Tlf. 5132 1049mail@gittesander.dk

Empati
(læseprøve fra bogen Grib kærligheden af Gitte Sander)

Mennesker er født med evnen til empati. Empati er evnen til at fornemme og leve sig ind i andres følelser. Evnen til at leve sig ind i hvordan en anden har det og være medlevende i, hvordan det må være, at være i den andens sko. Ikke at man behøver at have det på samme måde, eller kunne lide den andens følelser. Men simpelthen evnen til at resonere med den anden, at se og høre, hvordan det må være ovre i den andens land. Forstå kognitivt, hvordan dette hænger sammen i den andens meningsdannende system. Og give udtryk for sin medfølelse.

Når vi taler om empati, er det på den ene side noget meget enkelt, som alle ved, hvad er. Og på den anden side noget omfattende og vanskeligt, fordi empatien ligger lige på grænsen af jeget og den anden. På en måde i ’rummet imellem’ mennesker. Og derfor kan empati være noget, man tager fejl i. Du kan føle, at du forstår, hvordan en anden føler, men hvis ikke du tjekker det af med den anden, tager du måske fejl. Fordi den følelse, du sidder med, er dybest set din egen. Det er ikke altid, det er den andens helt præcise følelse, vi har opsnappet. Tag for eksempel et par, hvor konen synes, at en, der kurtiserer hendes mand, ser rigtig godt ud og har stor succes med flere virksomheder. Hun siger: ”Jeg forestiller mig, at du må føle dig meget tiltrukket af hende, hun er jo succesfuld og ser rigtig godt ud, det tror jeg alle synes” og manden svarer: ”Nej, det er ikke helt sådan, jeg føler. Jeg synes ikke, at hun er noget særligt. Jeg synes, hun er meget sød og føler mig godt tilpas i hendes selskab. Men jeg føler mig slet ikke tiltrukket af hende som partner eller seksuelt.”

Konens empatiske indlevelse er farvet af hendes eget syn på den kvinde, der tales om. Samt af, i dette tilfælde, at hun ikke selv helt forstår, at hendes mand faktisk kun føler sig tiltrukket af hende. Det rækker hendes selvtillid ikke til.

Som spædbørn bliver vi født med funktioner, der danner grundlag for empatisk indlevelse. Mange forskere og forfattere har beskrevet dette, fx. Daniel Goleman og Daniel Stern. Nogle dyrearter viser en evne til empati, som berører og betager os, når vi betragter det. For eksempel kan vi se, hvordan orangutanger er meget ’delende’ væsener, som sørger for andre, og deler et stykke brød de får i to dele, og giver ’vennen’ halvdelen. Vi kan også se, hvordan delfiner i flokke har reddet menneskeliv, tilsyneladende i en empati for en faretruende situation, mennesker var i. Folk valfarter over kontinenter for at svømme med disse dyr og opleve arten. Det berører os, når vi ser dyr have en slags indlevende medfølelse – fordi det er meget menneskeligt. Det er også noget, vi gerne tillægger vores egne kæledyr, givetvis fordi det er noget, vi trænger til. ”Menneskets bedste ven forstår godt, hvordan mor har det”.

Vores hjerner er som tidligere nævnt udstyret med spejlneuroner, som betyder, at hvis jeg ser én gøre en bevægelse eller have et bestemt ansigtsudtryk, så vil den andens ’aktivitet’ afspejle sig i mine egne neuroner. Det er det, Goleman kalder ’følelsesmæssig smitte’. Som foregår på et ubevidst plan. Vi er på den måde født ekstremt tilpasningsdygtige. Hvilket selvsagt er nødvendigt for mennesker, siden vi er en af de arter, der er mest afhængige af vores forældre lige fra fødslen. Et menneskebarn kan ikke klare sig selv, og der går lang tid, før det er i stand til det. Hvorimod andre dyrearter i løbet af kortere tid, eller lige fra starten, er i stand til at klare sig selv. På den måde kan man tale om, at vi præ-genetisk er indrettede til at være sociale og tilpasse os socialt. Blandt andet ved hjælp af vores evne til empatisk indlevelse. En resonans, der danner klangbund i os selv for, hvordan et andet menneske har det følelsesmæssigt. Når vi mærker denne klangbund i os selv, er vi i stand til at gætte på, hvilke behov personen måske har.

