Dark empath

Der kommer en tiltagende interesse for narcissisme og narcisisstiske begreber, uden tvivl fordi flere måske registrerer træk eller mønstre, som de tolker kunne være narcissistiske. Fx blev ordet gaslighting  årets ord i USA. Ordet ‘dark empath’ er også et af tiden buzz-words.

Det er vigtigt at forstå og genkende disse begreber, fordi de opstår ikke ud i det blå, men fordi vi danner ord til at beskrive, hvad vi oplever.

Dark empath er, meget kort fortalt, en person, der mangler følelsesmæssig empati.

Både narcisissime, gaslighting og dark empath ses ofte – hos begge køn – i magtpositioner. Man taler endda om at selve det at få en magtposition, kan fremelske narcissistiske mønstre. Det er ikke den type ledelse, vi ønsker. Fordi det medfører destruktiv udvikling og etisk deroute. Ikke for den konkrete person, men for andre mennesker, og ikke mindst for dem tæt på personen.

Hvad er empati?

Hvis et menneske har empati, har det evnen til at leve sig ind i hvad et andet menneske tænker, føler og hvordan det oplever verden. Fuldstændigt kan vi jo ikke leve os ind i andre. Men jo mere vi hører om en andens verden, jo mere forstår vi og især følelserne kan vække en genklang i os, fordi alle følelser er fælles menneskelige.

Eksempel: Jeg sidder med et par og vi hører manden fortæller om, hvordan han gentagende gange i sin opvækst er blevet uforudsigeligt angrebet af sin far gennem mange år, hvor faderen løb efter ham uden varsel og slog ham. Engang var han reelt lige ved at strangulere ham, hvor moderen fandt ham med røde mærker på halsen. Han græder mens han fortæller det og jeg holder vejret, fordi det er meget, der kommer frem nu og det er dybt berørende.

Når man bliver dybt berørt som terapeut er der en opgave i at holde sig på sporet. Man skal være foran i forhold til hvad er det næste trin i terapien her og nu bør være. På den måde skal man som terapeut kunne navigere i sin egen empati og indlevelse og anvende den konstruktivt.

Men hans kone igennem mange år sidder  og græder på en måde, så hun er lige ved at hulke. Vandet vælter ud af øjenene på hende, hun er fuldstændigt lagt ned i følelserne ved at høre om, hvad hendes mand har måtte gennemgå i sin opvækt.

Både hans kone og jeg er dybt empatisk berørt over hvad vi hører. Vi har ikke oplevet det selv, men vi kan forestille os, hvordan den lille dreng han var har haft det. Der sker en spejling og en følelsesmæssig genklang inden i os, selvom vi ikke er ham og ikke var tilstede dengang.

Hvad er en “dark empath”?

En ‘dark empath’ reagerer ikke med følelsesmæssig genklang på andre menneskers følelser. Og de er på en måde lige den anelse mere distancerede og afkoblede fra det, der foregår i rummet. Hvilket gør at de heller ikke får impulsen eller trangen til egentlig at gøre noget for at hjælpe den person, de sidder overfor.

Hvordan reagerer en ‘dark empath’ på andres følelser?

Det er ikke sådan, at vedkommende ikke registrerer den andens følelser, som fx manden havde. Det ville man gøre. Men måske ville vedkommende intet føle selv derved, der ville sikkert heller ikke være nogen ændring i vejrtrækningen, noget vand ud af øjenene eller andre fysiske reaktioner.

Vedkommende ville måske ‘være med’ rent mentalt på hvad man hørte Men det andet menneskes følelser ville ganske enkelt ikke “nå” ind i vedkommende på samme måde.

Hvordan det så kunne se ud, er jo på tusind forskellige måder. Fordi fænomenet findes i mange forskellige former og det er et spektrum, ligesom alt andet vi forsøger at putte i nogle kasser.

Fælles er, at man som ‘dark empath’ godt kan aflæse andre menneskers følelser, men mest med henblik på at bruge dem til sit eget formål.

En ‘dark empath’ kan være endda rigtig veltrænet i at identificere andres behov. Men det bliver en måde, at udnytte situationen på.

Man agerer i verden ud fra det perspektiv, at ens eget perspektiv til enhver tid er det vigtigste og rigtigste. Og derfor bliver det, at være dygtig til at leve sig ind i andre mennesker til noget, der kan bruges som et led i at manipulere eller til selv at opnå et personligt udbytte.

