perspektiv, analyser af hinandens psykologi og meget målrettede forestillinger om, hvad der nu skal arbejdes med.

Det har selvfølgelig en betydning, at mange er veluddannede og intellektuelt tænkende, som processer godt på den måde.

Det kan også have en betydning for det moderne menneske at vi måske zapper mere gennem par-relationer. Hvis man har været i flere parforhold, er blevet såret af brud, måske ligefrem chokeret, og ikke er helt afklaret med hvad der skete, og bare gerne vil have det til at lykkes nu, kan man blive stærkt motiveret og stille høje krav. Få sværere ved at læne sig tilbage i sofaen.

Hvis man står midt i en alvorlig parforholdskrise, er det ganske meget oveni at skulle præsentere en afhandling og korrekt kommunikation og gøre “de rigtige” handlinger.

Det er næsten vigtigere for par at kunne gribe hinanden midt i krisen end at kunne analysere eller forklare hvorfor og hvordan. At få en følt oplevelse af, at den anden er der, lytter, forstår, er opmærksom, responsiv og tilstedeværende..

Noget af det nye er snarere end selve parforholdet de omgivelser, som konflikterne opstår i.

I dag har vi adgang til sociale medier, datingsider, onlinekontakt, pornografi, chatbots og et væld af muligheder for at søge kontakt, opmærksomhed, bekræftelse og information uden for parforholdet.

Vi har også langt flere muligheder for at leve vores liv på forskellige måder.

Det er på én gang en frihed og en udfordring.

Tidligere var der flere fælles normer for, hvordan et ægteskab skulle se ud. Roller og forventninger var tydeligere og man levede i en kultur, der angav nogle retningslinier. Det kunne være begrænsende – men det gav også nogle rammer.

I dag har par uendelige muligheder og mange par skal selv finde ud af det hele.

• Hvad betyder troskab for os?
• Hvor skal grænserne gå?
• Hvor meget skal vi være sammen?
• Hvor meget frihed skal vi have?
• Hvordan skal økonomien arrangeres?
• Hvordan skal vi håndtere sociale medier som par?
• Hvad er okay at gøre i forhold til andre mennesker?
• Hvordan skal sexlivet være?
• Og hvad gør vi, hvis vi ikke længere ønsker det samme?

Der er ikke nødvendigvis et fælles kulturelt svar længere.

Det skal parret selv skabe.

Konflikterne er ikke nødvendigvis nye

Når jeg bliver spurgt, om par konflikter anderledes i dag end tidligere, er mit svar egentlig både ja og nej.

Frustrationerne og mønstrene er cirka de samme – eventuelt på nye flasker.

Det grundlæggende i at være to mennesker, der har forelsket sig og derefter forsøger at leve et liv sammen, har ikke ændret sig tilsvarende.

Men verden omkring parret er blevet langt mere kompleks.

Utroskab er for eksempel ikke nødvendigvis bare utroskab. Det kan foregå på mange forskellige måder og gennem mange forskellige kanaler. Pornografi kan flytte forestillinger om, hvad seksualitet er og hvad der er normalt. En lettere adgang til rusmidler kan spille ind. Onlinekontakter kan udvikle sig til noget, som personen selv måske ikke havde forestillet sig.

Man kan have en korrespondance med en kollega, der udvikler sig til en affære, før man selv helt har forstået, hvad der er sket.

Man kan bevæge sig mellem mange kontakter på Tinder, datingsider og på sociale medier. Man kan blive følelsesmæssigt optaget af en person, man aldrig har mødt. Man kan få en relation til et menneske, man gamer med på den anden side af verden.

Og nu kommer AI oveni.

Jeg møder allerede eksempler på, at mennesker bliver suget ind i samtaler med en chatbot, også seksuelle samtaler, og at det efterfølgende får konsekvenser i parforholdet.

Det interessante er, at det ikke nødvendigvis handler om mennesker, der på forhånd har besluttet sig for at leve grænseoverskridende eller har en historik, hvor man ville forvente det.

