Anbefaling af parterapeut eller psykoterapeut

Mange søger i dag hjælp hos en psykoterapeut, psykolog eller psykiater. Hvad er forskellen, og hvordan skal man vælge? Denne artikel giver ikke anbefaling af en konkret parterapeut eller psykoterapeut, men input til hvad man kan overveje i forbindelse med sit valg.

Det er en tillidssag at lægge sin fortrolighed om betydningsfulde personlige anliggender i et andet menneskes hænder. Og du vil selvfølgelig ønske dig en kvalificeret hjælp, som er erfaren og hæderlig.

Her er 11 vigtige punkter til reflektion ved valg af terapeut:

1. Lyt til din mavefornemmelse

“Det er da godt nok lige noget andet her, hva’?”, sagde et par til hinanden. Det var en cadeu til mig efter en vellykket terapi – jeg må have haft en god dag.

De havde gået i parterapi hos en ung nyuddannet psykolog i et større psykologhus. Vedkommende havde sandsynligvis aldrig selv modtaget terapi og var ikke uddannet parterapeut, hvilket var tydeligt at høre på det forløb, de beskrev. Terapeuten havde simpelthen ikke de nødvendige kvalifikationer til at hjælpe parret.

Den historie, de fortalte fra deres tidligere terapi, var ikke så slem, som nogle af de historier, der ind imellem høres. Et par havde været ude for, at parterapeuten kom ind med et glas rødvin i hånden (!) Og et andet par igen gik i “skilsmisserådgivning” hos en, hvis eneste kvalifikation var at hun selv var fraskilt.

Den omtalte unge psykolog kan jo ikke gøre for, at det ikke gik så godt. Jeg er sikker på, at hun gjorde det bedste, hun kunne. Men eksempler som dette viser behovet for at oplyse om, hvilke generelle forskelle og regler der er indenfor ‘branchen’.

For de fleste klienter viser forskellene hos terapeuter sig på det mere subtile plan, der måske opsnappes som ‘dårlig kemi’ eller at ‘der er et eller andet galt her’.

Nogle gange er det, der foregår, så subtilt, at man nærmest skal være terapeut selv for at kunne gennemskue, hvor den er gal henne, eller om den er gal.

Det er ikke engang sikkert, at man er sikker, selvom man er fagperson. En terapeut, jeg talte med, gik i parterapi og sagde; “Jeg har fornemmelsen af, at terapeuten støtter min mand mere end mig. Men jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er min egen usikkerhed, der er på spil“. Så det kan helt sikkert være svært.

Men du bør som klient tage alvorligt og benævne, hvis du føler en ‘dårlig kemi’, eller hvis du føler, at noget er rasende galt. Stol på din mavefornemmelse.

Måske kan du allerede ud fra hjemmesiden eller de sociale medier chekke om kvalifikationerne svarer til det, der tilbydes. Eller om der “oversælges”, eller der er noget andet mistænkeligt. Giv dig tiden til det og tag dig selv alvorligt.

2. Terapeuten har også et ansvar

Når man tager beslutningen om at gå i terapi, er det næsten altid på et tidspunkt, hvor man er ‘rørt, ramt eller rystet’.

Alle psykoterapeuter, psykologer og psykiatere påtager sig også et ansvar, når vi siger ja til at tage et eller flere mennesker i terapi, i supervision eller ind på en uddannelse.

Vi har et ansvar for at varetage behandlingen til klientens bedste eller henvise til andre, hvis man ikke selv kan.

Dette er en anerkendt regel for terapeuter, der er autoriserede sundhedspersoner eller er medlem af brancheforeninger som Dansk Psykoterapeutforening.

Vi kan ikke tage ansvaret for alt, hvad der kommer til at foregå i klientens liv, men vi har et fagligt ansvar for at arbejde til klientens bedste. Det er vores pligt.

Titlen som psykoterapeut er ikke beskyttet, så her må man kigge nøje på terapeutens uddanelsesbaggrund og erfaringsgrundlag, eller tale med andre om hvem de har gode erfaringer med.