De registrerer andres følelser, og kan også sætte masser af ord på det, spejle det osv., men de kærer sig dybest set ikke om personen, kun om sig selv.

Hvis han/hun bliver spurgt til sine egne følelser kan typisk man have svært ved at svare, fordi man ikke har en god umiddelbar kontakt til et egentlig kropsligt følelsesliv, eller ikke har noget rigt følelsesliv. Måske svarer man noget mentalt baseret, altså med en masse tanker, eller angiver noget, man tænker vil være normalt for andre at føle i en sådan situation. Eller det, som man tror dem, man taler med, gerne vil høre. I virkeligheden ved man godt selv, at man ikke føler særligt meget, og anser ofte andre/ partneren for at være (for) følsomme, når de viser følelser.

En anden uafstemt reaktion, kan fra en position, der er mere ‘offer’-baseret. se sådan ud, at der beskrives noget, der er langt mere fyldigt og forfærdentligt, end det  var tilfældet hos den, der oprindeligt beskrev noget. Pludselig kommer det til at handle om lytterens følelsesliv, og der bliver lagt en masse mere ind i det. “Jeg føler så meget med dig. Jeg har selv engang oplevet noget, der var endnu værre….” eller “Jeg får det simpelthen så dårligt over den måde, du siger dette på. Jeg har aldrig selv fået lov at…”

Forskel på “kognitiv empati” og “følelsesmæssig empati”

Man taler om  forskellen på ‘kognitiv empati’ og ‘følelsesmæssig empati’. Den kognitive empati relatere sig mere til tankeverdenen, imens den følelsesmæssige er der, hvor du mærker noget i kroppen, der er en kropslig resonans med den andens kropslige følelsesliv. Hvilket har med vores spejlneuroner at gøre og det vi kalder at være ‘attuned med andre mennesker. Læs mere om det hos Daniel Goleman.

Forskellen er noget i retningen af, at man kognitivt kan sige: “Jeg ved, det gør ondt i dig, fordi det har jeg indlært mig, at mennesker der fortæller sådan har ondt, men jeg mærker det ikke inde i mig selv, det vækker ikke som sådan genklang.”

Nu vil du måske indvende, at “Vi er jo nogle gange nødt til at frakoble os andre menneskers følelsesliv, netop for at hjælpe”. Sandt nok. Hvis du for eksempel arbejder på skadestuen kan det jo ikke nytte, at du står og føler al den smerte, som de forulykkede mærker, så vil du  ikke kunne gøre dit arbejde. Eller hvis du varetager en ledelsesfunktion i samfundet er du nødt til at kunne holde hovedet koldt.

Så her er der en balance og et felt at navigere i, som også handler om hvordan vi håndterer os selv og kan anvende os selv bedst muligt, også til at at tjene fælleskabet og andre mennesker.
Hvis du når dertil, at du bliver følelseskold er der noget galt.

Og sagen med “dark empath” er også, at de i deres verden ikke dybest set ser den anden, som et liv, der som sådan har værdi, i form af at en indlevelse i personen skulle føre til handlinger, der fx drage omsorg for vedkommende. De kan handle på måder, som andre vil kalde kold, kynisk, kalkuleret eller strategisk ud fra egne behov, uden at egentlig forholde sig til andres behov.

Det har selvfølgelig også betydning for ens empatiske formåen, om man har oplevet noget, der mindede om det, som den anden fortæller. Fx kan det være svært at direkte mærke hvordan det føles at miste et barn, en forældre eller have været i krig, hvis man aldrig har prøvet det. Imens man vil blive mere empatisk berørt, hvis man har prøvet noget, der minder meget om. Og de fleste vil føle noget i kroppen, der afspejler det, de hører om, som vækker en empatisk reaktion.

Hvordan spotter man en ‘dark empath’?

Man kan stille opklarende spørgsmål så som fx. “Når du hører det, som x fortæller, hvad føler du så?” eller “Hvad tænker du om det, x fortæller?” eller “Hvad bliver du mest berørt af, af det, du hører?”