Ikke blot er vi selv i stand til empatisk indlevelse, vi længes også efter at opleve den fra andre. Det er vigtigt for os at føle os forståede af omverdenen. Det er vigtigt for os, at det, vi siger, giver mening for dem vi taler til. At de forstår, hvad vi taler om, at vi ikke føler os misforståede eller mistolkede. At de kan leve sig ind i, hvordan vi har det rent følelsesmæssigt, i forhold til det, vi taler om.

Når vi oplever det, der hedder emotionel arousal, på dansk ’er følelsesmæssigt vågne’, er der tendens til at vi lærer bedre. Vi husker bedre, når vores følelser er involverede, og når vi er følelsesmæssigt engagerede, er der større chancer for at hjernens struktur forandrer sig.[i] Og når vi nævner vores følelser ved navn, bliver de lettere at håndtere, vi skaber en bro imellem det følelsesmæssige og det sproglige, som skaber en form for ligevægt og balance.

Det er med til at skabe tilknytning at tale om følelser. Par, der er kommet på stor afstand af hinanden og føler de udvikler sig i hver sin retning, er ofte kommet til et sted, hvor de ikke længere deler de følelser, der dybest set rører sig længere. De oplever typisk afstanden som en tomhed, et savn og en sorg over, at nærheden imellem dem er forsvundet, de bliver måske ligefrem fremmedgjorte overfor, hvem den anden efterhånden er, eller får fejlagtige fantasier om hvad der foregår i dybet af den anden. Forestiller sig for eksempel at den anden er blevet ligeglad, eller at de er blevet betydningsløse for den anden.

En del af vores medfødte empatiske arv omfatter også, at hvis vi ser nogen, der er i nød, vil vores automatiske impuls fra sanseapparatet og til motorikken være at komme den nødstedte til undsætning. Når vi kan mærke i os selv, hvad den anden føler, bliver vi drevet til at gøre noget for vedkommende, der hjælper på smerten. Jo tættere på vi er, og jo mere nær vi føler relationen, jo mere vil have tendens til at handle. Der er naturligvis forskel på, hvor deltagende vi er. Undersøgelser viser, at nogle børn er mere empatisk gearede, mere modtagelige end andre, og at dette følger med op i voksenlivet.[ii]

Samtidigt snyder vores hjerner os sommetider, inden indtrykket når bevidstheden. Hvis det indtryk, vi har fået, for eksempel har rundet nogle overlevelsesstrategier eller forsvarsmekanismer, eller vi er trætte og uoplagte. Så kan vi komme til at tro, at vi ved, hvordan andre føler, men hvor det i virkeligheden er os selv og vores egen historie, der farver vores fortolkning af, hvad vi tror den anden føler.

En del af empati er at give udtryk for, hvad det er, du tror den anden føler og tjekke af, om det nu også er sådan. I respekt for at du ikke helt kan vide det. Al den stund at vi er adskilte væsener. Dette er en vigtig del. Fordi vi har den tendens til at sige til vores nærmeste; ’Ja, jeg ved godt, hvordan du har det!’. Og faktum er, at det er ikke altid helt sandt. Vi har ikke altid fået helt rigtigt fat i det. Og ofte er det i de tilfælde, hvor vi er mest skråsikre på at kunne leve os ind i en anden, at vi kan opdage at tage fejl. Og når vi tager fejl, er vi ikke helt nede på bunden af gryden med grydeskeen.

Det er meget vigtigt, at vi får præcis fat i de følelser, partneren beskriver. Det er et afgørende punkt. Fordi der sker noget, når du får præcis fat i din partners følelse i en sag. Det er helende i sig selv at blive mødt præcist på sin følelse. Det bliver lettere at slippe en blokeret ubehagelig følelse. Og der opstår en samhørighed og samstemmighed, vi kommer til at bære følelsen sammen, og bære det at være menneske sammen. Vi mærker vores egen forbundethed og det fælles i at være menneske. Hvilket er opløftende i sig selv.

For at kunne give en god empatisk respons, må vi tillade os at blive berørt af det, den anden siger. Lade os bevæge. Når vi gør det og giver udtryk for, at det er sket, deler vi også noget fra vores egen verden. Vores limbiske systemer går i limbisk resonans med hinanden.

Se også Øvelse 4 om at sætte sig i den andens sted.