Etikregler
Foreningen har et sæt etiske spilleregler og man kan klage til Etikudvalget, hvis man mener, at man er blevet etisk uforsvarligt behandlet.

§ 1.2 hedder fx.: “Psykoterapeuten skal arbejde for at fremme klientens personlige og psykiske udvikling og sundhed. Hensynet til og respekten for klienten går forud for psykoterapeutens personlige interesser.”

§ 2.15 hedder fx. “Ovenstående bestemmelser gælder også i et terapeutisk lærer/elev forhold.”

Vi er altså som psykoterapeut MPF forpligtet til at arbejde for at fremme vores klienters personlige og psykiske udvikling, både i individuel terapi, parterapi, familieterapi, i supervision og når vi indgår et lærer-elevforhold.

Etisk reflektion
Som psykoterapeuter MPF diskuterer vi og sætter faglige standarder for emner som: Hvor går grænserne for tavshedspligten? Bør indholdet af terapierne kunne kræves udleveret til offentlige myndigheder? Kan man være både klient og elev samtidig? Er det hensigtsmæssigt at have folk i individuel terapi og parterapi samtidigt? På præcis hvilket tidspunkt skal vi reagere, hvis vi føler en klient er til fare for sig selv eller sin familie? Hvordan behandler vi videooptagelser af klienter?

Hvis du går i terapi hos en psykolog eller psykiater eller en offentligt ansat psykoterapeut kan du iøvrigt klage til fx. Psykolognævnet eller Patientklagenævnet, hvis du har noget at klage over.

Og selvom du har fået en anbefaling af en parterapeut eller psykoterapeut, er det jo ikke ensbetydende med at du selv er tilfreds. Så hvis du er utilfreds og ikke kan komme videre i dialogen med terapeuten er det godt at vide, at der er en klage-mulighed.

3. Check terapeutens grunduddannelse

Der er desværre mennesker, der kalder sig psykoterapeut på et spinkelt grundlag.

Der er mennesker, der markedsfører sig med at være specialister i fx. parterapi uden at have nogen særlig uddannelse i det. Der er mennesker, der fx. reklamerer med en terapeutisk metode efter at have taget et weekendkursus, eller afholder workshops, selvom de ikke er uddannet til det. En parterapeut eller psykoterapeut, der oversælger sin kunnen får ikke en anbefaling herfra.

Det virkelig kedeligt, at skulle nævne det.

Hvis du ikke har været særligt meget i terapi før eller har gået hos en uerfaren behandler, kender du måske ikke forskellen på at have psykologiske samtaler og at gå i psykoterapi. Eller du kan måske ikke vurdere om denne behandling er den reelt bedste i din situation.

Det kan være vigtigt, at vide hvad man indlader sig med, så man under alle omstændigheder kan træffe et informeret valg.

Du kan læse om min egen baggrund her.

En Psykoterapeut MPF 

Er en, der er specialuddannet i at lave psykoterapi.

Grunduddannelsen for en psykoterapeut kan være en bachelor, social- eller sundhedsfaglig uddannelse som typisk fx. ergoterapeut, socialrådgiver, sygeplejerske eller pædagog. Eller det kan være en kandidat uddannelse som fx. typisk præst, cand.mag., psykolog eller læge.

Efter denne relevante grunduddannelse indenfor det danske social- og sundhedsvæsen, har vedkommende taget en videregående 4 årig uddannelse i psykoterapi.

Denne indeholder en angiven mængde teoretisk undervisning i specifikt psykoterapi, samt et langvarigt forløb, hvor personen selv har gået i terapi. Sluttelig har personen lavet en række terapier under direkte supervision, dvs. hvor at behandleren har en mere erfaren psykoterapeut til at kigge med og vejlede sig under terapierne.

Det er rigtig vigtigt, når det gælder din personlige og psykiske udvikling, at vælge en, der er særligt uddannet i psykoterapi og har den tilstrækkelige erfaring.