Der er to substanser her, det ene er følelserne, det andet er tankerne. Der er forskel på følelsesmæssig /emotionel empati og kognitiv/ tankevirksomheds-empati. Sidstnævnte kan i højere grad være tillært. Man kan for eksempel indlære sig, at mennesker, der har været udsat for vold bliver ofte følelsesmæssigt berørte af at tale om det, uden egentlig at være i en egentlig kontakt med den andens eller sine egne følelser undervejs.

Du kan også spørge: “Når du hører om dette, er der så noget, du får lyst til at gøre? Er der nogen impulser, du sidder med?” De fleste vil fx reagere prompte på at opleve et andet menneske i nød, vil få lyst til at hjælpe, tage den anden i hånden eller give et kram.

Man behøver ikke mangle empati, blot fordi man ikke umiddelbart har lyst at kramme. Det kan fx jo skyldes at man selv er vokset op i en familie, hvor man ikke krammede så meget. Men hvilke impulser vedkommende har, siger noget om hvordan personen psykisk bearbejder det, som vedkommende hører.

Hvis vedkommende for eksempel siger: “Jeg bliver simpelthen så irriteret over at hun nu sidder der og flæber igen. Jeg troede at hun lovede, at vi ikke skulle sidde og blive ved at pære rundt i det.” Så er der muligvis noget ‘skævt’ på færde i reaktionen, som kunne pege i den retning, vi her taler om. Du må høre mere, fx om hvad vedkommende havde forventet at der skulle ske, eller hvordan vedkommende har det med at sidde med et stort ubehag. Men hvis du her fortsat får fornemmelsen af, at lytteren er ‘helt frakoblet’ det hørte følelsesmæssigt, så kunne det være en ‘dark empath’.

Når vi føler med nogen, giver vi dem rum og rykker lidt tættere med et “hjælpe?”-spørgsmålstegn. Derfor kan en afstandtagende reaktion på et andet menneskes smerte være et signal om mangel på en følelsesmæssigt empatisk reaktion.

Andre faldgruber

Ingen regler uden undtagelse, og nogle gange gælder der for par noget andet. Jeg nævner det, fordi jeg ser nogle gange  fejlvurderinger på det grundlag.

Hvis vi for eksempel er blevet enormt såret af en person og virkelig har trukket os tilbage følelsesmæssigt fra vedkommende,  kan det ligne, at vi er uempatiske, ligeglade eller ikke tillægger deres følelser nogen betydning. Eller hvis vi har hørt om noget meget længe og føler en kæmpe afmagt overfor hvordan vi kan hjælpe, kan vores reaktion også komme til at virke “numb”.

“Da jeg havde hørt om det trafikuheld og den spiseforstyrrelse igennem et helt år, og det samme bare blev ved med at køre i ring og gentage sig, så orkede jeg faktisk ikke høre om det mere og begyndte at tænke på om jeg var en kold person. Fordi det rørte ikke længere noget i mig. Og jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle gøre eller sige.”

Da mangel på at fremvise empati kan fremkomme i rigtig mange tilfælde, er det vigtigt at kunne skelne. Man kan være træt. Man kan have smerter. Man kan fejle noget andet.

Det kan også være sådan, at man simpelthen er rationel og ikke tillægger det fortalte nogen særlig betydning.

Er det en diagnose?

Begrebet ”dark empath’ knytter sig i de mønstre, man ser, til diagnoser som narcissistisk personlighedsforstyrrelse og sociopati, men ses i en lettere grad og med en større evne til at indgå i relationer.

Andre symptomer/mønstre/diagnoser kan også godt ‘ligne’. For eksempel bliver man meget selvopslugt, hvis man er psykotisk eller ramt af svær angst, stress eller depression. Man kan måske udmærket sanse andre mennesker, måske endda ekstremt sensitivt, men har måske et begrænset overskud, tænker ikke så meget på hvad man selv kunne gøre for andre eller ser sine egne handlemuligheder klart. Men det er ikke det samme som fx at manipulere andre eller at være ligeglad med andre. Det kan være fordi man er overloaded med sine egne ting.

De fleste mennesker ejer empati

Man kan godt spørge sig selv, om der er en faldgrube i sig selv i overhovedet at tale så meget om og fokusere på disse emner, fordi der kan let rejse sig en masse mistillid til andre menesker. Kombineret med en dystopisk stemning, som sænker folks trivsel, og absurd nok gør dem mere følsomme overfor, hvis en dark empath vil misbruge følsomheden.