Betydningen af empati i opvæksten

Det kan være en meget smertefuld følelse, hvis mennesker, du elsker ikke forstår dig. Det er smertefuldt for barnet, som ikke føler sig ’hørt’ eller ’set’ af sine forældre. Eller for det barn, der ikke føler, at der er nogen interesse i familien, eller hos mor/far for visse dele af dets Selv.

Mange gange i opvæksten vil vi kunne føle smerte i forbindelse med, hvis vores mor eller far ikke forstår at møde vores behov empatisk samstemt. På forskellige udviklingstrin har vi forskellige impulser og behov for at blive mødt.

Det kan du for eksempel iagttage, hvis du tænker på børn, der medfødt har andre evner end sine forældre. Et meget bogligt barn kan føle sig fremmedgjort i forhold til sine lavt uddannede forældre. Et ret velkendt fænomen i dag, hvor mange tager højere uddannelse end forældrene havde. Et stille barn kan have en brovtende, rå forælder. Et udforskende barn kan have en omklamrende forælder. Eller et kontaktsøgende barn kan have en fjern, travl forælder.

Vores forældre er forskellige fra os selv, og har andre forudsætninger end vi. Nogle dele af os vil vække genklang i dem, andre vil ikke. Din mor spiller i overført betydning måske blokfløjte, imens du selv spiller kontrabas. Du kender godt til denne forskellighed, hvis du selv er forældre. Du vil nogle gange komme til kort i forhold til virkelig at kunne leve dig nemt ind i dit barn. I din børneflok kan du opleve at have større forståelse for visse træk hos et barn, end træk hos et andet barn.

Det kan være svært som forældre at møde sit barns behov til fulde – for ikke at sige umuligt. Livsomstændigheder spiller også ind på, hvad der er muligt for forældre at tilbyde sit barn, hvor gerne man end ville. Tidsmæssigt og økonomisk, men også personligt. Det kan være fra svært til umuligt at give den tid, de penge, den frihed, den kontakt i det omfang, man måske endda ser, at barnet har behov for.

Den følelsesmæssige resonans er dog den vigtigste. Om forælderen er i stand til at resonere samstemt med barnet. Især det spæde og mindre barn har brug for samstemmighed i, hvordan det bliver mødt. Holder mor/far for stramt eller for slapt på én som lille? Får man for meget frihed og lever for ubeskyttet overfor ens kompetence til at klare sig i verden? Eller er mor/far for ængstelig og tør ikke lade én udforske verden?

Flere af de nyere forskere[iii] har peget på betydningen af denne samstemmigheds betydning. Vi ved i dag, at samstemmighed betyder mere end forudsætningerne og forholdene i øvrigt. Forstået på den måde, at det er af afgørende betydning for et barns udvikling af sine evner, om det møder omsorgspersoner, der er i stand til at tune sig ind på barnets oplevelsesverden og behov. Hvilket på den ene side er en naturlig medfødt del af det at være menneske og forælder, at det kan vi. Hele vores krop er bygget til det. Vores hjerner er skabt til det. Men der kan hurtigt være problemer hos den enkelte forælder eller i omgivelserne i øvrigt, der gør det vanskeligt. Og hvis den indfølte samstemmighed ikke er til stede, vil barnets udvikling forme sig derefter.

Det er på samme måde, at det er muligt senere som voksen at blive mødt i en ny form for møde med en anden og få helet sine sår, blive bragt et skridt fremad på et sted, hvor man var gået i stå. For eksempel i et voksent parforhold eller i en terapeutisk relation, vil det være afgørende om partneren eller terapeuten er i stand til at møde en på en samstemt og empatisk måde på de felter, hvor vi ikke forventer at kunne blive mødt, fordi vi ikke blev mødt der som børn.

Empati i voksenlivet

Den samme smerte, som når man er barn, kan opstå, når man som voksen ikke føler sig hørt/ set, ikke ’føler sig følt’ af en anden. Særligt ens udvalgte partner har betydning her. Om man ’føler sig følt’ af sin partner har overordentlig stor betydning i et parforhold. Det rører ved vores følelse af at have værdi, at være nogen, at være til, hvis vores partner eller andre nære relationer ikke forstår det, vi siger, og ikke kan leve sig ind i, hvad det er for en situation vi står i. Vi kan føle os misforståede og ikke sete, ikke hørte.