En Reg.Psykoterapeut er en psykoterapeut, der har ladet sig registrere under RAB-godkendelsen. Med andre ord en registreret alternativ behandler.

En Psykiater 

Er en læge som har læst en kandidatuddannelse i medicin og efterfølgende har taget speciale i psykiske sygdomme.

Hvis du har mistanke om, at der er tale om noget sygdomsmæssigt på spil, eller du tager medicin mod psykiske symptomer, kan det være rigtig klogt at blive henvist til  en psykiater. En psykiater kan vurdere, vejlede omkring og udskrive medicin. Du får denne henvisning hos din egen, praktiserende læge. Alle psykiatere er uddannet i psykoterapi.

De praktiserende læger er rigtig dygtige, og nogle har også stor samtale- eller psykoterapeutisk erfaring, men psykiatere har en specialuddannelse, der kan gøre en stor forskel, når det kommer til hvilken medicin, der er det bedste på markedet og hvilke alternativer der er, hvis medicinen fx. ikke virker efter hensigten eller har bivirkninger.

Mange psykiatere har derudover mulighed for at give psykoterapi gratis – de fleste indenfor kognitiv terapi. Men der kan være meget lang ventetid – ofte et år – hos de gode psykiatere.

Det, du kan gøre, hvis det virkelig brænder sammen derhjemme og du mener, at der er akut behov – er at henvende dig på psykiatrisk skadestue, som altid er åben, og hvor man får en samtale og en umiddelbar vurdering af en læge.

En Psykolog 

Er en, der har læst en kandidatuddannelse i psykologi på et universitet. 

Hvis du ikke har råd til at betale for samtaler med en psykolog selv, kan det være en god ide at benytte sig af sygesikringsordningen, som giver mulighed for at få 12 samtaler hos en autoriseret psykolog med sygesikringsoverenskomst, som har et ydernummer.

Det kan fx. være, at du har været ude for et dødsfald, seksuelt misbrug, eller at du er pårørende til en psykisk syg. Som ung har man også særlige muligheder. Regler ændres hele tiden, så google efter en liste over hvad der udløser sygesikringstilskud.

Hvis du kigger dig lidt omkring kan du finde dygtige autoriserede psykologer med sygesikringsoverenskomt. Men det kan anbefales at finde en med speciale i psykoterapi, hvis du ønsker et egentlig psykoterapeutisk forløb.

Det er særligt vigtigt, hvem du vælger, hvis der er sygdom eller fare for sygdom involveret. Hvis det er tilfældet er det vigtigt at få fat i en med særlig psykiatrisk erfaring, dvs. erfaring med psykisk sygdom.

En tilstand kan forværres af en forkert behandling. Stress kan fx slå over i en depression, og et større psykisk pres kan for visse tilstande udløse en psykose.

4. De psykoterapeutiske uddannelsers referenceramme

Der findes mange forskellige skoler og videnskabsteoretiske retninger indenfor psykoterapi. Både i grunduddannelse og specialistuddannelser. For eksempel er Imago en bestemt retning indenfor parterapi og gestaltterapi er en anden. Psykoanalytisk psykoterapi er en retning og kognitiv terapi er en anden.

Det er ikke altid sådan, at retningen er afgørende for om terapien virker. Men den kan betyde meget for hvordan din terapeut så at sige agerer i terapirummet.

Gestaltterapi kan fx være ret konfronterende, imens Imago terapeuter mener, at det vigtigste for at skabe personlig udvikling er et anerkendende og trygt rum, hvor man ‘går med modstanden’.

Nogle klienter har svært ved at arbejde på en meget struktureret måde, omkring tænkningen for eksempel, imens andre elsker det.

Nogle klienter vil gerne inddrage konkret forandring i fremtiden og coaches til adfærdsændringer, imens andre synes, at de savner en dybere forståelse af, hvad der skete i deres opvækst eller har brug for at komme i kontakt med kroppen.

Det er således svært at komme med en konkret anbefaling af parterapeut elle psykoterapeut, alene på baggrund af hvilken metode der bruges. Fordi det er forskelligt hvordan forskellige klienter kan lide at arbejde med sig selv. Og der findes i dag rigtig mange retninger.