Alle slags mennesker kan blive suget ind i noget på grund af teknik og algoritmer, fordi deres opmærksomhed gradvist bliver ført et bestemt sted hen.

Og så kan der pludselig være sket noget, som får meget store konsekvenser for parforhold, familie og arbejdsliv.

Skærmene er også blevet en del af konflikterne

Vi har samtidig fået en helt anden form for kommunikation mellem os.

Par kan sende beskeder til hinanden hele dagen. Det kan være kærligt, praktisk og nærværende, men det kan også blive en del af konflikten.

Hvis der er spændinger i luften, er tekstbeskeder sjældent stedet at løse dem.

Der sker simpelthen så mange misforståelser på skrift.

Et par kan begynde at sende spidse beskeder. Eller man startede måske med at holder op med at sende de små kærlige opmærksomheder. Man stopper med visse kærlige emojis og begynder at sende en tommeltot. Man svarer kortere. Det bliver en del af relationen og hvor betydningsfuld en del kan man se på hvor mange der taler om den slags, som en del af deres oplevede liv sammen med partneren og hvordan følelserne har udviklet sig.

Selve måden, man kommunikerer digitalt på, bliver en del af oplevelsen af, at relationen er blevet dårligere.

De sociale medier er også kommet til at fylde i mange parforhold.

Nogle partnere kan bruge dage og uger på konflikter, hvori indgår at analysere et hjerte, den ene har givet en kollega, eller på at finde ud af, hvorfor en bestemt person liker alt, hvad partneren lægger op.

Efter et utroskab kan en forsmået partner bruge enorme mængder tid på at stalke den anden person på samtlige platforme for at finde information.

Det er forståeligt. Hjernen har fået et chok og forsøger at skabe orientering og kontrol.

Men nogle gange kan det næsten se ud, som om mennesker følelsesmæssigt tager oplysninger online mere alvorligt end det levende menneske, der sidder ved siden af dem.

Vi har fået større frihed – og færre fælles rammer

Tidligere var ægteskabet langt mere veldefineret som samfundsinstitution.

Det var også en økonomisk foranstaltning. Man var afhængig af hinanden på andre måder, og rollerne var langt tydeligere.

Der var en kulturel konsensus om, hvad man forventede af hinanden, og hvor grænserne gik.

Det havde selvfølgelig også en bagside.

En del af det, der foregik dengang, blev fortiet og hengemt.

Utroskab, alkoholmisbrug, vold og seksuelt misbrug kunne eksistere inden for familiens fire vægge uden nødvendigvis at blive omtalt eller grebet ind overfor. Privatlivets fred betød også, at man måske lettere kunne vende det blinde øje til.

Så jeg ville ikke romantisere fortiden.

Men der var nogle fælles rammer.

I dag er der langt større frihed til at definere sit eget parforhold.

Skal vi være monogame? Skal vi leve polyamorøst? Skal vi bo sammen eller hver for sig? Hvilke seksuelle præferencer skal der være plads til? Hvad er troskab? Hvad er en grænseoverskridende relation til en anden?

Det er på mange måder en positiv udvikling. Mange måder at leve på er blevet aftabuiseret. Der er kommet større frihed og mere åbenhed og forhandling.

Men det er krævende for parrene, at parret selv skal sætte hjørneflagene. Det stiller krav til meget åben dialog og vedholdende forpligtelse overfor at forblive i processerne undervejs. Heldigvis har mange energien til det og finder berigelse i at vende stenene og finde konsensus i parforholdet.

Vi forventer meget af hinanden

Samtidig er vores forventninger til parforholdet blevet store.

Partneren skal måske være seksuelt tilfredsstillende, bedste ven, forsørger eller støtte for ens karrieremæssige succes, perfekt far eller mor og samtidig et menneske, der forstår én og kan rumme ens følelsesmæssige liv.

Vi er blevet mere perfektionistiske og der kan være en oplevelse af, at hvis forholdet ikke fungerer, skal partneren forstå noget, forandre noget eller udvikle sig. Det fænomen har jo altid eksisteret. Men det er som om at jo mere kompleks verden er og man føler sig dårlig rustet til at kontrollere tempoet i forandringerne i den ydre verden, kan blive mere mistroisk og kritisk i de nære relationer.