Alle undersøgelser viser, at det er faktisk sådan til enhver tid, at når to mennesker er sammen, vil der opstå et tidspunkt, hvor den ene, den anden eller begge på samme tid, føler sig misforstået. Det afgørende er, hvordan den du reagerer på, at blive misforstået eller ikke at forstå. Det er det Brent Atkinson[iv] kalder følelsesmæssig intelligens i parforholdet. Vi kunne også kalde det relationel kompetence.

Det ser man eksempler på i den kliniske parterapeutiske praksis hver eneste dag. Hvordan personer, der faktisk er ude for situationer, der i høj grad svarer til hinanden, reagerer vidt forskelligt. Og får et vidt forskelligt resultat ud af situationen. For eksempel kan to mænd komme hjem til en kone, der er sur og vrissen. Den ene reagerer med at tænke: ”Kors, jeg kan da heller aldrig gøre hende tilfreds. Nu har hun igen haft en dårlig dag på arbejdet. Det kan ikke passe, at det altid skal gå ud over mig. Jeg gør alt for at gøre den kvinde tilpas, og det lykkes aldrig.” Den anden mand tænker måske: ”Hvad mon der er på færde her? Jeg må spørge mere ind til, hvad der går hende på. Det må virkelig være alvorligt, siden hun er så afvisende. Vi skal tale om dette i en rolig stund, så jeg kan få mere at vide om hvad der foregår”. Den første mand vil sandsynligvis møde sin kone med et lige så sur og vrissent udtryk, som hun ankom med, og der vil måske akkumulere sig en konflikt. Imens mand nummer to vil invitere til yderligere dialog og forståelse af hinandens situation. Forskellen er, hvordan hver enkelt orienterer sig i forhold til situationen – og i sidste ende handler.

Din partner behøver ikke føle eller mene det samme som dig selv, behøver ikke nødvendigvis billige dine anskuelser, eller opleve verden på samme måde. Men om din partner er i stand til og interesseret i at resonere med dig, samt leve sig ind i din verden, har en stor betydning for, om du er og bliver i stand til at fastholde kærligheden og dit åbne hjerte.

Det enkelte menneske har behov for at blive mødt af én instans udenfor sig selv. At der er nogen der forstår dig , tilgiver dig, kan bringe dig trøst overfor følelserne af skyld og skam for eksempel. Det, religiøst at tro på ’en gud’ af en slags kan nogle gange udfylde dette relationelle rum af at relatere til en empatisk indfølende og medlevende ’figur’, som Selvet kan forholde sig til. Det er med til at give os værdi, retning og orienteringsevne, at vi føler os følt og møder indlevelse og medfølelse.

Når vi bliver frygtsomme eller nervøse i en relation, vægrer vi os ved at forsøge at forstå den anden. Vi bliver optaget af, at den anden trænger til at forstå os bedre og begynder at gøre ting for at blive elsket igen, eller vi begynder at forsvare eller forklare os. Vi har derimod faktisk brug for bevidst at søge at forstå den anden og sætte os i den andens sted.

Hvis du er i tvivl om, hvad din empati kan gøre for dit parforhold, så tænk på en mor, der tager sit lille barn op og empatisk sætter sig ind i, hvad barnet har brug for. Det er kernen i hvad din partner har brug for, og hvis du gør det for din partner, vil du blive elsket, på en lignende måde, som barnet elsker sin mor.

Hvordan kan du give empati?

Fordi empati er en faktisk mulighed for mennesker, er det også en gave, vi kan give hinanden. Vi kan give det til andre mennesker, at vi giver vores tid til at forsøge at leve os ind i den andens situation, lytte åbent og med indlevelse og være nærværende.

På en måde er det let. Nemt. Fordi vi har funktionerne til det, det er en mulighed vi har. Og det er, sjovt nok, også velgørende for os. Når vi så at sige transcenderer os selv ind i empati, sker der noget med os selv, noget godt. Vi oplever et velbefindende.

Samtidigt er det nogle gange meget svært, når vi bliver følelsesmæssigt ramte og oprørte, eller ikke har et tilstrækkeligt overskud. Det er ikke sjovt at døje med ’dårlige’ følelser for et menneske, du har elsket. Det er ikke sjovt at leve med et lukket hjerte. Det er ikke behageligt at føle f.eks. vrede imod en anden. Når vreden opløses, fordi vi endelig forstår baggrunden for dette menneskers tale eller handlinger, så kan vi føle det som en stor lettelse i os selv. Derfor og dermed er empatien værd at gå efter. Din egen følelse af at forstå den anden, er virkelig værd at gå efter. Det vil lette dig, at forstå den anden bedre.