Terapeutens erfaring i at arbejde med metoden

Det er ikke altid nyuddannede terapeuter helt fanger i starten, hvilke muligheder der er for at bruge en metode i praksis.

Hvis terapeuten ikke har ret meget erfaring i at arbejde med metoden eller ikke har ret mange klienteksempler om året, kan han/hun blive usikker og uerfaren i at bruge en bestemt metode.

Og omvendt kan en meget metodisk erfaren terapeut, måske have tendens til at glemme eller overse de individuelle intuitive signaler, hvert menneske i terapien sender. Eller være så optaget af metoden at væsentlige aspekter ignoreres, som ikke omfattes af metoden.

Derfor må du se på helheden omkring den terapeut, du tænker på.

Du kan ikke nødvendigvis altid konkludere: Den metode har jeg prøvet, tak for kaffe, den retning går jeg ikke igen. For det kan være en helt anden sag med samme metode med en anden terapeut.

Men det giver jo sig selv, at du skal føle dig tiltrukket af at prøve at kigge nærmere på lige netop noget af det, denne terapeut kan.

Så hvis du vender den om og søger anbefaling af en parterapeut eller psykoterapeut, hos nogle du har tillid til, får du nok også anbefalet en terapeut, som har god erfaring i at arbejde med de metoder, vedkommende anvender.

Evidens

De nyere strømninger siger, at evidens, dvs. videnskabsbaseret terapi, er roden til alt godt. Her vil man sige, at du bør vælge terapeut ud fra om terapeuten har en evidensbaseret videnskabelig uddannelse.

Men der er så at sige ikke evidensbaseret videnskabeligt belæg for at de såkaldt evidensbasererede metoder virker bedre end andre metoder for alle, skåret over en bred kam.

Man kan fokusere på evidens og videnskab i somatikken, hvor det handler om fysisk sygdomme. Men det er ikke helt det samme, når det angår psyken. Det er mange videnskabsfolk også klar over herhjemme, – hvilket nok er grunden til, vi mindre akademisk funderede får så mange af dem i terapi.

Psykoterapi er rigtig tit i høj grad baseret på erfaringsbaseret viden og praksis med: “Hvad virker i praksis?”

De fleste psykoterapeuter og psykologer er uddannet i mange metoder og arbejder som regel eklektisk. Dvs. vi bruger den metode, der passer til denne klient, og hiver det bedste ned fra hylderne, som vi ved eller tror virker i en given situation.

Vi sidder med nogle særlige klientgrupper i privat praksis og oplever dagligt metoder, der virker.

Evidens er ikke i sig selv en sikkerhed for et godt terapeutisk forløb. For eksempel kan et stort fokus på evidens i terapi gøre at etikken skrider på nogle andre felter. Også i en grad, så behandlingen bliver ubrugelig for klienten i dennes nuværende oplevede virkelighed. Eller den mellemmenneskelige kontakt kan ryge af fløjten, hvis man bliver for optaget af metoden.

Kritik og selvkritik

Derimod er der evidens for at det er afgørende for behandlingen om terapeuten er i stand til også at se med kritik på sine metodevalg og forholde sig selvkritisk og fleksibelt i forhold til at forandre sine interventioner.

Med andre ord kan du være opmærksom på om terapeuten virker utroligt skråsikker og uinteresseret i din oplevelsesverden. Fordi det er en terapeutisk faldgrube for eksempl at tro at man selv eller den metode man anvender er det eneste saligørende i verden.

Så hvis du får fornemmelsen af, at du skal tilpasse dig terapeutens teorier om dig eller at terapeuten har for mange forudantagede holdninger på dig og dit liv, bør alarmklokkerne ringe.

Min anbefaling af parterapeut eller psykoterapeut vil til hver en tid gå i retningen af en person, der tænker selv og tænker kritisk.

5. Specialet

Det er om muligt altid godt at vælge en terapeut, der er uddannet i lige specielt at arbejde med det, der er dit problem.