Det er et paradoks. Vi har  behov for at der er grundlæggende tillid til hinanden i menneskeheden. Hvis vi får ind i hovedet og for meget fokus på, at andre kan bruge vores følsomhed imod os, risikerer vi selv at lukke af, forstene os, sætte mure op omkring os.

Derfor er det så vigtigt samtidigt at sige, at de allerfleste mennesker har altså en god, sund empatisk indlevelsesevne. De vil andre det godt og handler med henblik på at hjælpe, hvis nogen har det svært.

Når noget er “skævt”

Du kan også tit spotte ‘dark empath’ ved at opleve, at noget simpelthen er “skævt”. Eksempelvis:

• Personen siger ofte noget om dig, om dine følelser eller behov, som rammer totalt ved siden af.
• Du har følelsen af at personen slet ikke ser eller hører hvem du er eller hvad du føler eller har behov for.

Måske opdager du det først bagefter. Nogle gange, hvis man er ude for et budskab, som man godt kan kalde et empatisk, men alligevel ikke-empatisk modsvar eller feed back fra en anden, opdager vi det ikke med det samme. Vi tror måske lige da vi står der, at der var en genklang, men når vi går derfra er det med en mærkelig følelse i maven. Af ikke helt at være blevet mødt. Eller af at være blevt mere forvirret, have det ubehageligt, have fået ondt i maven i samværet.

Der kan være tale om doublebinding, på den måde, der enten verbalt er blevet sagt noget meget tvetydeligt, eller to ting på samme tid. Der kan være sagt een ting med ordene og en anden ting med kropssproget. Eller det empatiske, der blev sagt, blev prompte efterfulgt af noget totalt uempatisk, dybt sårende.

Du får måske et spørgsmål, der virker som om at der bliver spurgt ind til dig. Men når du svarer med noget, der for dig er betydningsfuldt og sårbart, så er reaktionen var helt skæv, måske rulles der med øjnene, gøres nar af din sårbarhed eller følelser, eller udvises noget, der nærmest ligner en slags foragt. Måske opdager du kort efter, at det bliver brugt som et magt-greb imod dig.

Så er der ikke den store empatiske indlevelsesevne til stede.

Hvad bruges informationen til?

Forskellen ligger så at sige i, hvad informationen om andres følelser bruges til. Bruges den til at hjælpe den anden, hvis den anden har det svært? Bruges den til at hjælpe til fællesskabets bedste, hvis man er i stand til at hjælpe? Eller bruges den til at spotte hvilke områder den anden er allermest følsom på, for derefter senere at ramme vedkommende, måske endda skrue ekstra op for med hvilken kraft man rammer vedkommende. Udfra en motivation om, at man selv ønsker at få magt, kontrol, bestemme eller opnå status?

Typiske karakteristika en sådan person vil have: 

• Giver andre skyldfølelse. Den anden vil ofte sige og føle, at det var jo også min skyld, jeg kunne jo selv have gjort anderledes.

• Har et stort behov for opmærksomhed.

• Er meget optaget af andre menneskers situation og oplevelser.

• Følelsesmæssig distance eller følelsesmæssig frakobling.

• Gaslighter. Påvirker andre til at sætte spørgsmålstegn ved deres egen fornuft, følelser og beslutninger.

• Lyver, ofte for at opnå anerkendelse, lave alliancer eller manipulere. Taler om andre bag deres ryg. Mobber. Intimiderer. Laver alliancer som manipulation til at opnå en følelse af kontrol og magt.

• Uærlighed, manglende integritet, på den måde at de kan give dig alt det, de spotter du har behov for, fx af kærlighed, anerkendelse, opmærksomhed, men gør det for at fx få dine penge eller bruge dig til noget, de har behov for.

• Charmer sig til at få sin vilje. Extroverte. Gode sociale evner på, dog på et overfladisk plan.

• Bruger sarkastisk og sårende humor.

• Er følelsesmæssigt intelligente; på den måde, at de ved godt, hvad andre mennesker føler.

• Bruger manipulative taktikker til at opnå og vedligeholde kontrol i relationer. Udnytter andre og bruger dem aktivt til egne formål. Dette kan foregå meget subtil og på måder, der umiddelbart ser socialt acceptable ud, men hvor de strækker den lige til grænsen og lidt udover, hvad der fx er tilladt eller alment acceptabelt.