Hvad kræver det så? Det, det kræver, er at du er villig til at sætte dig selv og din egen oplevelsesverden til side for en stund. Du skal være villig til at gå åbent ind i feltet af noget ukendt, som du endnu ikke forstår. Du må åbne din egen klangbund. Det er, hvad terapeuter dybest set gør, for mig at se, er det er den største kvalifikation for en god psykoterapeut. Men også for en partner, et voksent barn af en forælder, eller en forælder til et barn.

Empati er at åbne ’kassen’, og lade den andens musik runge ind i dit eget instruments kasse, så at sige. Forestil dig, at du sidder i et orkester, som skal spille sammen. Måske er I bare to. Du må lytte til den andens musik. Du må lade den andens musik nå dig. Nå helt ind i dit indre, hvor du kender netop den tone, den strofe. Du spiller muligvis selv på et helt andet instrument, men der er brug for at du åbner dig for ’hvor den person er i verden’, hvad det er, han/hun søger at formidle.

Du kan kun forstå det i den grad, som du kender noget lignende fra dig selv eller dit liv med andre. Ret teknisk kan du sige, at du skal finde nogle neurale veje i din egen hjerne, der ligner det, som den anden oplever nu. Enten på et mentalt eller kropsligt plan.

Derfor er det gode spørgsmål (også i forbindelse med tilgivelse); Hvordan kender du på nogen måde dette fra dig selv? Har du været i en lignende situation og stemning? Sådan som du kender vedkommende – med alt det, du ved om ham/hende, hvordan forestiller du dig så, at han/hun føler og har det lige nu?

Vi søger empatien helt automatisk. Ofte meget hurtigt. Og ubevidst. Vi søger at samstemme os med den, vi sidder overfor. Via kropssprog, toneleje, og via hvad vi taler om, søger vi ind i dette felt af forbindelse. Vi har også brug for at mærke det. Vi har brug for at mærke, at vi forstår den anden og er i stand til at samstemme os, det giver os tryghed. Det giver os nyt liv, og er inspirerende for os. For når vi mærker forbindelsen og forståelsen, opstår der en harmonisk melodi. Godt nok er der to instrumenter, men de finder hinanden i melodien.

~

The human heart has the extraordinary capacity to transform the sorrows of life into a great stream of compassion. Compassion proclaims the power of the tender and merciful heart in the face of the sufferings of the world. It arises whenever we allow our heart to be touched by the pain and need of another.

Jack Kornfield

~

Rent fysisk har en del af vores empatiske system givetvis rod i vores ’yngelpleje’-gen, at vi er skabt til at forstå og handle på vores barns behov, straks det er født. En moder vil almindeligvis holde, nusse, putte, kysse og berøre sit barn, hvis det græder, på måder, der får det til at falde til ro. Når kvinder føder, ammer eller får orgasme udløses der oxytocin, som er medvirkende i at de kærlige følelser opstår. Her er det interessant at være opmærksom på, at oxytocin også udløses, når mennesker berører hinanden, giver knus, kram, holder i hånden eller kysser, hvis der er tale om mennesker, der har en tryg tilknytning og ikke har haft traumer i forbindelse med berøring.

Det er også interessant at tænke på, hvordan ny forelskede faktisk har store lighedspunkter med samspillet imellem mor og spædbarn. På den måde at nyforelskede gør rigtig meget for at afstemme sig hinanden empatisk, tænker over hvad den anden har brug for, kysser, nusser, holder i hånd og siger lyde når de nærmer sig hinanden.

Når forelskelsen er overstået er det for de fleste vigtigt at fastholde disse kærlige møder med fysisk berøring, og det kan give meget velvære bevidst at gøre mere ud af kys og berøring. Naturligvis empatisk afstemt i forhold til om den anden er parat til at modtage. Men det er virksomt, fordi det går ind via de dybe lag i hjernen og kan via underbevidstheden skabe tryghed og genoplive en kærlig tilknytning. Oxytocinet vil flyde, når vi er i kærlig fysisk kontakt med en, vi er glad for.[v]

Empati og de tabte dele af Selv’et

Det er som et menneskeligt vilkår, at alle på et tidspunkt i parforholdet vågner op og kigger på partneren og siger: Hvad i alverden gjorde, at jeg flyttede sammen med den mand/kvinde? Har jeg virkelig giftet mig med ham/hende og af hvilken grund?