De terapeutiske grunduddannelser spænder vidt og der er mange specialemuligheder efterfølgende.

Når en terapeut har taget en efteruddannelse indenfor et specielt felt vidner det om en særlig interesse for feltet og at vedkommende må forventes at have læst en masse literatur og følge med på det område, vedkommende har valgt som speciale.

Ingen kan gabe over at være specialister i alt, så hvis en hævder at være ekspert i alle mulige retninger, bør alarmklokkerne ringe.

Erfaringen inden for et bestemt område betyder meget for det vi kunne kalde terapeutens måde klinisk at ressonere på. På dansk kan vi kalde det, om terapeuten overhovedet kommer i tanke om at spørge om det mest relevante.

Men jeg vil stadig påstå at det giver en bedre ‘spot on’ føling for at sætte fingeren det rette sted, jo mere ‘hands-on’ erfaring man har og jo flere klienter man har haft igennem.

Igen betyder det meget, hvad problemet er. Hvis problemet er parforholdet bør du jo helt klart vælge en terapeut med speciale i parterapi. Ikke kun i grunduddannelsen, men også efterfølgende.

Hvis du har været udsat for et alvorligt traume bør du vælge en med speciale i traumer. Og så videre.

Ofte er det også personbåret, hvad folk er specialister i, og derfor kan det være en rigtig god ide at spørge fagpersoner: Hvem har særligt meget forstand på dette speciale? Hvem er god til at arbejde med lige netop dette her?

6. Erfaringsgrundlaget

Din terapeuts erfaringsgrundlag betyder rigtig meget. Selvfølgelig kombineret med om terapeuten har gode personlige terapeutiske egenskaber som fx empatisk indlevelsesevne.

Fra tid til anden sker det at unge uerfarne som ‘føl’ i en praksis lige netop bliver sat til at tage samtalerne fra sygesikringen, dvs. henviste fra lægen. Ikke fordi der er noget galt med det.

Det kan jo være, at du lige netop gerne vil have en ung psykolog, som f.eks. kan tilbyde friske øjne og et stort engagement og fokus, måske en mere coachende tilgang. Hvor vi ‘gamle rotter’, der superviserer de mere uerfarne måske nogle gange er lige rigeligt hurtige til at putte fænomener ind i kendte kasser.

Men selvfølgelig giver erfaringen mere ballast og en større chance for at terapeuten rammer plet i sin tilgang. Og kan pege på den bedst mulige hjælp.

Der er stor forskel og spændvidde hos terapeuter i hvilke typer af klienter man ser. En ser måske 100 par om året og lige så mange individuelle og har gjort det i mange år, men ser meget sjældent en traumatiseret flygtning eller en bistandsklient, og har gjort den erfaring, at hun er ikke god til at arbejde med mennesker i aktivt misbrug. Hos de individuelle, hun har, er der en overvægt af skilsmisseramte og forskellige former for angst.

Dette billede er helt individuelt fra terapeut til terapeut. For en anden er det lige omvendt. En anden terapeut har måske haft to-tre par i terapi og har specialiseret sig i smerte og traumer. En tredje har arbejdet mange år med at hjælpe misbrugere osv.

Jo mere erfaring en terapeut har med det, du gerne vil arbejde med, jo bedre hjælp kan du generelt forvente at få.

Man får puttet ny teori på og bygger ovenpå hele tiden. I starten er man selvsagt mere famlende og afprøvende. En lang praksis erfaring gør, at terapeuten kan arbejde mere intuitivt og trække på større viden og erfaring.

Hvis du har mistanke om, at du fejler noget, eller er på vej ud i noget sygdomsmæssigt, bør du konsultere en, der har psykiatrisk erfaring eller have kontakt med en psykiater ved siden af terapien.

9. Længde på sessioner, fleksibilitet og arbejdsmåde

Der er forskelle på hvordan terapeuter arbejder.