Der kan også være en lavere tolerancetærskel for det, der simpelthen er vanskeligt, uperfekt eller ikke kan løses. En stor del af et velfungerende parforhold består i at sortere i sine frustrationer og lade det mest uvæsentlige gå. En stor del, mere end halvdelen, af det man er uenig med sin partner i, når man mødes, vil man forblive uenig i. Det er ikke alle kampe, der skal tages.

Det synes jeg også hænger også sammen med den materielle velstand, mange lever i.

Mange mennesker har i dag mulighed for at gøre rigtig meget af det, de gerne vil. Man kan rejse, købe et sommerhus, skifte job, realisere sig selv.

Men hvis man har fået det perfekte sommerhus i Sydeuropa og hader at være der sammen med sin partner på grund af gamle sårende episoder, hjælper sommerhuset ikke nødvendigvis på parforholdet.

Flere muligheder gør ikke nødvendigvis et parforhold lettere. Det kan også gøre en følelsesmæssigt grådig og perfektions-lykke-søgende.

Nogle gange kan et økonomisk eller praktisk pres udefra faktisk få et par til at stå sammen som et team.

Man kan komme til at betragte kærlighed lidt som et marked.

Hvis noget ikke fungerer, kan der måske være noget bedre derude.

Men problemet er, at et nyt menneske ikke nødvendigvis løser de bidrag, overlevelsesstrategier og mønstre, man selv tager med sig.

Skilsmisse er ikke længere den samme sociale begivenhed

Da jeg var barn, kendte jeg ikke børn med fraskilte forældre. Jeg kan ikke huske, at jeg kendte nogen, før jeg var omkring 13 år.

Det betyder naturligvis ikke, at skilsmisser ikke fandtes.

Men det var skamfuldt.

Skilsmisse kunne opleves som en falliterklæring og noget, man gik meget stille med dørene med.

I dag er skilsmisse blevet langt mere almindeligt og langt mindre tabubelagt.

Det er på mange måder en god udvikling.

Men det betyder også, at den kulturelle forestilling om, at ægteskabet skal vare hele livet, er blevet svagere.

Man kan i højere grad tænke: Hvis det ikke fungerer, kan vi gå.

Og vi har samtidig fået en kultur, hvor det at “leve hele livet” også kan betyde, at man skal nå alt det, man ikke nåede tidligere.

Det ser man blandt andet hos ældre par.

Der er sket en markant stigning i par, der bliver skilt i 60’erne. Når børnene er blevet voksne, kan nogle par vælge at leve en drøm ud.

Men det kan vise sig, at deres drømme ikke længere er de samme.

Hun drømmer måske om at blive selvstændig og ændre sit liv. Han har haft en slidsom karriere og drømmer om at rejse og nyde livet sammen.

De har måske brugt mange år på at få familien til at fungere, men står pludselig med hver deres forestilling om, hvad resten af livet skal indeholde.

Det er ikke altid selve konflikten, der får parret til at gå fra hinanden

Når jeg skal pege på noget, der går igen i skilsmisser, er det ikke én bestemt type konflikt.

Det er snarere opgivenheden.

De fleste par, der bliver skilt, har gjort rigtig meget for at få parforholdet til at fungere.

Hvis man sidder fast i de samme mønstre og ikke oplever, at noget forandrer sig, kan der til sidst komme et punkt, hvor den ene giver op.

Det er smertefuldt ikke at kunne løse vanskelighederne.

Man starter måske med et håb om forandring. Men hvis tingene igen og igen kører i cirkel, kan der komme et tidspunkt, hvor kapaciteten er brugt op.

Når man spørger mennesker, hvad de ikke vil mere, eller hvad de gerne vil sige farvel til, handler det ofte om følelser, de har gået med længe.

En oplevelse af, at de selv – og måske også partneren – er blevet en dårlig udgave af sig selv.

