Tlf. 5132 1049mail@gittesander.dk

 

Terapihunden Baily

Terapihunden Baily

I klinikken huserer hunden Baily, også kaldet Bølle. Baily er en syv år gammel hanhund af racen Bichon Havanais. Og han er altså ægte og har stamtavle, han er bare født med en ustyrlig vilter pels.

 

 

 

 

 

Da vi fik Baily, var vi slet ikke klar over, at han var en terapihund og lukkede ham fejlagtigt inde ovenpå, men det medførte blot, at han stod og råbte, at han var en terapihund og skulle være med, hvilket var meget generende. Derfor prøvede vi an med, om det kunne være sandt – og minsandten om ikke han havde ret! Nu har han en fast plads og deltager både i psykoterapi, parterapi og diverse grupper. Han får dog ikke lov at være med, hvis der kommer baby’er med ind til terapi, fordi han er fuldstændigt pjattet med babyer og ikke kan styre sig, men hele tiden vil slikke dem i hovedet.

Baily har et helt fantastisk humør og elsker at møde nye mennesker og dyr, hvilket kan virke en smule overvældende, da han kan blive helt overeksalteret og farer rundt og leder efter noget legetøj, han eventuelt kan vise frem,- men han falder lynhurtigt ned igen. Han elsker, hvis nogen orker snakke med ham, klø ham bag ved øret eller på anden måde giver ham opmærksomhed.

Noget han især holder af, er hvis en gruppe ligger sig ned på gulvet for at meditere, som er en af hans yndlingsbeskæftigelser, så kan han gå rundt og chekke det hele og hilse ordentligt på folk. Han laver også selv yoga-stræk og har nogle daglige grundøvelser, han udfører.

Hvad du næppe vidste om Baily

Baily er lidt af en cirkushund, som kan rigtig mange numre. Han kan fx sitte, dække, vente, danse, hoppe og spille død på kommando, og han går over i sin kurv, hvis blot man knipser med fingrene i den retning. Han forstår det meste af, hvad man siger til ham, og er meget intelligent. Han er også fuld af medfølelse i sin lille krop – og ligger sig gerne hos dem, der er kede af det og trøster og vasker tårerne bort, hvis han får lov til det. Hvilket han dog ikke gør i terapilokalet, hvor han ved, at skal blive liggende i sin kurv.

Hvad du måske ikke vidste om hunde

Mange hunde reagerer på menneskers følelser og udviser på den  måde en form for empati. Hunde kan altså genkende sorg og reagere med fx. lyde og nærvær til dem, der er kede af det.

Det sænker blodtrykket at tale med en hund. Hunde har påviselig positiv effekt på hjertelidelser, kræftsygdom, PTSD, depression, angstlidelser, ensomhed, immunforsvaret osv.

Stresshormonet cortisol formindskes i kroppen, og feel-good hormonet oxytocin frigives, når man rører ved en hund.

Der er lavet undersøgelser om, at unge mennesker, der har hund, har bedre relationer og føler sig mere forbundet med samfundet. Flere amerikanske universiteter stiller hunde til rådighed for de studerende imod eksamensangst.

Læs evt. mere viden og forskningsresultater i Milena Penkowas bog Hund på recept, Dansk Psykologisk Forlag 2012.