Hvis du arbejder indenfor de offentlige systemer er der fastsat regler og rammer. Det kan fx. være at du har 12 x 50 minutter at arbejde indenfor og har 25-30 klienter om ugen. Nogle laver ikke akutte tider, andre arbejder meget fra dag til dag.

Jeg synes personligt at lange sessioner, dvs. 1 – 1 1/2 tm til individuelle og 1 3/4 tm til par er at foretrække.

Med hensyn til individuelle er det meget en smagssag, hvordan man arbejder bedst og hvor dybt man gerne vil gå i een session. Med hensyn til par og familier, synes jeg personligt at det går ud over kvaliteten, hvis man laver en times sessioner. Og megt korte individuelle samtaler kræver stor fokus og koncntration af klienten på at få det væsentligste sagt fra starten af sessionen.

Nogle arbejder ud fra et princip, der hedder ‘constant availability’, dvs. tilstræber at være tilgængelig for sine klienter indenfor 24 timers svartid, medmindre man holder ferie. Fordi det fordyber processen, i og med at der indtræffer et ekstra lag af tryghed, fremfor hvis terapeuten er en uge om at svare eller ikke svarer.

Det er ikke alle, der har det privelegie at kunne geare deres liv til at arbejde på den måde, hvis man fx. har småbørn eller andet arbejde ved siden af. Men det kan gøre en forskel for nogle om terapeuten er tilgængelig indefor et rimeligt tidsrum.

10. Flere terapier eller terapeuter på en gang?

Nogle terapeuter tager folk både individuelt og i parterapi samtidigt. Og nogle gange eventuelt i supervision og på uddannelse.

Man kan meget fint gå i individuel terapi og parterapi samtidigt. Eller man kan gå i et misbrugscenter og hos en terapeut. Eller man kan gå i par- og familieterapi på skift. Og så fremdeles. Hvis man kan rumme det og det ‘virker rigtigt’ i den proces, man er i, er der ikke noget i vejen med at gå forskellige steder.

Men det kan gå meget ud af kvaliteten og være et etisk skråplan, hvis en terapeut mikser for meget op. – For nogle slags klienter mere end for andre, så på dette felt skal terapeuten virkelig have styr på tingene.

Der kan opstå rod og rolleforvirring, jalousi osv., som går ud over klienterne. Fordi når man mikser op og hvis det viser sig, at noget i det bliver vanskeligt for klienten, så er det klienten, der sidder og døjer med smerten. Og dybest set måske skal hen og betale terapeuten for endnu mere terapi for at få udredt, hvad dette handler om.

Nogle vil sige: Det lærer man også af. Ja. Men jeg synes så måske nogle gange, at det var helt unødvendig lærdom eller dyre lærepenge og mest til gavn for terapeutens økonomiske gevinst.

Noget lignende gør sig gældende for klienter, der ‘zapper’ imellem terapeuter og aldrig rigtig har tålmodighed til at danne en relation med en terapeut. At det kan gå ud over udbyttet og være til skade for ens pengepung.

11. Check prisen

Ofte hænger pris og kvalitet sammen.

Selvfølgelig findes der både ubetalelige overpriser, som ikke svarer til indsatsen. Og underpriser, som terapeuten kan give fordi hun har en rig partner i baghånden eller det er en bibeskæftigelse.

Men man kan kort fortalt ikke leve af et ultrabilligt honorar, særligt ikke hvis man har betalt sin uddannelse selv. Mange psykoterapeuter har betalt omkring 2-300.000 kr. på uddannelser.

Mange mennesker er ikke vant til at bruge den slags penge på sig selv, som det koster at gå i terapi, eller har lært at det er forkert at gøre det.

Men hvis du tænker over det kan der være høje omkostninger ved at undlade at gøre det rette. Det kan være rigtig meget værd at få den rette hjælp, der kan være både sparet og tjent meget.

En kvalificeret pris hos en dygtig psykoterapeut eller parterapeut ligger i 2020 omkring 750-1000 kr i timen.

Af Gitte Sander

Psykoterapeut MPF & Parterapeut

April 2012

Kontakt Gitte på tlf. 51321049 eller mail@gittesander.dk