Og samtidig er det vigtigt at sige, at grænserne for, hvornår mennesker bliver eller går, er meget forskellige.

Nogle bliver i meget destruktive forhold. Andre går fra forhold, som udefra kan se ud til at kunne repareres.

Som parterapeut kan man nogle gange sidde og tænke: Det her er jo nærmest tortur for den person, og alligevel vil de blive sammen.

Andre gange tænker man: Det må da kunne repareres.

Men det kan det bare ikke.

Så længe der er dialog, er der noget at arbejde med.

Den farligste tilstand er ikke nødvendigvis konflikten.

Det er muren.

Krisen eller bruddet?

Det er derfor heller ikke muligt at afgøre ud fra ét problem, om et par er i krise eller på vej mod et brud.

Det er en klinisk vurdering, hvor mange forhold spiller sammen.

Hvordan er menneskets personlighed og tilknytningsstil? Hvordan er personen vokset op? Hvilke erfaringer har personen fra tidligere nære relationer?

Hvad er der konkret sket i det aktuelle forhold?

Hvor længe har et svigt stået på? Hvor meget er der blevet løjet? Hvor grundlæggende er svigtet?

Men mindst lige så vigtigt er det, man kan observere mellem de to mennesker.

Er der impulser til omsorg, når den anden bliver ked af det?

Er der nysgerrighed?

Kan man lytte?

Er der empati?

Og hvad sker der mellem terapitimerne?

Arbejder parret videre med det, de har talt om? Forsøger de faktisk at ændre mønstre? Er der energi til forandring?

Efter tre-fire sessioner kan man som regel få en ret klar fornemmelse af, hvordan parret arbejder med deres forhold.

Det vigtigste parameter er ikke nødvendigvis mængden af problemer eller hvor alvorlig en situation er.

Det er i høj grad, om begge reelt committer sig til processen.

Det dårligste udgangspunkt er muren.

Hvis den ene eller begge bygger et forsvarsværk op og ikke længere lader den anden komme ind, er det langt vanskeligere.

Så længe parret er i dialog – også når dialogen er dårlig, præget af tvivl, råben eller kommunikationsfejl – er der stadig en åbning.

Selv tvivl kan være en åbning.

Hvis man fortæller sin partner, at man er i tvivl om forholdet, er man stadig i dialog med partneren om forholdet.

Det er først, når man holder op med at fortælle om tvivlen og lukker helt ned, at det bliver virkelig farligt for relationen.

Efter skilsmissen skal man stadig forholde sig til det menneske, man er gået fra

Mange undervurderer, hvor stor en mental belastning en skilsmisse er.

Hvis der ikke er børn, kan der vente en meget stor livsomvæltning.

Hvis der er børn, er man forældre sammen resten af livet.

Man slipper altså ikke nødvendigvis for de temaer og mønstre, der var i parforholdet. De skal bare håndteres i en ny og ofte mere krævende form.

Der er også en tendens til at undervurdere, hvor lang tid det tager at bearbejde et brud.

En skilsmisse kan på mange måder minde om at miste en nær pårørende.

Det er ikke kun mennesket, man mister.

Man mister også håb og drømme, økonomi, bolig, arbejde, muligheder, venner og familie – og for mange også den stabile hverdag med børnene.

Og man skal forholde sig til, at det liv, man havde forestillet sig at give sine børn, ikke længere blev sådan.

Det kan være en meget tung erkendelse.

Man skal lære at se på sig selv og sin familie med nye øjne og acceptere noget af det utilstrækkelige og uperfekte.

Det bedste, man kan gøre ved et brud, er ikke nødvendigvis at komme hurtigt videre

De mennesker, der kommer bedst igennem en skilsmisse, har ofte en vis tålmodighed med processen.

De bliver tilstrækkeligt længe i processen til at forstå, hvordan virkeligheden faktisk er, og til at en ny form for relation kan danne sig.

De forsøger at passe på hinanden og undgå impulsive handlinger, der lægger mere smerte oveni.

Hvis der er børn, arbejder de på at finde ud af, hvordan de fortsat vil være forældre sammen.