• Et drev hen imod grandiøsitet, det storslåede, det perfekte, det storladne eller det, der viser status.

• Kan putte dig på en piedestal og bombardere dig med kærlighed, for derefter lige netop at være samme person, som med stor kraft river dig ned fra piedestalen og helt ned i sølet uden at blinke.

• Bekymrer sig dybest set ikke for andre mennesker.

• Kan skuespille offer-rollen, måske endda græde på kommando, eller komme med lange indlærte følelses betonede taler om hvorfor noget er svært for dem eller synd for dem, som objektivt set, hvis man graver lidt dybere, var mere synd for en anden, eller hvis det handler om at fralægge sig et ansvar.

• Har et lavt selvværd og søger anerkendelse.

• Har, til forskel for dem, der ligger længere ude på de narcissistiske spektrums skala, en høj grad af selvkritik. De selv-evaluerer mere end hårdere ramte. Yderst følsom overfor at høre kritik udefra.

• Kæmper med angst og depression.

• Brainfogger relationelt. Ligger ‘røgslør’ ud, laver utydelige aftaler, kreerer forvirring, især hvis der er tale om eget ansvar. Indøver de rette ‘taler’, men siger eller gør derefter det modsatte. Får den anden til at bruge overdrevet meget energi i en slags forvirringstilstand over hvad aftalerne var, hvordan tingene dybest set hang sammen eller hvad personen egentlig føler, har intentioner om eller motivation for.

Når disse træk så er nævnt, tænker du måske, hvis du har læst om disse før, at de svarer jo til narcissime eller sociopati. Det, der adskiller sig, er graden af selvevaluering, og også graden af hvor tydeligt, du ser trækkene. En “dark empath” har opbygget en person, der kan være meget tiltrækkende, og ikke har de iøjenfaldende træk, som får advarselslamperne til at blinke kraftigt.

Det vil snarere end umiddelbart tydeligt være noget, du kan tænke retrospektivt og samle en masse må signaler sammen til et hele. Eller noget, som personen “afslører” ved et uheld, som den opmærksomme så studser over.

Konsekvenser

En af årsagerne til, at det i mine øjne er vigtigt at brede viden om disse mønstre og træk, er at de tendere til at lukke munden på andre og få andre til at trække sig og ‘stivne’ i forhold til at handle.

Der tale om at den empati, der udvises ligger så overfladisk, at empatien nærmest bliver et skuespil, som spilles for egen vinding.

Hvis man bliver udsat for noget, som man er dybt påvirket af, men bliver i tvivl om det er ens egen skyld, fordi det er hvad man direkte og indirekte får at vide, eller man er blevet behandlet på en måde, så man begynder at så tvivl om sig selv og sine egne følelser og dømmekraft, kan det være svært at stå op for sig selv. Der har man brug for andres støtte og hjælp.

Man kan blive latterliggjort og manipukeret på en måde, så man ikke tør tale om det, fordi man er blevet usikre på egen dømmekraft. Man kan blive i tvivl om andre vil tro på en.

Det har en stor vigtigtighed at fastholde et miljø, hvor man kan tale og blive mødt følelsesmæssigt empatisk, især hvis man har følt sig udsat for krænkelser fra andre. Andet er forrående. Vi risikerer at fremdyrke et miljø, hvor hvert menneske netop ikke som sådan tillægges en lige værdighed, hvis vi lader andet råde.

Finden ved relationer med dark empath er også, at man sagtens meget sent, måske først efter man er kommet ud af relationen, selv føler sig krænket eller kan se med klarere øjne på, hvad man har stået i.

På den måde kan relationen og loyaliteten med den person, der i virkeligheden mangler egenlig empati, være så stærk, at noget i en er så stresset, forvirret, forførende og afmægtigt, at man bliver ude af stand til at se, hvad der dybest set er på færde.

Og her har man stærkt brug for, at andre kan se klart.

Hvis man som “dark empath” opnår magt vil man gå efter mere magt. Fordi ønsket om kontrol og magt er så stærkt. Det gælder både i nære relationer og på arbejdspladsen eller i samfundet.

En artikel (på engelsk) om emnet

Gitte Sander

Psykoterapeut og parterapeut