Det kommer gerne på et tidspunkt, hvor du begynder at se tilstrækkeligt kraftigt nogle sider af din partner, som du har meget svært ved at forbinde dig med. Det er muligvis sider og træk, som du forelskede dig i. Men nu bryder du dig ikke længere om det, du ser.

Dette er noget, der hører til dit eget ’tabte selv’, og som du selv på et tidligere tidspunkt har måttet afskære dig fra at acceptere og elske. Af den ene eller anden grund. Du har forstødt det som et træk fra dig selv, undertrykt det, eller projiceret det ud i andre og udskældt det. Måske besluttet dig for, at sådan ville du ikke være. Det kan være et træk dine forældre viste overfor dig eller overfor hinanden, i den måde de viste kærlighed på.

Lige præcis omkring disse benægtede eller misbilligede træk, er det meget svært at føle og vise empati. Du har så at sige en blokering overfor at elske dette træk eller denne måde at være på. Ikke bare, når du ser det hos din partner, men også i dig selv. Du har svært ved at tage det til dig som et træk, der er en del af dig selv, som du også ejer.

Når du bliver i stand til at føle empati for din partner omkring netop dette og kommer til at forstå ham/hende bedre, og virkelig forstår helt ind i dybet, hvor det træk kommer fra, og hvordan det er opstået, så vil der skabes en dybtgående forandring. Du bliver bedre i stand til at forstå både din partner, men også dig selv bedre. Du bliver mere rummelig, og får faktisk mere empati i det hele taget. Overfor andre mennesker generelt, overfor de menneskelige grundvilkår.

Når du udvider din empatiske kapacitet vil du blive i stand til at se, at alle handlinger, al adfærd i denne verden, tager sit udgangspunkt i en erfaring, den person har. Nogle oplevelser, der har været. Der er en baggrund for, at mennesker gør, som de gør.

Når det sker, vil du kunne nærme dig ikke blot din partner, men alle andre fra et andet sted. Med større medfølelse, indlevelse og en større nysgerrighed overfor, hvorfor de agerer, som de gør. Du vil opdage, at det at lytte til og leve sig ind i en anden kan bibringe både viden og velvære til dig selv. Fordi du i det spejl ser dig selv tydeligere og får mere rummelighed overfor de dele af dig selv, som minder om disse træk hos den anden. Det er en meget stor berigelse.

Empati og indføling er evnen til at forestille sig hvordan den anden person følelsesmæssigt oplever det, de taler om ud fra deres verden.

At kunne udtrykke indføling kræver: At kunne gå bagom det, der bliver sagt, og forestille sig den følte oplevelse. At kunne opgive tanken om, at den anden ville føle på samme måde som dig i en lignende situation.

At du er villig til at tjekke, om det du forestiller dig, også er sandt for den anden, eller om der er andre følelser.

Indfølingen udtrykkes ved at vi siger :”Med udgangspunkt i det, du har sagt, forestiller jeg mig at du må føle ……………………….er det sådan ?” “Er der andre følelser?”

Det er den andens ansvar, at lade vide, om det du forestiller dig passer på hendes/hans egen oplevelse. Og at give udtryk for eventuelle andre følelser.


[i] Siegel, Daniel J.(2010): Mindsight. The new science of personal transformation, Bantam Books.

[ii] Goleman, Daniel (2006): Social Intelligens, Borgens Forlag

[iii] For at læse mere om samstemmighed og attunements betydning for barnets udvikling kan anbefales Daniel Stern, og for voksne i relationer Daniel Siegel.

[iv] Atkinson, Brent J.(2005):, Emotional Intelligence in Couples Therapy. Advances from Neurobiology and the Science of Intimate Relationships, WW Norton & Compagny

[v] Goleman, Daniel (2006): Social Intelligens, Borgens Forlag

Bemærk! På Smashwords kan du downloade en prøve af de første kapitler på bogen, så du kan se, om det er noget for dig.

Køb bogen