Og de formår samtidig at aktivere deres egen selvopholdelsesdrift.

Det sidste er vigtigt.

Nogle par kan blive hængende i et dysfunktionelt pseudo-parforhold længe efter bruddet. De kan ikke rigtig give slip på hinanden og kommer derfor til at såre hinanden igen og igen.

De par, der kommer bedst igennem, kan som regel huske, at der også har været noget godt.

De kan bevare en mellemmenneskelig respekt og måske endda en aktiv omsorg for hinanden, samtidig med at de giver slip på det følelsesmæssige bånd, der hørte til parforholdet.

Det betyder ikke, at man skal blive ved med at søge sin tidligere partner for at få den tryghed eller tilfredsstillelse, man tidligere længtes efter.

Hvis man bliver ved med at søge den fulde følelsesmæssige tilfredsstillelse i sin eksrelation, støder man hurtigt på det, der skabte bruddet.

Derfor er det også vigtigt at få andre mennesker ind i sit liv, søge hjælp, reflektere over det, man har været igennem, og få etableret sunde vaner og aktiviteter omkring sig.

Søvn, kost, motion og et socialt netværk er ikke ligegyldige ting i en livsomvæltning.

Hvad fortæller udviklingen så om vores syn på parforholdet?

Vi er blevet bedre til at sætte ord på følelser.

Vi ved mere om, at et parforhold kræver arbejde og dialog.

Flere søger parterapi.

Der er større frihed til at vælge, hvordan man vil leve.

Men samtidig er vi blevet mere krævende.

Vi forventer meget af den ene person, som skal levere en meget stor del af vores livs indhold.

Og måske er vi også blevet mere tilbøjelige til at opfatte vores egne behov som noget, der skal opfyldes.

Hvis de ikke bliver det, kan det være fristende at zappe videre.

Det er også blevet lettere at blive skilt. Mange har økonomisk mulighed for at bo alene, og skilsmissen er ikke længere omgivet af den samme skam.

Men måske er det netop derfor, at forestillingen om, at forholdet kan ophøre, også kan påvirke følelsen af tryghed i det.

Det er mere trygt at leve i en relation, man regner med også vil være der i morgen.

Samtidig ser jeg noget andet hos nogle af de mennesker, der selv er vokset op som skilsmissebørn. De kan være meget optagede af ikke at udsætte deres egne børn for det samme.

Så udviklingen går ikke bare én vej.

Der er større frihed og større åbenhed. Men nogle gange er der også mindre reel kontakt og færre trygge eller positive oplevelser sammen.

Der er flere muligheder, men også flere valg, flere påvirkninger og flere måder at overskride grænser på.

Der er mere viden, men også mere offentligt tilgængelig fejlinformation, som spredes i stigende grad på portaler med egne interesser i hvad der spredes mest.

Der er større mulighed for at forme sit eget parforhold, men mindre hjælp fra fælles kulturelle rammer til at finde ud af, hvordan det skal se ud.

Og midt i alt dette er der stadig to mennesker, som skal finde ud af, hvordan de vil leve sammen.

Det er måske dér, den største forandring ligger: Ikke nødvendigvis i menneskets grundlæggende måde at være i relation på, men i hvor meget vi i dag selv skal definere, forhandle og skabe omkring det.

Parforholdet er ikke blevet mindre vigtigt.

Tværtimod.

Vi forventer meget af det, fordi det betyder meget for os.

Vi vil både have kærlighed, nærhed, seksualitet, venskab, familie, personlig udvikling og frihed.

Det er store krav til én relation.

Men menneskers grundlæggende behov har ikke ændret sig så meget.

Vi vil gerne føle os tryg og elsket.

Vi vil gerne høre til.

Vi vil gerne være betydningsfulde for et andet menneske.

Og vi vil gerne opleve, at nogen bliver ved med at vælge os.

Gitte Sander

Psykoterapeut, parterapeut og forfatter

Ofte brugt i medierne som ekspert, se en liste over artikler her.

Læs mere om forfatterens baggrund her.